Centrale kunstnere i Ekspressionismen

Hvilke malere var særligt toneangivende i Ekspressionismen?

Henri Matisses maleri Odalisque. Foto: Polfoto
Henri Matisses maleri Odalisque.
Foto: Polfoto

Ekspressionismen optræder tidligst i billedkunsten, hvorfra den spredes til en vifte af andre kunstformer. Fælles for den ekspressionistiske billedkunst er, at ethvert billede dybest set bliver et udtryk for den skabende kunstners aktuelle sindstilstand. Enten gennem billedets konkrete motiv eller ved det mere generelle emnevalg. De første tegn på den ekspressionistiske bevægelse kunne ses i 1905 i Frankrig og i Tyskland:

I Frankrig dannedes kunstnergruppen Les Fauves [da. vilddyrene] omkring kunstneren Henri Matisse (1869-1954). Andre fremtrædende skikkelser i denne gruppe var blandt andet Andre Derain (1880-1954) og Albert Marquet (1875-1947). Fauvisternes kunst var typisk fuld af stærke farver og udtryksfulde deformiteter. Men alligevel havde deres billeder generelt en harmonisk og skønhedsdyrkende karakter. Kun hos enkelte franske enspændere uden for det fine selskab trængte tilværelsens dystre og hæslige sider for alvor igennem. I

Tyskland dannedes kunstnerkollektivet Die Brücke [da. Broen]. Her var de ledende skikkelser Ernst Ludwig Kirchner (1880-1938), Karl Schmidt-Rottluff (1884-1976) og Erich Heckel (1883-1970). Gruppens Ekspressionisme var fuld af aggressivitet og disharmoni. Herigennem udtrykte de deres svigtende tillid til fundamentale livsværdiers overlevelse i det moderne samfund. I 1911 dannede blandt andre malerne Paul Klee (1879-1940) og Wassily Kandinsky (1866-1944) den ekspressionistiske kunstnergruppe Der Blaue Reiter [da. Den Blå Rytter]. Her søgte kunstnerne mod mere abstrakte former og klare farver for at udtrykke følelser og sindstilstande.

Hvilke forfattere var særligt toneangivende i Ekspressionismen?

Lyrikken og dramatikken var de foretrukne former i Ekspressionismens litterære side, men også romanformen blev brugt. I de ekspressionistiske tekster skildres personer og scener på en stiliseret og forvrænget måde. Formålet er at fremkalde følelsesmæssigt oprør og ubehag hos læseren.

I den litterære Ekspressionisme søgte man at skildre personers indre sjæleliv ved - billedligt talt - at vende dem på vrangen. Derved gav man plads til, at mentale tilstande kunne sætte sig fysiske spor på hovedpersonens krop og ansigt og ikke mindst på hans omverden. I det ekspressionistiske drama bliver skuespillet på scenen ofte til en social protest. Skildringen af den konkrete omverden træder imidlertid i baggrunden til fordel for et skarpt fokus på individets indre følelsesliv, der kommer til orde i form af lange monologer. Blandt de toneangivende skikkelser inden for den litterære Ekspressionisme er:

  • Georg Kaiser (1875-1945): Denne tyske dramatiker var en betydningsfuld figur i den ekspressionistiske bevægelse i Tyskland. I mange af hans stykker er han tydeligt inspireret af Friedrich Nietzsche og denne filosofs tanker om overmennesket.
  • Franz Kafka (1883-1924): Centrale personer i denne tjekkiske - dengang østrig-ungarske - forfatters romaner er fanget i et forvrænget billede af verden. Denne mareridtagtige vision er enten et produkt af romanpersonernes egne psykologiske konflikter eller et symbol på den reelle omverdens umenneskelige konstruktion.
  • James Joyce (1882-1941): Den irske forfatter, digter og dramatiker står som en af det 20. århundredes væsentligste litterære skikkelser. Han var blandt andet kendt for sin brug af ‘stream of consciousness’-teknikken. Dette er en særlig type indre monolog, bestående af brudfyldte og springende skildringer af en romanpersons tanker og følelser. ‘Stream of consciousness’-metoden stammer oprindeligt fra psykologien, hvor den blev brugt for at få patienten til at sætte ord på sine indre følelser. 

Hvilke filmskabere var særligt toneangivende i Ekspressionismen?

Den ekspressionistiske film blomstrede i Tyskland omkring den Første Verdenskrig, inspireret af tidens litteratur, teater og billedkunst og påvirket af efterkrigstidens krisebevidsthed. I deres stil var disse film præget af sprængte former, splintrede og opløste perspektiver og voldsomme kontraster - eksempelvis mellem lys og skygge.

Skuespillerne spillede med heftig gestik, og filmenes figurer havde ofte en skabelonagtig karakter. Filmene undersøgte som regel samfundets udkantsområder: gøglerverdenen, galskaben og så videre. Stoffet var oftest hentet fra fantasiens overdrev som i F. W. Murnaus (1888-1931) vampyrhistorie “Nosferatu - eine Symphonie des Grauens” [da. Nosferatu - Gruens symfoni] fra 1922. En anden af retningens mest kendte film er Robert Wienes (1873-1938) “Das Cabinet des Dr. Caligari“ [da. Dr. Caligaris kabinet] fra 1920. Ud over de to nævnte instruktører var en af retningens vigtigste skikkelser bag kameraet Fritz Lang (1890-1976), der især er kendt fra den fascinerende fremtidsfabel “Metropolis“ fra 1927.

Hvilke arkitekter var særligt toneangivende i Ekspressionismens periode?

Årene efter Første Verdenskrig betød et radikalt brud med det 19. århundredes overlæssede og stilforvirrede byggestil. I stedet slog den schweiziske arkitekt Le Corbusier til lyd for en ny, ren og praktisk arkitektur. Form skulle frem for alt følge funktion, og arkitektens mål skulle være at skabe ‘bygningsværker for maskinalderen’. I Tyskland dannedes kunstskolen Bauhaus, hvor arkitekter som Walter Gropius (1883-1969) og Mies van der Rohe (1886 - 1969) gik sammen med flere af ekspressionismens kunstnere, for eksempel Paul Klee og Wassily Kandinsky. De ville skabe en arkitektur, der var passende for det 20. århundrede: Den skulle være urban, industriel og teknologisk moderne.