Hvad er Straight Edge?
Straight edge-kulturen, også kaldet sXe, er en kompromisløs livsstil, der udspringer af hardcoremiljøet. Den er i og for sig ikke ret ofte associeret med emo i dag, men var meget vigtig i de tidligste år på D.C. hardcore-scenen, og flere af frontløberne indenfor emocore var mere eller mindre straight edge.
Kulturen er et opgør med alt, hvad der bliver set som usundt og farligt for kroppen, og den er som oftest associeret med rock’n’roll. Straight edgere afsværger derfor alle former for alkohol og narko, lever vegansk (det vil sige, at de hverken spiser kød eller andre produkter fra dyr som for eksempel mælk, æg og honning), de ryger ikke tobak, og i visse mere kompromisløse tilfælde vil de heller ikke indtage koffein eller medicin, og nogle lever sågar i cølibat.
Tanken bag bevægelsen er, at alle disse påvirkninger af kroppen kan skade individets kontrol over sit eget liv, og at et renere, mere naturligt liv vil føre til større personlig tilfredshed. Navnet “straight edge” er taget fra en sang af bandet Minor Threat, hvis forsanger, Ian MacKay, i dag selv lever som veganer og afholdsmand.
En detalje som har bevæget sig fra den tidlige straight edge-kultur ind i emoen, og som stadig ses i flere miljøer, er trenden med at male store, sorte X’er på bagsiden af hænderne. Det stammer fra en koncert med forløberne for Minor Threat, bandet Teen Idles, som før en koncert i Californien ikke kunne blive lukket ind på spillestedet, da de alle var under 21, og baren serverede alkohol. Som et kompromis malede de store X’er på hænderne for at advare de ansatte mod at servere alkohol til bandet, og det syntes de var så smart en idé, at de foreslog det til de lokale klubber i Washington, da de kom hjem, så de unge på denne måde kunne blive lukket ind til koncerter på steder, der serverede alkohol.
Det spredte sig snart som en trend at møde op til koncerter med X’er på hånden for på denne måde at illustrere, at man tog afstand fra indtagelse af alkohol - både blandt de der var over og under 21. Fra koncertpåklædningen bredte det sig ud i hele miljøet, og X-symbolet blev en del af hele hardcore-identiteten. Det er herfra, man for eksempel har skrivemåderne sXe og hXc. Flere hardcorebands skriver også deres navne med x’er omkring for på denne måde at signalere, at de bekender sig til straight edge-filosofien.
Hvilken stil hører til emo?
Der er mange, der forbinder emo med en særlig stil og sine helt egne modefænomener. Det bunder især i visse trends, som blev moderne på scenen i slutningen af halvfemserne, og samtidig er det et tegn på, at emo-scenen i mange lokalmiljøer er tæt forbundet med goth-miljøet, hvor påklædning, fremtoning og det at klæde sig ud, er en vigtig bestanddel af identiteten.
Den klassiske opfattelse af emo-stilen er, at det er en androgyn stil, hvilket vil sige, at kønsforskellene udviskes. Drengene er ofte feminine med langt pandehår og makeup, mens pigerne har et mere råt udtryk. En anden udlægning af emo-stilen er, at den er en form for mod-kultur. Derfor er det vigtigt for dem, der vil signalere emo, at de signalerer afstand til mainstream-stilen. Det betød i starten stramme forvaskede bukser, tjavset, sortfarvet hår og store hornbriller, selv til dem der ikke brugte briller. Meget af tøjet var i sort, men gerne tilføjet farverige detaljer i klare røde og blå kulører, og piger måtte gerne have et tvetydigt udtryk ved for eksempel at kombinere nittebælter og blomstrede hårspænder. Både drenge og piger bar sort make-up om øjnene, noget som i de senere år bliver gjort endnu mere ekstremt. I virkeligheden er der tale om en slags fællesstil for hele den amerikanske indie-scene, som for emo-delen af miljøet blev trukket lidt skarpere op med flere kontraster mellem det rå og det nuttede.
Det passer naturligvis dårligt med den fragmenterede collage, som de forskellige emo-scener er, at der i dag skulle eksistere en bestemt dresscode for hele miljøet, og indenfor emo-miljøet er der da også et stående udtryk for de, der udover musikken går op i at se ud på den rigtige måde; de kaldes “scene”, udtalt på engelsk. Men på den anden side er mange af de elementer, som karakteriserede midt-halvfemsernes indie-emo gledet ind i mainstream moden - som eksempelvis stramme strikkede cardigans, de kraftige brillestel, stramme jeans med hængerøv og til dels den dramatiske make-up. På denne måde er emo, som så mange andre subkulturer før den, blevet delvist indlemmet i den store mainstream-kultur.
Er emo en kult for cuttere og selvmordere?
I kølvandet på den seneste emo-bølge, som er affødt af den nye stil af bands samt en interesse for nygotisk film og litteratur som eksempelvis Twilight, har der verseret et par sager i medierne, hovedsageligt i Storbritannien, hvor unge emoer har begået selvmord eller forsøgt at begå selvmord. Det har fået nogle medier til at antyde, at der skulle herske en særlig tragisk selvmordsstemning i emo-miljøet. Således kunne man i Ekstra Bladet i 2008, blandt andet i artiklen “12-årig Emo-fan mobbet til selvmord” (se kilder), læse, at emo er en farlig, dødsforelsket kult for 13-15-årige, som havde kostet to unge i Storbritannien livet, og som også var rapporteret som inspirationskilde til flere selvmordsforsøg blandt unge i Østeuropa.
Hverken emo-rock, hårfarve eller mørkt tøj kan dog beskyldes for at være hovedinspiration for unge, der vælger at begå selvmord. Da den trettenårige engelske pige Hannah Bond tog livet af sig selv i 2008, og formiddagsaviserne hurtigt fik spekuleret i, at hun skulle have fundet inspiration i bandet My Chemical Romance’ tekster, svarede bandet prompte ved at skrive et kondolence-brev til pigens familie og udstede en pressemeddelelse, der forsikrede, at bandet ikke på nogen måde ville opfordre til at gøre skade på hverken sig selv eller andre.
Der har også været flere tilfælde, hvor medierne har afsløret, at mange af de unge på emo-scenen, særligt piger, er såkaldte cutters, altså har en ubændig trang til at skære i sig selv. Det kan for eksempel ses i artiklen “Emo er en kult for surmulende teenagere” (se kilder). Flere eksperter er uenige om, hvorvidt der er et internt problem i emo-kulturen, hvor de unge opdyrker denne tendens. Samfundsforsker Johannnes Andersen fra Aalborg Universitet mener, at cutting er et forbigående modefænomen, som nok er farligt, men som ikke skal ses som en reel lyst til at skade sig selv. Heroverfor står eksempelvis Lillian Zøllner fra Center for Selvmordsforskning, der udtaler i artiklen “Aktuelt - Unge og emo” (se kilder), at dette blot er en undskyldning, som dækker over det farlige i ikke at gribe ind overfor unge, der er psykisk ustabile og i fare for at gøre skade på sig selv.
Hvad der dog ikke er nogen, der har sandsynliggjort, er, at der skulle være nogen sammenhænge mellem det at tage meget øjenskygge på og høre følsom rock og selvdestruktiv adfærd. Når farerne ved emo-kulturen diskuteres i medierne, er det altså ofte ikke et reelt indblik i miljøet, der ligger til grund for konklusionerne, men i stedet et spørgsmål om, at ordet får lov at betyde noget helt andet. Emo har altså i dette tilfælde ikke meget med musik at gøre, men er et udtryk for vennekredse, hvor de farlige og skadelige lege dyrkes.