Baggrunden for afstemningen

Main image kapitel
Bankerne og de finansielle institutioner fulgte nøje udviklingen op til afstemningen om hvorvidt England skulle forblive i EU.
Bankerne og de finansielle institutioner fulgte nøje udviklingen op til afstemningen om hvorvidt England skulle forblive i EU.
Foto: Scanpix

Hvorfor skulle briterne til afstemning?

I 2013 lovede den daværende britiske premierminister David Cameron fra det konservative parti, at briterne inden 2017 ville få lov til at stemme om, hvorvidt Storbritannien skulle blive i eller forlade EU, hvis hans parti igen vandt regeringsmagten ved parlamentsvalget to år efter. Samtidig lovede premierministeren, at han ville genforhandle landets medlemskab af EU og kræve mere magt og suverænitet tilbage til Storbritannien, og at det ville være grundlaget for at blive i unionen. Han fastslog, at Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU skulle bygge på fem kerneprincipper – konkurrencedygtighed, fleksibilitet, demokratisk fornuft, fairness. Desuden skulle mere magt og indflydelse flyttes tilbage til medlemslandene frem for at ligge i EU – hvis Storbritannien fortsat skulle være en del af EU. Det konservative parti genvandt regeringsmagten i 2015, men året inden vandt partiet UKIP, som er modstander af Storbritanniens EU-medlemskab, en stor sejr ved valget til Europa-Parlamentet. Partiet blev Storbritanniens største i Europa-Parlamentet, foran det konservative parti og Labour; de to partier, der skiftevis har siddet på magten i Storbritannien siden 1945. I løbet af 2015 og 2016 genforhandlede Cameron-regeringen og EU Storbritanniens medlemskab af unionen. Aftalen faldt på plads i februar 2016, hvorefter Cameron annoncerede, at afstemningen om Storbritanniens medlemskab af EU ville finde sted den 23. juni 2016.

Hvad var hovedpunkterne i briternes EU-aftale?

Den tidligere britiske premierminister David Cameron anbefalede, at Storbritannien skulle blive i EU, efter at han fik gennemtrumfet fire centrale punkter i forhandlingerne med EU i 2015 og 2016. For det første ville der komme en særlig britisk nødbremse på velfærdsydelser til vandrende EU-arbejdstagere i lavtlønnede jobs. Det betød, at Storbritannien kunne nægte EU-arbejdstagere velfærdsydelser de første fire år af deres ophold i Storbritannien. For det andet ville der blive fremlagt et lovforslag om indeksering af børnepenge, som skulle gøre det muligt at justere børnepengenes størrelse efter leveomkostninger og størrelsen på børnechecken i det land, hvor barnet, der modtager børnepenge fra Storbritannien, bor. For det tredje sikrede Storbritannien sig i forhandlingerne, at EU-medlemslande, som ikke er en del af eurozonen, ikke skal stilles ringere, end dem, der er, og endelig skulle de nationale parlamenter kunne bremse EU-lovgivning med et rødt kort, hvis mindst 55% af landets parlament var imod lovgivningen.

Hvordan har Storbritanniens forhold til EU været historisk set?

Storbritanniens forhold til EU har været både stormfuldt og fodslæbende, allerede inden landet blev medlem af det europæiske fællesskab. Det fremgår af artiklerne ”Ritzaus Bureau: FAKTA: Storbritanniens stormfulde forhold til EU” bragt i Information i 2013 (se kilder) og ”Den modvillige europæer” bragt i Magasinet Europa i 2015 (se kilder). I 1961 ansøgte Storbritannien om medlemskab af det, der dengang hed det Europæiske Økonomiske Fællesskab, men den franske præsident Charles de Gaulle nedlagde veto og begrundede det med, at Storbritannien havde en “indgroet fjendtlighed” mod det europæiske samarbejde. Han pegede på, at Storbritannien i 1960 tog initiativ til at oprette en frihandelsorganisation, der ikke inkluderede de lande, der var medlemmer af det europæiske fællesskab. De Gaulle gentog sit veto i 1967, men efter at han trådte af som præsident, blev Storbritannien i 1973 – samtidig med Danmark og Irland – medlem af fællesskabet.

I 1979 krævede den britiske premierminister  Margaret Thatcher en rabat på EU-kontingentet, som den dag i dag stadig gør sig gældende.

I 1990 vedtog EU-landene Schengen-aftalen, der ophævede paskontrollen mellem medlemslandene, men Storbritannien stemte imod. Også da Maastricht-traktaten i 1992 blev underskrevet og grundlagde eurosamarbejdet, stod Storbritannien udenfor.

Ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 vandt det britiske ultra-EU-skeptiske parti United Kingdom Independence Party – forkortet UKIP – en stor sejr og blev landets største parti i Europa-Parlamentet med over en fjerdedel af stemmerne.