Emo

journalist Espen Fyhrie, iBureauet/Dagbladet Information. 2010

Indledning

BANDIT MARTIN. Foto: PolFoto
BANDIT MARTIN. Foto: POLFOTO

Sort- og rødklædte unge i alderen 10-16 år med kunstigt hår, kraftig makeup og påmalede tårer symboler i ansigtet præger den subkultur, som går under betegnelsen emo. Stilen udspringer af en musikgenre med samme navn, der med sit afsæt i punk blander den aggressive energi med mere følsomme emner. I medierne kan det godt lyde som om, at emo er en slags kult for surmulende teenagere, der er fascinerede af cutting og selvmord. Det er nok en overdrivelse, der ikke ligefrem fremmer forståelsen, men under alle omstændigheder har melankolien et fast greb om de unge emoer.

Artikel type
faktalink

Introduktion til Emo

Print-venlig version af dette kapitel - Introduktion til Emo

Hvad er emo?

Ordet Emo står for ‘emotional hardcore’. Det startede som en musikalsk subgenre inden for punk, der kan beskrives som ‘punk med følelser’.

Emo-musikken opstod i midten af 1980’erne, hvor den udsprang fra hardcore punk-bevægelsen i Washington D.C. med bands som Rites of Spring og Embrace som frontløbere. Siden hen har musikken udviklet sig, og den trækker i dag på genrer som pop punk og indie rock. I begyndelsen af 2000’erne blev emo en del af mainstreamkulturen med navne som Jimmy Eat World og Dashboard Confessional.

Ud over at emo er en musikgenre, så er det også en stil. I de seneste 5-10 år er et nyt syn dukket op i de fleste byer i Europa og USA: Unge mennesker med kraftig makeup, sort og rødt tøj, påmalede tårer og symboler i ansigtet, og et bevidst sørgmodigt udtryk. De unge kalder sig “emo” og tilhører en subkultur, der ligesom punk, hip hop og det beslægtede goth-miljø udspringer af musikken, men hurtigt har udviklet sig til en hel gruppeidentitet, hvor bestemte bøger, film, mode, musik og fester er faste bestanddele.

Det er vigtigt for forståelsen af emnet, at der ikke er nogen egentlig konsensus om, hvad begrebet emo dækker over. Det kan indeholdes i en løs ramme om en gruppe af miljøer, som samles om musik med et særligt melankolsk eller følelsesladet udtryk. Miljøerne er ofte overvejende startet af helt unge mennesker, og i visse tilfælde er der også sket en association med andre kulturelle udtryk end musik - det gælder særligt mode, litteratur og film. Groft sagt kan emo være noget markant forskelligt for en 15-årig i Silkeborg og en 40-årig i Ohio, uden at nogle af de to miljøer er mere rigtige eller forkerte af den grund.

Emo som musikgenre

Print-venlig version af dette kapitel - Emo som musikgenre

Hvad er Hardcore?

Forløberen for emo kaldes Hardcore. Det er en musikstil, som udsprang af punk i flere amerikanske storbyer omkring 1980, særligt i San Francisco, Los Angeles, New York og Washington DC. Hardcore, som også kan ses omtalt som hXc, opstod som en reaktion på den kommercialisering af punk-scenen, der skete efter, at den engelske punkbølge var toppet i 1977. Hardcore var, som det ligger i ordet, som hovedregel tungere, mindre melodisk og mere metallisk i udtrykket end den tidlige, næsten naive punkrock. I modsætning til punken, hvor flertallet af bandene var så gennemgående ligeglade med alle konsekvenser, at de som det naturligste i verden lod sig hyre på store pladeselskaber, var hardcore-bandene ofte drevet af en mere ideologisk afstandtagen til det etablerede: De valgte at være undergrund og at udkomme på mindre, alternative selskaber, og mange af teksterne begyndte at handle om samfundets problemer i stedet for blot at være utæmmede, aggressive råb om sjov og ballade.

De enkelte hardcore-scener i de forskellige byer fik efter få år sine egne typiske træk, og hvor den californiske scene (Los Angeles og San Francisco) bevarede mange af det anarkistiske, legesyge og ubekymrede elementer fra den tidlige punkrock, blev scenen i New York hurtigt domineret af en mere rå, Tough Guy-stil - på dansk nogle gange refereret til som bølle-hardcore.

De unge i Washington D.C. havde ofte fokus på det personlige og politiske, snarere end det anarkistiske eller festligt revolutionære. Lyden blev mere guitarorienteret, og numrene blev længere og mere melodiske. Man kan sige, at følelserne fik mere plads, hvilket navnet “emotional hardcore” også fint forklarer, selvom udtrykket først opstod senere. 

Hvor opstod emo?

Omkring 1984 og 1985 var hardcorescenen i Washington D.C., der var eksploderet bare tre år før, allerede blevet lidt fragmenteret, og nogle følte, at luften var ved at fise ud af ballonen. Det dominerende band på scenen, Minor Threat, var gået i opløsning, og flere af de andre bands havde ændret deres lyd efter de første par udgivelser. Derfor var der mange, der spidsede ører, da bandet Rites of Spring dukkede op i 1984 med en lyd, der blev kendetegnende for emo-genren. Navnet i sig selv signalerede et nybrud, da bandet var opkaldt efter en særdeles skandaløs klassisk koncert; Igor Stravinskys revolutionerende “Le Sacre du Printemps” (“The Rite of Spring”) fra 1913. Rites of Springs lyd var unægtelig hardcore punk, men særligt vokalen var anderledes, end man var vant til: Mere udtryksfuld og klassisk syngende end den punkede vrængen, og desuden fortalte forsangeren Guy Picciotto personlige historier om indestængt længsel med en klagende og næsten klynkende stemme. Guitarriffene var stadig simple, men melodierne blev mere tydelige, og i det hele taget var der mere fornemmelse af desperation end af punkattitude. Bandet nåede kun at udgive en enkelt plade og blev opløst allerede to år senere, men dets indflydelse var stor, og året efter kom en hel bølge af bands frem fra Washington D.C., der var mærkbart inspireret af Rites of Spring. Flertallet af disse var dog mere rockbands end punkbands, og de overlevede heller ikke længe.

Kort efter Rites of Spring blev dannet, skabte den tidligere forsanger i gruppen Minor Threat, Ian MacKaye, bandet Embrace. Han havde besluttet sig for at forlade den hardcorescene, han kendte, på grund af nogle voldelige episoder, og han søgte med dette band en mere personlig, inderlig og langt mindre aggressiv stil, der visse steder mindede mere om new wave end om hardcore punk. Teksterne kredsede om blandt andet ensomhed og ulykkelig kærlighed, og tempoet var, om ikke langsomt, så i al fald lidt trægt drævende sammenlignet med den fræsende punkrock. 

Hvordan udviklede emo sig?

Den første store udvikling, emoen undergik, var sjovt nok, at navnet overhovedet blev anerkendt. De tidligste bands var absolut ikke interesserede i at blive beskrevet med nogen former for genrebetegnelse, og Ian MacKaye omtalte under en koncert i 1986 beskrivelsen emocore som “the stupidest fucking thing I have ever heard in my entire life!” Det kan man høre ham sige i videoklippet “Ian MacKaye: Emocore is stupid” (se kilder).

Ikke desto mindre spredte betegnelsen sig, og som med alle genrebetegnelser, der er latterliggjorte eller forhadte i starten, lærte de fleste af modstanderne med tiden at acceptere den og endda omtale sig selv som sådan. Dette havde særligt noget at gøre med den inspiration, de tidlige Washington-bands havde på de alternative rockscener rundt om i USA og Canada, hvor bands begyndte at skyde frem overalt i midtvesten, og store scener dukkede op i blandt andet New Jersey, San Diego, San Francisco og New York. Her blev den langsommere lyd og det mere klagende udtryk forædlet, og den anarkistiske punktanke om gør-det-selv-udgivelser til lave priser var i højsædet. Bandene var utallige, og stort set altid meget kortlivede, hvilket gør, at flertallet i dag er totalt obskure, og hvis der foreligger nogen udgivelser med dem, er det kun på single-plader som bortauktioneres til uhyrlige priser. Et meget kendt band fra denne periode er Moss Icon fra Maryland, som var tydeligt inspireret af britisk, depressiv post-punk såsom Joy Division, men som havde det samme desperate og klagende udtryk, som de tidlige D.C.-bands havde gjort til deres varemærke. Det var denne splintrede og spredte, men hastigt voksende scene, der første gang gjorde det almindeligt at benytte det forkortede udtryk emo, som hænger ved i dag.

Den første rigtig store, succesrige bølge af bands, der blev kaldt for emo, kom i starten af 1990'erne. Nu var hardcore i sig selv ikke længere nok, og følelserne måtte gerne være en blanding af nedtrykte og opstemte, både desperate og håbefulde. De to mest kendte bands fra denne bølge er Jawbreaker fra San Francisco og Sunny Day Real Estate fra Seattle. Begge bands voksede ud af punk-scenen, men hvor de lidt vemodige Sunny Day Real Estate er samtidige med grungen fra samme by og sågar udgav plader på samme selskab som de store grungenavne Nirvana, Mudhoney og Sub Pop, så var Jawbreaker formet af den mere legesyge og energiske californiske punk-rock. Men stadig var de begge helt tydeligt inspireret af den tidlige, følelsesladede Washington-lyd hos Embrace og Rites of Spring. På den måde blev de de nye fakkelbærere, som nåede national popularitet og brød igennem til de større alternative radiostationer, ofte såkaldte college radios, som er skoledrevne og skolefinansierede radiostationer, som sender fra amerikanske universiteter til hele lokalområdet. Denne mere mainstream-orienterede emo-rock blev i en anmeldelse af bandet Christie Front Drive beskrevet som “this is what emo kids listen to when they make love” i artiklen “The history of emo” (se kilder). Musikken fra denne periode er ofte blevet beskrevet som en udløber af indie-rock snarere end af hardcore, hvilket er underbygget af, at flere deciderede indie-bands i denne periode lånte mange elementer fra emo-scenen. Det gælder bands som Pavement og The Get Up Kids, men i særdeleshed Weezer, som med pladen Pinkerton fra 1996 lavede et hovedværk, der lagde sig bredt i rummet mellem indiens og hardcorens emo. 

Hvad har emo udviklet sig til i dag?

At emo skulle blive så stort, som det er blevet i starten af det 21. århundrede, skyldes i høj grad internettet. Tidligere var den vigtigste kilde til at lære om nye musikgenrer, alternative miljøer og undergrundskultur, at gå til koncerter, læse specialmagasiner, høre alternative radiostationer og mødes med ligesindede. Alle disse aktiviteter var noget, man aktivt skulle opsøge, og man skulle vide, hvor man skulle lede, for at finde noget interessant. Men med internettets store udbredelse blev det muligt for unge fra hele USA - ja, hele verden - at sidde på deres værelse og finde andre, der havde det på samme måde som de, og efter spredningen af bredbåndsnet også at høre musik og se film over nettet. En stor gruppe af de unge, ukendte emo-bands var hurtige til at forstå mulighederne i services som for eksempel MySpace, mp3.com, Napster og senere også youtube, hvilket medvirkede til en kolossal popularitet, som snart tiltrak pladeselskabernes interesse. Et af de bands, der opnåede at blive store og have en stor fanskare på nettet, før de overhovedet udgav plader, var My Chemical Romance fra New Jersey. Bandet, der i dag står som et af de største på den mest mainstream emo-scene, blev startet som en reaktion på terrorangrebet i New York 11. september 2001 og var fra starten meget opmærksomme på at sende de rette signaler, både i deres personlige styling og deres udtalelser. Bandets musik er i udpræget grad rettet mod helt unge lyttere, og dets tekster behandler bekymringer hos unge såsom fremtidsangst, ensomhed og frygten for at være anderledes, og i det hele taget er musikken præget af en stærk søgen efter identitet. Denne bølges popularitet har været medvirkende til udviklingen af det, der betegnes som hitliste-emo eller emo-pop, hvor pladeselskaberne har en meget vigtig finger med i spillet i udviklingen af overstylede, meget mainstream-orienterede poprock-orkestre med en attitude, der er emo. Det første eksempel på dette er bandet Dashboard Confessional, som brød igennem omkring år 2001, og siden er fulgt bands som Paramore, Panic! at the Disco og det færøske band The Dreams. Også helt igennem designede boy bands så dagens lys - såsom tyske Tokio Hotel, der har opnået kolossal succes blandt tweens overalt i Europa med deres letfordøjelige, dybsindige popmusik.

En anden stilart, som er født i det nye årtusinde, er de såkaldte screamo-bands. Oprindelig blev udtrykket brugt om en bølge af hardcorebands fra San Diego fra starten af halvfemserne, som spillede en eksplosiv mellemting mellem emocore og grindcore, og som ligesom de tidligste hardcore-bands hyldede ideen om gør-det-selv-koncerter og billige pladeudgivelser til alle. Blandt denne gruppe tæller bands som Locust og the Crimson Curse, bands som dog alle nægtede at blive sat i bås, og som bevidst fravalgte termen screamo.

Den store bølge af screamo, der ganske vist er flere forskellige bølger, hvoraf nogle kun har ganske lidt med den første bølge at gøre, opstod omkring år 2000 og var langt mere orienteret mod deciderede pop-ballader, dog krydret med en aggressivt skrigende vokal og skærende guitarriffs. Det er for eksempel bands som Thursday og Alexisonfire. Men samtidig blev navnet i stigende grad brugt i Europa til at dække over deciderede undergrundsbands, der var langt mere hardcore-, thrash- og grindinspirerede end deres amerikanske samtidige, som eksempelvis Shikari, Raein, Time to Burn og Tristan Tzara. Fans af disse bands er i sagens natur meget sjældent interesserede i My Chemical Romance og Paramore - og omvendt!

En gennemgående ting ved de fleste nyere emo-bands, hvad enten de er fra Europa eller USA, og hvad enten de er fra den ene eller den anden ende af spektret, er en tendens til at lade sig inspirere meget af store, melankolske rockorkestre fra firserne. Det gælder den dinglende guitarlyd fra de tidlige U2-plader, den langsomt ædende desperation i lyden fra Joy Division, men især og over alt andet har engelske the Cure fået en rolle som gudfar for den nyere emo, med bandets skæve og underfundige popsange om ulykkelig kærlighed, ensomhed og dødsangst. 

Hvilke bands er vigtige på emo-scenen?

De herunder listede bands er blandt de vigtigste fra de dominerende perioder. Eftersom emo rent faktisk spænder over en bred genre, vil der naturligvis være bands med på listen, som for nogle i et bestemt emo-miljø ikke er vigtige overhovedet, mens andre vil savne lige præcis deres yndlingsband. Listen giver dog et kort og tilnærmelsesvist kronologisk overblik over hvilke bands, der oftest trækkes frem, når snakken går på emo. Derudfra kan læseren selv gå på opdagelse, for den bedste indgangsvinkel til emnet er nu engang musikken, og den skal selvfølgelig høres, ikke beskrives. De ældste bands er nævnt først, og de allertidligste, som ikke i sig selv kan kaldes emo, men som har været forgængere eller inspirationer for genren, er nævnt i parentes:

 

(Teen Idles) - http://www.dischord.com/band/teen-idles

 

(Minor Threat) - http://www.myspace.com/minorthreattribute

 

Embrace - http://www.myspace.com/embracetribute

 

Rites of Spring - http://www.myspace.com/ritesofspringmusic

 

Gray Matter - http://www.myspace.com/graymatterrocks

 

(Fugazi) - http://www.myspace.com/fugazidischord

 

Moss Icon - http://www.myspace.com/mossiconofficial

 

The Hated - http://www.myspace.com/marylandhated

 

Sunny Day Real Estate - http://www.sunnydayrealestate.net

 

Jawbreaker - http://www.myspace.com/jawbreaker

 

Christie Front Drive - http://www.myspace.com/christiefrontdrive

 

Jets to Brazil - http://www.jadetree.com/bands/artist/jets_to_brazil

 

(Weezer) - http://weezer.com

 

Jimmy Eat World - http://www.jimmyeatworld.com

 

Taking Back Sunday - http://www.myspace.com/takingbacksunday

 

Dashboard Confessional - http://www.dashboardconfessional.com

 

My Chemical Romance - http://www.mychemicalromance.com/splash

 

Paramore - http://www.paramore.net

 

Fall Out Boy - http://www.falloutboyrock.com

 

Thursday - http://www.thursday.net

 

Alexisonfire - http://www.myspace.com/alexisonfire

 

The Dreams - http://www.myspace.com/thedreams

 

Tristan Tzara - http://www.myspace.com/samyrosenstock

 

Time to Burn - http://www.myspace.com/timetoburnband