Debat om Big data

Hvilke positive muligheder er der i Big data?

"For videnskaben er det meget interessant, at det for første gang i historien er muligt for forskere at få adgang til data om den menneskelige adfærd i så stor skala. Det har aldrig været muligt før," siger Dino Pedreschi, der er professor i Computervidenskab på Universitetet i Pisa, i artiklen ”Et overblik over livet i helt uset omfang” (se kilder). I artiklen nævnes det, at han ved hjælp af GPS-data har været med til at kortlægge transportmønstre i en by og få overblik over, hvor der blev udledt mest bilforurening, og hvordan trafikken i byen kunne planlægges bedre. Det er blot et af mange eksempler, som håbefulde Big data-entusiaster nævner som positive muligheder. I artiklen ”En revolution i sandheder” (se kilder) opremses en lang række muligheder, som nogle af de konsulenter, der arbejder med Big data nævner: ”En McKinsey-rapport fra 2011 regner sig frem til, at brugen af Big Data i den offentlige sektor i Europa kan føre til ikke mindre end 15-20 procents besparelser i de administrative omkostninger, svarende til 150-300 milliarder euro. Det kan skabe bæredygtige og sikre byer og effektivisere sundhedssektoren, og hvis man som virksomhed formår at udnytte Big Data, kan man for alvor lægge afstand til sine konkurrenter. Skal man tro konsulenthusene er der stort set ikke det problem, som Big Data ikke kan løse både billigere og mere effektivt."

Ifølge artiklen ”Storstilet overvågning, styring og bullshit” (se kilder) ligger der desuden et stort potentiale i, at man ved hjælp af Big data kan forudsige begivenheder ud fra data fra fortiden: "Allerede nu mener Københavns Kommune ret præcist at kunne forudsige, hvor der skal bygges nye børnehaver og vuggestuer om et par år, og i USA eksperimenteres der i politiet med at bruge metoderne i kriminalitetsbekæmpelsen. Såkaldt ’forudsigende politiarbejde’ bruges af politiet i Los Angeles i programmet Pred Pol, der analyserer kriminalitetsstatistikker for de seneste år fordelt på geografi og kvarterer, således at man vil kunne forudsige, hvor og hvornår fremtidige forbrydelser bliver begået og dermed sætte ind med patruljering og lignende."

Hvilke negative konsekvenser kan Big data have?

En negativ konsekvens, som mange forskere i Big data nævner, er, at dem, der indsamler og bruger de store datamængder, kan komme til at afsløre personlige og private oplysninger. Frygten for, at personlige oplysninger kan misbruges, kan være til stor skade i for eksempel sundhedsforskningen. Det vurderer næstformand i og medlem af Etisk Råd, Ester Larsen og Thomas Ploug. I en kronik Big data på sundhedsområdet er det sundt? fra Kristeligt Dagblad den 26. juli 2013 (se kilder) skriver de: Der er således ikke grund til at tvivle på, at opbygningen af databaser med personlig sundhedsinformation vil være til stor gavn for dansk forskning og industri og dermed i sidste ende også for mange patienter. Men hvordan stilles de borgere, hvis data på denne måde bliver gjort tilgængelige ikke mindst set i lyset af den svigtende evne til at beskytte og anonymisere data tilstrækkeligt?. Kronikørerne nævner, at hvis borgerne mister tilliden til, at oplysninger om dem kan opbevares sikkert, vil de måske ikke længere deltage i undersøgelser, og så vil det svække forskningen og gøre muligheden for at forebygge og behandle sygdomme dårligere.

Desuden kan brugen af Big data risikere at fjerne fokus fra årsagerne til nogle samfundsproblemer, mener en anden forsker, Evgeny Morozov, fra Stanford University. I artiklen Storstilet overvågning, styring og bullshit (se kilder) forudser han, at brugen af Big data kan føre til, at man for eksempel ikke længere interesserer sig for årsagerne til kriminalitet, men mest går op i at bekæmpe den der, hvor man ved hjælp af Big data kan forudsige, at den vil opstå. Det kan få som konsekvens, at samfundet ikke bruger ressourcer på at forstå de sociale årsager til kriminaliteten og forebygge den, mener han.

I Kina er der de senere år udviklet et offentligt socialt kreditsystem, der samler alle oplysninger om de enkelte borgere. I artiklen ”Kinas nye system for social kontrol er ikke et orwellsk mareridt (endnu)” (se kilder) gives et eksempler: ”Hvis man eksempelvis får en færdselsbøde og nægter at betale, ryger man på en landsdækkende sort liste og får sit navn offentliggjort online og i medierne. Det er den indtil videre mest veludviklede del af Kinas sociale kreditsystem. Der findes flere sorte lister, og den mest omfattende bliver lavet af Kinas højesteret. Betaler man ikke sin bøde, får man ikke lov til at oprette nye firmaer i den finansielle sektor og mest kontroversielt, så bliver man nægtet adgang til luksushoteller og rejser på første klasse med fly og tog.”

Hvilke demokratiske udfordringer rejser Big data?

Selvom de mange dataoplysninger om os kan være med til at løse problemer inden for sundhed og kriminalitet, kan Big data også udgøre et demokratisk problem, hvis de bliver udnyttet.

Det så vi for eksempel i 2018, da det kom frem, at konsulentvirksomheden Cambridge Analytica eftersigende har brugt Big data til at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor Donald Trump blev valgt. Konsulentfirmaet skulle have brugt data fra mere end 50 millioner amerikanske Facebook-profiler til at målrette annoncer mod brugere, hvilket er imod Facebooks retningslinjer. Det fremgår af en artikel på DR den 21. marts 2018 (se kilder).

Cambridge Analytica kiggede blandt andet på brugernes vennelister, tidslinjer, og hvad de syntes godt om med andre ord de dele, der er med til at tilkendegive, hvilken type man er, og hvordan man tager beslutninger. Derudover indsamlede de data gennem en personlighedstest-app, der var knyttet op til Facebook-profilerne.

Skandalen blev afsløret, da whistlebloweren Christopher Wylie trådte frem og afslørede konsulentfirmaets metoder. Han afslørede også, at der allerede tilbage i 2014 to år før Trump blev valgt blev testet pro-Trump slogans for at finde ud af, hvordan potentielle Trump-vælgere reagerede. For eksempel sloganet build the wall, der henviser til Trumps meget omtalte plan om at bygge USA og Mexico, og som endte med at blive meget fremtrædende blandt Trump-vælgere.

Ifølge Facebook udleverede de datasættet i god tro om, at det skulle bruges til forskning. Men eftersom det siden hen blev solgt videre, mener platformen, at deres retningslinjer er blevet overtrådt. Hele skandalen førte til stor diskussion om datasikkerhed, og Mark Zuckerberg, Facebooks skaber, blev også indkaldt til høring i sagen.

Cambridge Analytica er siden hen lukket, og sagen har om ikke andet skabt en større bevidsthed om, hvor meget information, der eksisterer om os på internettet og hvad det kan blive (mis)brugt til. Profiler på Facebook og Instagram og lignende sociale medier er måske gratis, men alle de oplysninger, vi putter i dem, er meget værdifulde. En god tommelfingerregel er derfor: Hvis en profil eller lignende på nettet er gratis, er det sandsynligvis dig som bruger, der er produktet.

 

Mark Zuckerberg bliver udspurgt om sin viden om Cambridge Analytica-skandalen og Facebooks rolle i den. På engelsk.

Hvilken kritik rettes mod tilhængerne af Big data?

Nogle kritiserer tilhængerne af Big data for at overdrive de muligheder, som brugen af Big data gemmer på. Kritikerne mener, at Big data-tilhængerne blot ønsker at tjene penge på at udbrede ideen om, at Big data kan løse stort set alle problemer. Kritikerne mener bl.a., at vi stadig mangler metoder til for alvor at få mening ud af de enorme mænger af elektroniske spor, som vi alle efterlader os hver dag.