Dødsstraf i USA

Citat
I bund og grund er amerikanerne stadig cowboys. Ud over at mange er præget af
Det Gamle Testamentes princip om "øje for øje og tand for tand", ligger der i
cowboymentaliteten en dyrkelse af vold. USA er et land, hvor det langt hen ad vejen er
accepteret, at vold bekæmpes med vold
Donald A. Cabana, professor ikriminologi ved Southern Mississippi University og tidligere fængselsinspektør vedParchmann-fængslet i Mississippi om baggrunden for dødsstraffen i USA

Hvornår blev dødsstraffen genindført i USA?

USA er det eneste vestlige land, der stadig praktiserer dødsstraf. I 1972 blev dødsstraf forbudt i USA, da USA's højesteret erklærede dødsstraffen forfatningsstridig. Fra 1972 frem til 1976 blev der ikke udført henrettelser i USA’s stater, men i 1976 genindførte højesteret anvendelsen af dødsstraf ved lov. Den første amerikaner, der blev henrettet efter 1976 var Gary Gilmore, som blev skudt i Utah den 17. januar 1977 dømt for mord. Det kan man læse i artiklen ’Dødsstraf i USA’ i Berlingske Tidende (se kilder).

Hvilke forbrydelser straffes med døden i USA?

Hver stat har egne love for praktisering af dødsstraf. Det er næsten udelukkende forbrydelser, der indebærer mord, der straffes med døden. Føderale forbrydelser som f.eks. politidrab kan udløse dødsstraf uanset den pågældende stats lovgivning. Har den stat, som forbryderen begik forbrydelsen i, ikke dødsstraf, vælger den føderale domstol en stat, der praktiserer dødsstraf.

Hvor mange amerikanske stater tillader dødsstraf?

Ifølge det amerikanske Death Penalty Information Center tillader 31 stater dødsstraf. mens 19 stater har afskaffet dødsstraf. Nebraska er den seneste amerikanske stat, der i 2015 afskaffede dødsstraffen. Siden 2007 har seks øvrige stater forbudt dødsstraffen. Det er Maryland, Connecticut, Illinois, New Mexico, New Jersey og New York. Det kan man læse i artiklen ”Ny amerikansk stat afskaffer dødsstraffen” (se kilder).

Hvor mange sidder på dødsgangene?

Ifølge de seneste opgørelser fra det amerikanske Death Penalty Information Center (se kilder) sad 1. oktober 2016 2.902 fanger på de amerikanske dødsgange. De fem stater med flest ventende dødsdømte er:

· Californien: 745

· Florida: 395

· Texas: 254

· Alabama: 194

· Pennsylvania: 175

Hvor længe sidder fangerne på dødsgangen?

Dødsdømte fanger sidder ofte længe på dødsgangen, helt op til 20-30 år, før alle appelmuligheder er afprøvet. Hvis det kan bevises, at retssagen har været så unfair, at der er fare for at der er begået et justitsmord, eller hvis det kan bevises, at den dødsdømte er uskyldig, kan sagen genoptages for en appeldomstol, som skal vurdere, om sagen skal tages op igen, eller om den dødsdømte skal løslades.

Hvilken betydning har racespørgsmål i sager om dødsdomme?

En række uafhængige undersøgelser har vist, at race spiller en betydelig rolle i retssager, som ender med dødsdomme. En undersøgelse viser for eksempel, at nævninge Washington er tre gange så tilbøjelige til at forslå dødsdom af en anklaget, som er sort end en anklaget, som er hvid. En undersøgelse af sager i staten Louisiana har vist, at risikoen for en dødsdom var 97 % højere for anklagede, hvis ofre var hvide, end for anklagede hvis ofre var sorte. Et studie i Californien viste, at de, som blev anklaget for at have dræbt en hvid person havde tre gange så stor risiko for at få en dødsdom end de, som blev anklaget for at have dræbt en sort person. Og i 96 % af de amerikanske stater, hvor forholdet mellem race og dødsstraf er blevet kortlagt, viser det sig, at der bliver racediskrimineret betydeligt i sager om dødsstraf. Det fremgår af ”Facts about the Death Penalty” på Death Penalty Information Centers hjemmeside (se kilder).

Hvilke henrettelsesmetoder anvendes?

De mest anvendte henrettelsesmetoder i de amerikanske stater er i gennemsnit de seneste år fordelt således:

· Dødbringende indsprøjtning: 1.281

· Den elektriske stol: 158

· Gasning: 11

· Hængning: 3

· Skydning: 3