Den amerikanske drøm i dag

Hvad siger fortalerne?

Den amerikanske drøm repræsenterer et håb om rigdom og social opstigen, både i og uden for USA. Skønt USA er langt fra at være en komplet realisering af den amerikanske drøm, så minder fortalerne os om, at i landets korte historie har det enkelte individ nok haft flere muligheder for at realisere sine drømme end i noget andet samfund i historien.
Vi genkalder os den amerikanske drøm, når vi hører om succeshistorierne – hvad enten det er Apple-grundlæggeren Steve Jobs, der droppede ud af universitetet for at udvikle computere, en Hollywood-stjerne som Tom Cruise, hvis forældres fattigdom gjorde, at han flyttede 15 gange som barn, eller hiphopperen Jay-Z, der startede sin karriere med at sælge stoffer i et socialt boligbyggeri i New York og nu er en af verdens rigeste musikere. Den amerikanske drøm er fortsat en fælles referenceramme blandt amerikanere, men også blandt ikke-amerikanere til at forstå USA. Drømmen bliver brugt af både republikanere og demokrater i det politiske system til at definere, hvad der er godt og skidt ved USA. Den nuværende præsident, Barack Obama, gør det f.eks. meget direkte i sin biografi ”Mod til at håbe – tanker om generobringen af den amerikanske drøm” (se kilder):

”Snarere end at dæmonisere de rige holder vi dem op for os selv som forbilleder, og vores mytologi er gennemsyret af historier om mænd, der har arbejdet sig op ved egen hjælp – indvandreren, der kommer til landet uden en krone og tjener en formue eller den unge mand, der søger vestpå for at finde lykken.” 

Hvad siger kritikerne?

Lighed har aldrig har været så vigtig i den amerikanske drøm, der i stedet lægger vægt på chancelighed; at alle skal have lige muligheder. Det er dog blevet udfordret de sidste årtier, hvor udviklingen har medført en forøget chanceulighed, et fald i beskæftigelsen og i den gennemsnitlige realløn. Der er opstået begrebet working poor om mennesker med fuldtidsarbejde, der alligevel lever under fattigdomsgrænsen og ikke kan forsørge deres familier.

I 2011 opstod bevægelsen Occupy Wall Street med en kritik af, at den ene procent rigeste amerikanere ejer mere, end hvad de 90 procent fattigste har tilsammen. Helt konkret betyder det f.eks., at de seks arvinger af Walmart-detailhandelsimperiet har værdier for mere end 41 procent af alle i den laveste indkomstgruppe.

Den amerikanske samfundsforsker Robert Putnam har beskæftiget sig indgående med det amerikanske samfund og dets klasseskel. Han er samtidig en af de argeste kritikere af den amerikanske drøm i dag. Mens den amerikanske drøm fremhæver, at alle uanset opvækst og baggrund skal kunne blive til noget, så er der ifølge Putnam over de sidste 30 år sket en udvidelse af kløften mellem børn fra den rigeste tredjedel og børn fra den fattigste tredjedel af det amerikanske samfund. Ifølge hans analyser er USA ikke længere det samfund af uanede muligheder, som det (måske) var engang.
Forældrenes uddannelse er i dag måske den vigtigste skillelinje i det amerikanske samfund, siger han i interviewet ”Den amerikanske drøm er i forfald” i Kristeligt Dagblad (se kilder): ”Der er én omstændighed, som i stigende grad afgør amerikanske børns fremtid, og det er, hvilke forældre de får. Hvis de fødes af veluddannede forældre, har de alle muligheder. Hvis de fødes af dårligt uddannede forældre, er klokken slået, allerede inden de kommer til verden (…) Vi er i alt væsentligt sikre på, at den amerikanske drøm vil smuldre inden for 5-10 år. Det har taget os lang tid at nå hertil. Selvom europæere tænker på USA som et meget ulige samfund, var der for 30 år siden faktisk en høj grad af opadgående social mobilitet. Det er ved at ophøre. Vi oplever lige nu den amerikanske drøms svanesang.”

Hans analyser bakkes op af en omfattende undersøgelse fra University of Ottawa, der har sammenlignet indkomsten for 50 mio. amerikanere, der er født siden 1971. Konklusionen er, at en amerikaner, der er født i den fattigste femtedel af befolkningen, kun har 8,4 procent chance for at bevæge sig fra en indkomstgruppe til en anden. Undersøgelsen placerer USA blandt de laveste vestlige lande, når det kommer til netop denne sociale mobilitet, som er den amerikanske drøms væsentligste bestanddel.

Selv den amerikanske præsident, Barack Obama, erkender, at chanceuligheden er forøget og truer den amerikanske drøm, som det er refereret i artiklen ”Obama: Lave lønninger ødelægger den amerikanske drøm” (se kilder): ”Det er hjerteskærende nok, at så mange børn fødes i fattigdom i det rigeste land i verden. Men at børnene måske aldrig får mulighed for at slippe ud af fattigdommen, fordi de mangler en ordentlig uddannelse eller sygeforsikring, og at det omgivende samfund kan se, at den samme fremtid venter dem, det burde oprøre os alle.”

Ironisk nok, hvis man skal tro på den amerikanske drøm, så kan noget tyde på, at den er migreret tilbage til ’den gamle verden’, som den for flere århundreder forlod. Som Niels Bjerre-Poulsen forklarer det i artiklen ”Lønhop i USA” (se kilder): ”Den sociale mobilitet er blevet så lav, at den amerikanske drøm har langt bedre vilkår i for eksempel Skandinavien end i USA.”