Det Arabiske Forår

Af journalist Tobias Havmand, iBureauet/Dagbladet Information. 2012. Opdateret september 2014.


Det Arabiske Forår er den populære betegnelse for den bølge af folkelige protester og efterfølgende væbnede sammenstød, som er rullet henover den arabiske verden siden slutningen af 2010. Oprøret har ført til regimeskifte i Tunesien, Libyen, Egypten og Yemen, udløst en blodig borgerkrig i Syrien, store folkelige protester og en vis grad af både liberaliseringer og repression i andre arabiske lande. Og sidst men ikke mindst har oprøret medført en opblomstring af ekstreme islamistiske organisationer som den efterhånden berygtede Islamisk Stat.

Den begivenhed, som de fleste anser for protestbølgens direkte anslag, var et dramatisk dødsfald i Tunesien 17. december 2010.

Her satte den 26-årige frugtsælger Mohamed Bouazizi ild på sig selv efter at have fået konfiskeret sine varer som den seneste handling fra en korrumperet politi- og embedsmandsstand. Strået, der brækkede frugthandlerens ryg, blev samtidig strået, der brækkede præsidentens ryg. Efter knap en måneds demonstrationer valgte Tunesiens diktator gennem 23 år, Zine El Abidine Ben Ali, at flygte til Saudi-Arabien hvilket udløste en dominoeffekt af folkelige oprør over hele den arabiske verden.

Demonstranter i blandt andet Algeriet, Marokko, Egypten, Libyen, Jordan og Yemen gik på gaden i løbet af december, januar og februar i 2011 og forlangte frihed, frie valg, demokrati, indflydelse og bedre økonomiske muligheder.

I to tilfælde, Libyen og Syrien, har den civile protest decideret udviklet sig til borgerkrig. Libyens diktator, Muammar Gaddafi faldt, mens det syriske oprør stadig er i gang – dette til trods for en militær indsats mod demonstranter og kampe mellem den syriske hær og væbnede modstandere organiseret i Den Frie Syriske Arme samt forskellige islamistiske grupperinger såsom Jabhat al-Nusra og Islamisk Stat.