Hvordan har selskabsdansen udviklet sig i Danmark?
Først fra 1600-tallet har vi i Danmark tilstrækkelige kilder til at få et indtryk af, hvilke danse man dansede og hvordan. Man mener, at selskabsdansen i 1600-tallet foregik i par eller i grupper, hvor de dansende holdt hinanden i hænderne og dansede i ring eller på rækker. I 1700-tallet blev det udbredt at danse i formationer af flere par bl.a. engelskdanse med parrene opstillet på række og de franske kvadrille-danse i firkantsopstilling. Ved ballerne i 1800-tallet var den livlige polka og runddansen vals fast på programmet, og i 1860 gjorde kvadrilledansen Les Lanciers – kendt fra gymnasieafslutningen – sit indtog fra Paris.
I 1901 begyndte folkedansebevægelsen i Danmark at tage form med stiftelsen af Foreningen til Folkedansens Fremme, der ivrigt indsamlede de oprindelige danse danset blandt bønderne. Folkedanserbevægelsen havde bl.a. som erklæret mål at fremme folkeopdragelse og folkesundhed og kan ses dels som et resultat af nationalromantikkens indflydelse og dels som en reaktion imod de nye, fremmede danse som for eksempel tango, der begyndte at komme til landet fra Amerika. Disse importerede danse, kaldet moderne selskabsdanse, fornyede danseskolernes repertoire. Dette gjorde danseskolerne særligt populære i tiden efter ca. 1910, hvor dansene var vigtige redskaber at mestre for at kunne begå sig i selskabslivet.
Fra 1930’erne var den danske selskabsdans inspireret af England bl.a. med hurtig quickstep og glidende, langsom slowfox. Også den cubanske, sensuelle og hoftesvingende rumba blev populær herhjemme. I 1940’erne vakte de unge forargelse med den vilde og akrobatiske dans jitterbug oprindeligt danset af afroamerikanere. Af jitterbuggen udsprang rock’n’ roll, som blev danset til Elvis, Little Richard og andre 1950’er-ikoner.
De unge twistede sig ind i 1960’erne, og det nye var, at dansen kunne danses alene, med en partner eller en gruppe. Det samme gjaldt 1970’ernes discodans, der blev danset på diskoteker og klubber. I denne periode begyndte således en bevægelse væk fra pardanse med fastlagte trin og bevægelsesmønstre. Som lektor i Dansevidenskab Inger Damsholt forklarer til Weekendavisen i artiklen ”Salsamania”: ”Da de unge i midten af 60'erne begyndte at danse twist, blev samværsdansen meget freestyle. Siden da har det for flere generationer ikke været nødvendigt at gå på danseskole. Man kunne øve sig lidt foran spejlet derhjemme og derfra rykke direkte ud på diskoteket” (se kilder).
I 1980’erne blev hiphopdansen importeret fra USA, hvor den opstod på gaderne i Bronx i New York. Efter mange års brutal banderivalisering blev volden her erstattet med ”danse-battles” på gaderne. I dag er hiphop trængt bredt ud i populærkulturen.
Latinorytmerne og bevægelserne vandt stor popularitet i begyndelsen af 1990’erne, hvor blandt andet lambada blev en stor men kortvarig dansedille herhjemme. I dag er der oftest dømt fri leg, når folk danser sammen til festlige lejligheder, ikke desto mindre har danseskolerne og deres koreograferede danse fået en revival med Tv-programmet ”Vild med Dans”.
Hvordan har scenedansen udviklet sig i Danmark?
I Vesten kender vi til scenedans helt tilbage fra 1500-tallet, hvor man inden for hofkulturen begyndte at danse ballet. Det er dog først senere, at balletten udvikler sig til en fast form for æstetik med specifikke bevægelser og positioner, som vi kender den i dag. Inspireret af Frankrigs hofkultur indførte Christian IV (1577-1648) de såkaldte hofballetter i form af storslåede optog og maskerader, hvor folk var klædt ud som antikke guder og helte. I sidste halvdel af 1600-tallet begyndte dansegrupper også at præsentere dansestykker med en vis grad af handling tit med de kongelige og adelige selv som optrædende. Uden for hoffet underholdt omrejsende trupper af gøglere fra England eller Sydeuropa med bl.a. dans og pantomime.
Man ved ikke meget om scenedansen i 1700-tallet ud over, at de samme danse, som blev danset i selskabslivet, også blev vist på scenen.
I 1800-tallet satte balletmester ved Den Kongelige Ballet August Bournonville (1805-1879) dagsordenen på scenen med sine handlingsballetter som f.eks. den romantiske Sylfiden (1836). Med opblomstringen af nationalromantikken i 1800-tallet blev også den oprindelige bondebefolknings ”uspolerede” nationale danse dog vist på scenen.
Bournonvilles balletter dominerede stadig scenen i 1900-tallet, men også internationale balletkoreografer vandt popularitet. Blandt andre den georgiske koreograf George Balanchines (1904-1983) med sin neoklassiske, både mystiske og realistiske ballet. Omkring år 1950 bliver Scalateatret på Vesterbro det københavnske centrum for en ny type scenedans – nemlig revydansen. Denne blev især udført af kvindelige dansere opstillet på linje med front mod publikum med synkrone bevægelser og præcise benløft inspireret af den berømte amerikanske showdansetrup ”Tillergirls” dannet af britiske John Tiller i 1890.
Først i 1970’erne vandt den moderne scenedans indpas i Danmark, primært med tilflyttede amerikanske dansere, som de toneangivende kræfter. I midten af 1990’erne rykkede også hiphoppen fra gaden og ind på de københavnske scener med sine electric boogie-moves, headspins og break-tricks. Genrens gennembrud på de etablerede dansescener herhjemme kom for alvor i 2003 med Sten Koerners publikumssucces ”Nøddeknækkeren” på Aveny-T.
I dag præsenteres mange forskellige former for dans på scenerne, hvor det er blevet særligt populært at blande forskellige dansestilarter som f.eks. ny-cirkus fusioneret med hiphop og moderne dans eller ballet.