Hvordan uddanner man sig inden for dans, og hvor dyrkes dansen?
I Danmark er balletdansere blevet uddannet ved Det Kongelige Teaters Balletskole siden 1771. Man skal bestå en optagelsesprøve for at komme ind på skolen, og udover at blive uddannede som dansere får eleverne undervisning, der svarer til undervisningen i folkeskolen.
Uddannelse i moderne dans sker ved Statens Scenekunstskole i København – en statsstøttet 4-årig uddannelse, hvor ca. 22 dansere tages ind hvert andet år. Der findes desuden mange private danseskoler og danseuddannelser i Danmark, hvor man kan modtage undervisning i bl.a. standarddans, moderne dans, hiphop, musical og showdance. Nogle vælger også at gå til dans i en forening eller på en af de mange efterskoler, højskoler og aftenskoler, der tilbyder dans.
Dans kan også studeres på universitet. Akademisk undervisning i dans sker på Dansevidenskab ved Københavns Universitet, og en master i dans kan opnås ved NoMads – et samarbejde mellem universiteter i Norden. Her er der både undervisning i praktiske og teoretiske fag men med hovedvægt på det teoretiske, ligesom kendskab til dansenotationssystemer indgår i pensum.
Hvordan blev vi vilde med dans?
Siden TV2 første gang sendte underholdningsprogrammet ”Vild med Dans” i 2005, har interessen for dans i den grad fået et boost i Danmark. I programmet, hvis koncept er lånt fra BBC, dyster kendte danskere parret med professionelle dansere om titlen som årets danser i forskellige discipliner inden for pardans. Titlen som årets danser er bl.a. gået til skuespiller Mia Lyhne, vejrvært Cecilie Hother og kuglestøder og politiker Joachim B. Olsen. Efter 12 sæsoner er ”Vild med dans” stadig ekstremt populært, og TV 2 oplyser i en pressemeddelelse fra den 15. september 2014, at 1.041.000 danskere fulgte med i premieren på danseprogrammets 12. sæson (se kilder).
”Vild med Dans” har udløst et sandt boom af indmeldinger på de danske danseskoler. Spørgsmålet er, hvorfor det igen er blevet interessant med pardans i en tid, hvor vi ellers har bevæget os væk fra de traditionelle og fast koreograferede danseformer. Til Politiken i artiklen ”Ikoniske dansefilm er sikre på kritik” giver lektor ved Dansevidenskab på Københavns Universitet, Inger Damsholt, sit bud på en forklaring: ”Dans kan formidle en kropslig sanselighed og en anderledes sensualitet end andre kunstarter. Og der er en større skrøbelighed i dansen. Det er måske derfor, at ’Vild med dans’ er så populært nu, da det er interessant at se sårbarheden. Og at se andre danse gør, at man også selv får lyst til at danse. Man taler om en kinæstetisk sans, der sættes i sving, når vi ser andre kroppe bevæge sig til god musik” (se kilder).
Dansen og kønsdebatten
Kønnet har gennem tiden spillet en stor rolle i dansens verden. Diskussioner om dans og køn er derfor efterhånden blevet en fast del af kønsdebatten. Inden for pardans dyrkes de traditionelle kønsroller, hvor manden byder kvinden op til dans og fører hende i dansen. Det at kvinden passivt lader sig føre af manden og ikke selv kan bestemme, hvem hun vil danse med og hvornår, har i takt med kvindefrigørelsen i samfundet vakt flere kritiske røster. Blandt andet er denne rollefordeling blevet kritiseret for at være en begrænsning af kvindens frihed til at bevæge sig og læst som et udtryk for, at det er en kvindelig dyd at være tilbageholdende og afventende. Blandt andet tangoen er blevet kritiseret for at fastholde kvinder i traditionelle kønsroller. Langt fra alle er dog enige i dette. Blandt andet skriver den argentinske danseforsker Marta E. Savigliano i ”The Passion of Music and Dance”, 1998, at vestens kvinder har misforstået tangoen og stemplet den som kvindeundertrykkende uden at have et tilstrækkeligt kendskab til den argentinske kultur (se kilder).
Opgøret med pardansens traditionelle kønsroller har i nyere tid antaget flere forskellige former. I København er danseforeningen PanDans for eksempel begyndt at tilbyde danseundervisning, hvor man selv bestemmer, om man vil danse med en person af samme eller af modsatte køn. Man kan desuden betragte 1970’ernes discodans og den moderne clubbing som modspil til de traditionelle pardanse, fordi kvinden ikke nødvendigvis venter på at blive budt op, ligesom man kan danse med sig selv, i grupper eller være to dansepartnere af samme køn.
De kønnede stereotyper hersker dog stadig i visse dele af danseverdenen. Inden for balletten bliver mandlige dansere således ofte betragtet som feminine eller homoseksuelle, idet ballettens udtryk traditionelt i den vestlige verden opfattes som feminint. På samme måde finder man i dag flest piger på danseskolerne, fordi dans stadig bliver betragtet som en aktivitet hovedsageligt for piger.