Hvad er kritikken af FNs klimamål?
Mens der var jubel i konferencesalen i Paris, da klimaforhandlingerne i december 2015 endte med en juridisk bindende og global klimaaftale, så var der mindre begejstrede miner hos mange NGO’er, professorer, politiske eksperter, klimaforkæmpere og politikere verden over. De rettede kritik af aftalen på mange forskellige punkter, primært fordi de ikke mener, at FNs nye klimamål er ambitiøse nok, og også fordi mange mener, det er urealistisk at nå de klimamål, som står beskrevet i klimaaftalen. For mange professorer var det faktum, at aftalen ikke forpligter parterne til at nedbringe den globale drivhusgasudledning med en bestemt procent, en afgørende grund til at kritisere den. Mens den bindende del af Paris-aftalen slår fast, at verdens lande med en ratificering af aftalen forpligter sig til at »holde stigningen i den gennemsnitlige globale temperatur et godt stykke under to grader i forhold til det førindustrielle niveau samt gøre en indsats for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader,« så er der i aftalen ikke nogen præcise og kvantitative mål for, hvordan det mål skal nås. “Problemet er, at aftalen ikke siger noget om, hvordan man skal leve op til de fine ord og ambitioner. Politikerne har lavet et tilpas uklart mål til, at de kan udskyde problemet og ikke behøver at handle nu,” siger Jørgen E. Olesen, klimaforsker ved Aarhus Universitet, til videnskab.dk den 14. december 2015 (se kilder).
Flere NGO’er, der arbejder med klimaændringer, har desuden kritiseret aftalen, fordi forpligtelserne om at skaffe finansiering til de mindre velstillede landes kamp mod klimaændringerne er blevet flyttet til den ikke-bindende del af aftalen. “Det er en hensigtserklæring. I forhold til at skaffe de 100 mia. dollar bliver det dog ikke mindre forpligtende. Ser man på ulande, er der i aftalen en løs opfordring til, at de bedst stillede spæder mere i sparekassen, såsom Sydkorea, Golfstaterne eller Singapore,” siger John Nordbo, klima- og miljøchef hos Verdensnaturfonden, WWF, til Ingeniøren (se kilder). Der har også været kritik af, at landene på konferencen i Paris heller ikke blev enige om, hvordan det skal straffes, hvis parterne ikke lever op til de punkter i aftalen, de har forpligtet sig til.
Hvad er fremtidsudsigterne for FNs klimamål?
Fordi der blandt andet stadig er ting, landene ikke nåede til enighed om på klimakonferencen, blev det besluttet, at planen om FNs klimamål skal konkretiseres og vurderes allerede i 2018, to år før Paris-aftalen træder i kraft. De første forhandlinger kommer til at finde sted i november 2016 i Marokko, hvor man for første gang efter klimatopmødet i Paris vil mødes for at forsøge at konkretisere, hvordan man skal nå de mål, man nåede til enighed om i Paris. Samtidig besluttede landene på klimatopmødet i Paris, at man hvert femte år – første gang i 2025, fem år efter, at Paris-aftalen træder i kraft – skal afholde et klimatopmøde og diskutere, hvordan det går med at indfri de mål, man har sat sig i Paris-aftalen. På disse topmøder skal verdens lande opdatere deres individuelle klimaplaner – og her må de kun skærpe og ikke slække på deres mål – mens de hvert andet år fra 2020 skal sende en rapport til FN om, hvordan det går med at møde de mål, de har forpligtet sig til i de individuelle klimaplaner.
De nyligt vedtagne Verdensmål for Bæredygtig Udvikling skal først træde i kraft om 15 år, hvorfor forhandlingerne om deres afløser ikke er gået i gang endnu. FNs klimamål kommer således til at blive opdateret første gang i 2018 og dernæst på klimatopmøderne hvert femte år, der fra 2020 kommer til at danne rammen om FNs klimamål.