Hvad er en efterretning?
Ifølge specialet “Fremtidens nationale efterretningstjeneste” (se kilder) fra Forsvarsakademiet kan et efterretningskredsløb defineres således:
“Traditionelt beskrives efterretningstjeneste som et kredsløb, hvor beslutningstagerens behov for informationer resulterer i en række spørgsmål som initierer en efterretningsmæssig planlægning og indhentning. Det indhentede analyseres og fordeles efterfølgende til beslutningstagerne eller 'kunderne', hvorefter nye eller affødte spørgsmål vil starte kredsløbet igen.”
Man kan altså definere en efterretning som et produkt - viden eller vurdering - der er baseret på rå informationer, som er blevet indsamlet, bearbejdet, analyseret og sammenstillet.
En del af efterretningsarbejdet består i at udarbejde rapporter, hvori tjenesten redegør for deres vurderinger af “trusselsbilledet”, det vil sige hvordan efterretningstjenesten vurderer eventuelle farer. Efterretningerne er til for de siddende regeringsledere eller militære ledere. Meget af arbejdet foregår på kontorer, hvor medarbejderne analyserer informationer, der er indhentet på forskellige måder.
En anden del af efterretningsarbejdet består i aktioner og operationer, både for de interne og eksterne efterretningstjenester.
Hvad kan efterretninger handle om?
Efterretninger kan for eksempel handle om fremmede landes forsøg på at skade et bestemt land på grund af ideologiske eller religiøse overbevisninger eller andre motiver. Nogle af de vigtigste spørgsmål, de eksterne tjenester arbejder med og løbende vurderer, er derfor andre landes:
- Hensigt: Er et fremmed land venligt eller fjendtligt indstillet?
- Evne: Har andre lande militære egenskaber til at skade ens eget land?
Efterretninger kan også være om fremmede landes:
- Militær
- Økonomi
- Teknologi
- Politik
- Spionage og kontraspionage
- Sociale tilstande
Disse enorme mængder af information indgår i et stort puslespil, der skal give et så nøjagtigt billede som muligt af andre landes mulige hensigter og evner.
Men efterretninger kan ifølge bogen “Spionage” (se kilder) også bruges til at handle, konkurrere eller samarbejde med andre lande. I 2013 blev det afsløret, at den amerikanske efterretningstjeneste i udbredt grad har overvåget allierede lande og aflyttet statslederes telefoner såvel som civile borgere. Afsløringen førte til det, der er blevet kaldt ’den største efterretningsskandale nogensinde’ i artiklen ’Snowdens kæmpelæk’ (se kilder).
Hvad forstår man ved indhentningsmidler?
Når man taler om indhentningsmidler, mener man de midler, som efterretningstjenester benytter til at skaffe oplysninger og informationer. Der findes mange slags indhentningsmidler, men de to mest overordnede måder er:
- HUMINT (forkortelse for Human Intelligence). Ved HUMINT forstås efterretninger, der er indsamlet af mennesker. Den mest berømte form for HUMINT efterretningsarbejde er spionage.
- TECHINT (forkortelse for Technological Intelligence). Ved TECHINT forstås efterretninger og informationer, der er indsamlet med teknologisk udstyr, som for eksempel satellitter.
Hvad er åbne kilder og skjult indhentning?
Det meste efterretningsarbejde bliver gjort med udgangspunkt i åbne kilder. Det kan for eksempel være aviser, blogs, nyhedsbureauer, videnskabelige rapporter, offentlige statistikker, hjemmesider og samtaler med mennesker. Det er helt lovligt at indsamle viden fra åbne kilder. Ifølge bogen “Spionage - hvorfor?” (se kilder) arbejder diplomater og ambassadører udsendt fra for eksempel Danmark officielt med at indsamle oplysninger om andre landes politiske, økonomiske og sociale situationer.
Derudover bruger efterretningstjenesterne skjult indhentning. Det kan for eksempel være i form af aflytning, overvågning eller spionage. Spioner bruges kun sjældent og hovedsagligt til at skaffe virkelig vigtige og hemmelige informationer. Derfor må en spion, der er udsendt til et andet land, ofte bryde loven i det pågældende land for at få fat i oplysningerne.
Hvorfor er tjenesterne så hemmelighedsfulde?
Oplysninger om efterretningstjenesternes budgetter, konkrete operationer eller antal medarbejdere holdes som regel hemmeligt for offentligheden. Det skyldes blandt andet, at tjenesterne skal beskytte sine allierede, altså andre efterretningstjenester, samt de agenter og meddelere, der er ansat til at færdes i miljøer, der er under mistanke. Desuden kan det for lande, der er i krig eller planlægger et angreb på et andet land, være fatalt at afsløre oplysninger om tjenesternes arbejde, fordi fjenden så kan få adgang til vigtige informationer om ens militære styrke eller eventuelle angrebsplaner.
Siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991 og afslutningen på Den Kolde Krig er der blevet åbnet mange arkiver, der afslører hemmelige aktiviteter, som efterretningstjenesterne har været involveret i. I de kommende år vil endnu flere arkiver blive åbnet, og vi vil jævnligt få ny viden om efterretningstjenesternes historie. Arkiverne bliver dog først åbnet, når informationerne som de rummer ikke længere kan få konsekvenser at offentliggøre.
Hvornår arbejder efterretningstjenesterne?
Mange forbinder efterretningsvirksomhed med krige eller store konflikter, men efterretningstjenester arbejder hele tiden. Man skelner ifølge bogen “Operation Hurricane” (se kilder) mellem freds-, krise- og krigstid:
- I fredstid overvåger en efterretningstjeneste, om situationen er normal. Man holder øje med potentielle fjender for at se, om der er ændringer i det såkaldte 'normalbillede', der kan pege på, at der kan opstå en krise. Efterretningstjenesterne holder altså ikke bare fri i fredstider, men arbejder kontinuerligt på at samle informationer om mulige trusler mod sikkerheden.
- I tider, hvor et land er i krise eller væbnet konflikt med et eller flere andre lande, er der større behov for konstant opdatering af informationer. Så derfor vil en tjeneste arbejde med forhøjet beredskab og mere intenst. Jo mere man ved, desto bedre kan man navigere i en krisesituation.
- I krigstid er efterretningstjenesterne i højeste alarmberedskab, da det i værste fald handler om statens og borgernes overlevelse.