Hvem har biologiske våben anno 2015?
Det vides ifølge forsker Cindy Vestergaard fra Dansk Institut for Internationale Studier ikke med sikkerhed, om nogen stater eller terrororganisationer i dag råder over anvendelige biologiske våben. Af det amerikanske udenrigsministeriums rapport “Adherence to and Compliance with Arms Control, Nonproliferation, and Disarmament Agreements and Commitments” fra 2014 (se kilder) fremgår det ligeledes, at man ikke ved noget med sikkerhed. Men det fremgår også, at flere lande – blandt andre Iran og Kina – udfører forskning, som muligvis kan bruges til at lave biologiske våben. Og der står, at “De Forenede Stater vurderer fortsat, at Nordkorea måske stadig overvejer at bruge biologiske våben som en mulighed.”
I artiklen ”Ingen kontrol med biologiske våben”, bragt i Information i 2008 (se kilder), siger Malcolm Dando, som er professor i international sikkerhed ved Bradford Universitet i England:
"Det vigtigste her er at forstå, at der har været nogle enorme biologiske våbenprogrammer på statsniveau i et stort antal lande i løbet af de sidste hundrede år, og der kan nemt ske en oprustning igen.”
Malcolm Dando hæfter sig ved, at USA har et stort forskningsprogram, der skal udvikle bedre forsvar mod biologiske våben; men at mange – grundet manglende gennemsigtighed – kan frygte, at denne forskning også kan anvendes til at udvikle angrebsvåben.
Samtidig frygter efterretningstjenester over hele verden, at terrorister får fat i biologiske våben. I rapporten ”Spredning af masseødelæggelsesvåben” (se kilder) skriver Politiets Efterretningstjeneste (PET):
”Det er konstateret, at nogle lande og enkelte terrororganisationer har eksperimenteret med udvikling af biologiske våben, og det er vurderingen, at det med tiden kan lykkes for en terrorgruppe at udvikle eller skaffe sig mikroorganismer eller toksiner, som kan bruges til en terrorhandling. Det er dog også vurderingen, at opbevaring og behandling af disse stoffer stadig er vanskelig og risikabel, og derfor er det tvivlsomt, om disse våben kan få samme overvældende effekt som egentlige masseødelæggelsesvåben. Imidlertid vil den frygt og usikkerhed, der vil sprede sig i et samfund, som rammes af et biologisk angreb, have psykologisk effekt og meget store omkostninger.”
Hvordan reguleres brugen af biologiske våben internationalt?
De Forenede Nationer (FN) forbyder udvikling, køb og brug af biologiske våben. Det fremgår af Genèvekonventionen, som er underskrevet af de fleste af verdens lande. I starten var forbuddet ikke sat i system, men arbejdet med at forhindre spredning af biologiske våben er løbende blevet udviklet.
I 1975 trådte en FN-konvention om forbud mod brug af biologiske våben (se kilder) i kraft – med det formål at forhindre udvikling, produktion, opbevaring og indkøb af biologiske våben. Denne konvention gælder stadig, og i januar 2015 havde 173 af verdens lande underskrevet den. Men forsker i masseødelæggelsesvåben Cindy Vestergaard fra Dansk Institut for Internationale Studier kalder i et interview med Faktalink (se kilder) konventionen for en ’papirtiger’, fordi den i bund og grund blot er en hensigtserklæring.
I 2004 blev konventionen dog omsat til lovgivning i FNs medlemslande. Her vedtog FN’s Sikkerhedsråd den såkaldte Resolution 1540 (se kilder), som krævede, at alle FN-lande – inklusive Danmark – nu skulle indføre stram kontrol med alt, som potentielt kunne føre til udvikling af masseødelæggelsesvåben. Og det har ført til en ny lovgivning og kontrol i Danmark.
FN-landene skal løbende rapportere til FN. Men FN undersøger ikke, om landene taler sandt. Derfor er det ifølge Cindy Vestergaard – i teorien – muligt for landene at skjule udvikling og produktion af biologiske våben. Og hun efterspørger derfor bedre international kontrol.
Hvordan fører Danmark kontrol med biologiske våben?
FNs resolution 1540 blev implementeret i Danmark i 2008. Her vedtog Folketinget lov nr. 474 (se kilder). Denne lov førte til, at der i dag er streng kontrol med alt, der kan føre til udvikling af biologiske våben. Ifølge loven må virksomheder ikke arbejde med biologiske stoffer eller fremføringsmidler (for eksempel sprænghoveder), der potentielt kan bruges til at lave biologiske våben – med mindre de har fået en tilladelse til det og uddannelse i at arbejde med stofferne. Lovgivningen varetages af Center for Biosikring og Bioberedskab (CBB), der sørger for, at de rette sikkerhedsforanstaltninger er til stede hos virksomheder og i det offentlige.
Danmark er ifølge Cindy Vestergaard, der forsker i masseødelæggelsesvåben på Dansk Institut for Internationale Studier, førende på området. Og CBB har skrevet en guide til andre lande om, hvordan de effektivt etablerer et system, som kan forhindre udvikling, spredning og brug af biologiske våben. Guiden viser tydeligt, hvordan frygten for biologiske våben primært bunder i frygten for terrorisme. CBB skriver i deres bog, at ”(…) miltbrandsagen i 2001 var et smertefuldt bevis på, at tiden efter Den Kolde Krig bød på nye former for trusler, som ikke blev ordentligt adresseret af verdens lande.” (Se kilder.)