Hvad betyder deleøkonomi for klimaet?
Der har fra flere sider været udtrykt forhåbninger om, at deleøkonomi kunne bidrage til at mindske ressourcespild ved at mindske forbruget, når flere personer deles om det samme. I Klimamonitors artikel (se kilde 10) om den danske afdeling af Fjong – en platform, der opkøber ”overskudstøj” fra kendte modebrands og lejer det ud til private – omtales det problem, at den globale tekstilbranche har et større CO2-aftryk end fly- og shippingbranchen til sammen. Det problem kan deleøkonomiske tjenester, hvor man f.eks. lejer sit tøj i stedet for at købe det, måske bidrage til at løse. Men som det også konstateres i artiklen, er deleøkonomi i sig selv ikke svaret: ”Som iagttagere, deriblandt Concito, ofte har indvendt, risikerer effekten at blive ret beskeden, fordi deleøkonomien selv skaber nyt forbrug – og ny udledning. Vi tager længere væk på ferie, fordi vi kan bo billigere. Vi ender med at leje biler i stedet for at cykle. Vi bruger de penge, vi sparer på at købe en ny boremaskine, til at købe noget andet, den såkaldte ’rebound’-effekt.”
Samtidig er der den udfordring, at adskillige deleøkonomiske tjenester får et kort liv, fordi brugerne ikke er der – særligt ikke i lande som Danmark, hvor mange har råd til at købe de ting, de selv skal bruge, i stedet for at have besværet med at låne eller leje det.
Hvad betyder platformsøkonomi for arbejdsmarkedet?
Rådet for deleøkonomi har i deres 13 anbefalinger fra 2021 (se kilde 6) identificeret en række punkter, hvor deleøkonomiske platforme har betydning for måden, arbejdsmarkedet fungerer på:
- De bidrager til at udfordre grænserne mellem lønmodtager og selvstændig. Om en udbyder af tjenester på arbejdsplatforme betragtes som lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende afhænger f.eks. af, om, og i hvilken grad, de enkelte platforme fastsætter rammerne for udbydernes arbejde.
- Det er uklart, hvilket ansvar platformene har overfor de brugere, som udbyder tjenester. Det er også uklart, om brugere af serviceydelser er sikret kvalitet og sikkerhed.
- Der er kun indgået få aftaler mellem platforme og lønmodtagerorganisationer om overenskomstdækning af platformsarbejde. ”Klassiske” værktøjer i den danske model (f.eks. store sektoroverenskomster) har indtil videre ikke vist sig som en oplagt løsning ift. arbejdsplatforme. Platformsarbejde kan derfor kræve nytænkning fra arbejdsmarkedets parter.
- Priser på arbejdsplatforme bliver sat betydeligt lavere end det prisniveau, der er fastlagt i f.eks. brancheoverenskomster. Der kan dermed opstå en ”race-to-the-bottom”-problematik.
Hvis man ikke defineres som lønmodtager, men som selvstændig, har det betydning for ens rettigheder på arbejdsmarkedet. Man har f.eks. ikke umiddelbart ret til løn under sygdom, pension, ret til kollektiv organisering og kollektiv forhandling. Og hvis platformen ikke har ansvar for hverken sikkerhed eller kvalitet i forhold til såvel brugere som udbydere – hvem har så?
Hvad betyder deleøkonomi og platformsøkonomi for lovgivningen?
Deleøkonomi og platformsøkonomi giver forskellige udfordringer ift. lovgivning. F.eks. kan der være udfordringer med korrekt beskatning af indtægter opnået både via arbejdsplatforme og via deleøkonomiske tjenester, f.eks. ifm. indberetning af indtægten.
Samtidig kalder udbredelsen af digitale arbejdsplatforme på en nytænkning af definitionerne på ”lønmodtager” og ”selvstændigt erhvervsdrivende” – som i forvejen ikke er klare i dansk lovgivning. Om et arbejdsforhold skal betragtes som et lønmodtagerforhold eller ej, afgøres ud fra en konkret vurdering i relation til f.eks. skattelovgivningen, ferieloven eller arbejdsmiljøloven. Vurderingen kan være forskellig, dvs. at en person kan være lønmodtager ifølge én lov, men selvstændigt erhvervsdrivende ifølge en anden lov.
Desuden udfordrer både deleøkonomi og platformsøkonomi lovgivning om arbejdsmiljø, fødevaresikkerhed, certificering og en lang række andre områder, fordi det er uklart, hvor ansvaret for at leve op til reglerne ligger: Hos den deleøkonomiske tjeneste/den digitale arbejdsplatform, hos udbyderne eller hos brugerne?
Både på nationalt plan og på EU-niveau bliver der kontinuerligt arbejdet med at tilpasse lovgivningen til de nye koncepter for deling, leje, og arbejdsudbud, som opstår, men hvor lovgivningsarbejde typisk er langsommeligt, er opkomsten af nye digitale platforme og de praksisser, der følger med, en udvikling, der foregår i hastigt tempo.