Hvad var befrielsesregeringen?
Den 5. maj 1945 kl. 12.00 holdt kong Christian 10. sin befrielsestale i radioen. Derefter var det den nye statsminister, socialdemokraten Buhls, tur til at præsentere sin befrielsesregering for den danske befolkning.
Den 9. maj kunne Buhl erklære Folketinget for åbent. Hermed var den danske forfatning igen trådt i funktion efter at have ligget stille siden augustoprøret 1943.
Befrielsesregeringen var et udtryk for et nationalt kompromis imellem samarbejds- og modstandslinjen under Besættelsen. Kompromisset stod mellem Frihedsrådets modstandsgrupper og repræsentanter fra de fire "gamle" samarbejdspartier: socialdemokrater, radikale, konservative og venstre. Scavenius-regeringens folk var udelukket. De blev gjort til syndebukke og hængt ud for Danmarks generelt tyskervenlige kurs i årene 1940-45. Omvendt fik de internerede kommunistiske folketingsmedlemmer oprejsning, da DKP overtog DNSAP tre ledige pladser i Folketinget.
Hvordan blev ministerposterne i befrielsesregeringen fordelt?
Fordelingen af befrielsesregeringens 17 ministerposter var otte til politikerne henholdsvis modstandsfolkene plus Buhl. De fire politiske partier fik otte tunge ministerier, som blev besat med særligt samarbejdskritiske politikere, såsom socialdemokraten H.C. Hansen som finansminister. "Det frie Danmark" i udlandet kom ind med den konservative John Christmas Møller som udenrigsminister og diplomaten Henrik Kauffmann, som blev minister med ansvar for de danske interesser i FN. De store modstandsgrupper fik seks ministerposter hvilket betød, at modstandslederne Mogens Fog og Frode Jakobsen blev ministre. Hermed var alle rimelig tilfredse, men det havde taget lang tid at komme så vidt.
Befrielsesregeringens sammensætning havde de danske politikere diskuteret internt siden vinteren 1943-44. Man var enige om, at modstandsfolkene ikke skulle være med. Men i efteråret 1944, da Frihedsrådet stod stærkt i befolkningen, indledte politikerne alligevel forhandlinger med modstandsfolkene om befrielsesregeringen. Forhandlingerne førtes i Kontaktudvalget, og efter stor uenighed og magtkamp nærmede parterne sig et kompromis i foråret 1945. I denne sammenhæng var det vigtigt, at de vestlige allierede støttede et bredt nationalt kompromis, hvad Buhl så sent som den 30. april 1945 også fik russernes accept af. Den 1. maj 1945 lå ministerlisten endelig klar.
Ved befrielsen stod Frihedsrådet som den moralske sejrsherre, der fik skaffet Danmark status som allieret og dikteret en regering udenom de værste samarbejdspolitikere. Mens Buhl og de fire partier havde vundet en sejr, som nok i det lange løb viste sig at være af større betydning. Det var lykkedes politikerne at koble sig på modstandssynspunktet, og de sad nu med i befrielsesregeringen på deres hjemmebane i Folketinget. Klar til ved det første frie valg at sende modstandsfolkene helt ud i den politiske kulde.
I maj 1945 opløste Frihedsrådet sig selv, og efter valget i oktober 1945 var det slut med befrielsesregeringen. Tilbage var det, der kaldes myten om det nationale sammenhold.
Hvordan gik oktobervalget i 1945?
Den 2. oktober 1945 udskrev statsminister Buhl efterkrigstidens første frie Folketingsvalg. Befrielsesregeringen skulle udskiftes med en parlamentarisk regering. Spørgsmålet var, om besættelsestidens samarbejdspolitik ville få betydning for, hvor befolkningen satte deres kryds. De gamle samarbejdspartier og to modstandspartier stillede op til valget den 30. oktober, og resultatet blev ikke en entydig dom over samarbejdspolitikken.
Valgets tema var ikke den forgangne samarbejdspolitik og modstandskamp men den nære fremtids økonomiske og sociale genopbygning af velfærdssamfundet. Valgets resultat blev en stor sejr for partiet Venstre, og den nye statsminister hed Knud Kristensen (1880-1962). Altså en valgsejr til det parti, der havde stået modstandskampen fjernest. Omvendt blev Socialdemokratiet, som havde stået forrest i samarbejdspolitikken, valgets store taber. For det ene modstandsparti, Dansk Samling, blev valget en skuffelse, da de gik fra tre til fire mandater. Derimod oplevede DKP markant fremgang og gik fra tre til 18 mandater.
Hvordan lød ’dommen’ over samarbejdspolitikken?
Samlet set fældede befolkningen ved oktobervalget i 1945 ingen dom over den samarbejdspolitik, som danskerne selv var en bærende og integreret del af. Snarere var valget et udtryk for, at nok hyldede danskerne modstandskampens helte, men de viste også forståelse for den samarbejdspolitik, som havde bragt landet så skånsomt igennem Anden Verdenskrig. Hermed blev besættelsestidens skarpe modsætning mellem samarbejde og modstand ophævet og i stedet smeltet sammen til det, der siden er blevet kaldt det store nationale sammenhold: myten om, at befolkning, samarbejdspolitikere og frihedskæmpere alle trak på samme hammel i kampen for Danmarks befrielse.
En dom over samarbejdspolitikken kom først i 1950’erne. I 1953 lå Den Parlamentariske Kommissions arbejde færdigt. 14 bind eller 14.000 sider om, hvorvidt politikere og embedsmænd havde optrådt unationalt under den dansk-tyske samarbejdspolitik.
I 1955 besluttede et folketingsudvalg: "at der ikke rejses rigsretssag mod nogen for noget forhold vedrørende Danmarks besættelse 9. april 1940 eller for noget forhold i besættelsestiden." Ifølge ”Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45”, s- 366 (se kilder). Nu var politikerne renset for alle anklager – og frikendt af politikerne.
Hvilke konsekvenser drog modstandsfolkene af oktobervalget?
For modstandsbevægelsen var oktobervalget en skuffelse i lyset af de store forventninger, som man nærede i befrielsessommeren. Mange modstandsfolk, som havde kæmpet med livet som indsats imod diktatur og ondskab, havde store drømme om tiden efter 5. maj 1945. Forestillinger om en bedre, mere retfærdig verden i overensstemmelse med modstandsfolkenes erfaringer af kammeratligt sammenhold og kampen for en større sag, menneskets frihed i kontrast til en principløs og materialistisk samarbejdspolitik.
Derfor søgte modstandsfolkene politisk indflydelse på anden vis. I juni 1945 fik man etableret Frihedsbevægelsens Samråd som en slags afløser for Frihedsrådet om end udvidet med undergrundshærens ledere. Det blev ingen succes, for uden den fælles tyske fjende var de politiske forskelle imellem modstandsgrupperne alt for store. Heller ikke Frihedskæmperpartiet med den konservative Christmas Møllers i spidsen kunne der nås politisk enighed om. I stedet blev der sat en parentes om besættelsesårene, og Danmark vendte tilbage til normale tider. Modstandsbevægelsen blev, ligesom Frihedsrådet, opløst i løbet af 1945. Frihedskæmperne "gik på pension" og ud i civilt og militært arbejde. Efter oktobervalget var amatørerne væk fra den politiske scene, og de garvede politikere var alene tilbage på magten.
Hvad skete der under retsopgøret?
Ideen bag det danske retsopgør var at straffe de personer, som havde hjulpet tyskerne under Besættelsen. Retsopgøret indledtes lige efter befrielsen, hvor Rigsdagen vedtog landsforræderiloven og derefter værnemagerloven. Det vil sige et juridisk opgør med de danske landssvigere, som begik landsforræderi eller anden landsskadelig virksomhed under Besættelsen. I de følgende år blev i alt 13.500 personer dømt i retsopgøret og straffet med op til dødsstraf.
Retsopgøret var et kompromis imellem Frihedsrådet og de danske politikere, og juraen blev bøjet og tilpasset den specielle besættelsestid. Det indebar love med tilbagevirkende kraft. Personer blev dømt for handlinger i strid med den danske befolknings retsbevidsthed om, hvad der var unationalt under Besættelsen – ikke for, hvad der var lov og ret på det tidspunkt, hvor handlingen blev begået. Der blev også genindført dødsstraf. Endelig faldt Frihedsrådets forslag om at indsætte særligt udvalgte, ikke kompromitterede domstole i retsopgøret.
Retsopgøret skuffede mange modstandsfolk. Andre fandt det uretfærdigt og vilkårligt. Efterhånden dalede interessen for opgøret med de danske landsforrædere, og dommene blev markant mildere. For mange betød retsopgøret, at Danmark endelig kunne ligge besættelsestiden bag sig og skue fremad mod normale, måske bedre tider. I det perspektiv vakte den sidste del af retsopgøret, frifindelsen af de danske politikere i 1953, kun begrænset opmærksomhed.
Hvem blev straffet under retsopgøret?
Under selve retsopgøret blev modstandsbevægelsens ønske om "udrensning til bund og til tops" gjort til skamme, ja nærmest vendt på hovedet. De hårde straffe faldt i den første hævnlystne del af retsopgøret og ramte de små fisk. Mens få store fisk dømtes i retsopgøret sidste tid og slap langt billigere. Godt halvdelen af alle domme tilfaldt unge mænd, der, med den danske regerings billigelse, havde meldt sig til tysk krigstjeneste. Dommene lød typisk på to års fængsel, mens medlemskab af DNSAP ikke blev straffet. Langt hårdere straffe blev givet til danskere i tysk polititjeneste (herunder angiveri), hvor henved 2.500 personer blev dømt; medlemskab af Hipokorpset kostede 11 års fængsel. Under retsopgøret blev i alt 46 danskere henrettet for mord, vold og terror imod deres landsmænd. Andre dødsdømte blev efterhånden benådet. Ingen tyskere blev henrettet. Derimod var det symptomatisk, at en mand som chefen for det tyske sikkerhedspoliti, Bovensiepen, som dikterede clearingmord og schalburgtage, fik omstødt sin dødsdom til livstid og siden sat på fri fod i 1953.
En særlig gren af retsopgøret var værnemagersagerne imod danske firmaer, som for egen vindings skyld groft havde tjent på at arbejde for tyskerne. Godt 1.100 blev dømt efter værnemagerloven og fik konfiskeret deres fortjenester. Også på det område ramte retsopgøret skævt. Således blev en række mindre firmaer dømt, mens de store virksomheder slap. Eksempelvis blev en kone i Esbjerg dømt for at have vasket tøj for tyskerne. Omvendt blev flere af landets største entreprenører, som havde tjent millioner på at bygge militæranlæg for tyskerne, frikendt og ofte end ikke retsforfulgt. Entreprenørerne betød mere for dansk økonomi og beskæftigelse end vaskekonen.
Hvilke konsekvenser fik besættelsestiden for danskerne og det danske samfund?
De kolde facts om besættelsestiden viser, at 8.000 danskere mistede livet. Heraf døde godt 1.500 i Danmark, og 6.500 omkom uden for landets grænser.
Danmarks økonomiske omkostninger ved den tyske besættelse er opgjort til 22 % af nationalindkomsten. Det er små tal sammenlignet med andre besatte lande. Umiddelbart betød det, at danskerne slap billigt igennem Besættelsen, men er regnestykket så simpelt og facit så klart? Næppe.
Besættelsestiden satte dybe spor i det danske samfund, hvor generationer af danskere var præget for livet. Forfatteren Mads Nissen Styrk skrev: "For mange – og navnlig for os unge – var Besættelsen den store tid, da vi levede os selv helt ud. I realiteten levede vi et helt liv blot i løbet af 2-3 år, i givet fald i løbet af få måneder. Resten af livet, ja, det var genskin." Ifølge ”Samarbejde og modstand under besættelsen”, s. 305 (se kilder).
I de første efterkrigsår bugnede det danske marked af film og bøger om Anden Verdenskrig indeholdende klare skurke- og helteroller. I Danmark var skurkene tyskerne og heltene frihedskæmperne. Måske som udtryk for et behov for at lægge et grumset billede af Danmark under Besættelsen bag sig og komme videre på en forenklet version af modstand og samarbejde. Det var svært for frihedskæmperne og deres familier. De var mærket af et umenneskeligt hårdt liv under Besættelsen, og en del modstandsfolk begik selvmord eller brød psykisk sammen efter befrielsen.
Den 31. maj 1945 stiftedes Frihedsfonden, som frem til i dag har ydet økonomisk hjælp til danskere, der på forskellig vis led skade under frihedskampen.
Hvordan udviklede økonomien sig i efterkrigstiden?
I årene lige efter befrielsen levede danskerne i skyggen af besættelsestiden. Dagligdagen var fortsat præget af nøjsomhed og knaphed, og der var rationering på en del varer til op i 1950'erne. Måske derfor vakte de allieredes skibe med frisk frugt og soldater med chokolade, tyggegummi og nylonstrømper så stor opmærksomhed i Danmark.
Efterhånden kom der gang i hjulene og styr på dansk økonomi. Først måtte der renses ud i de "sorte" penge, som danskere havde stukket under dynen.
Den 23. juli 1945 foregik pengeombytningen, hvor hver måtte ombytte 500 kroner i gamle pengesedler til nye. Formuer forsvandt som røg i luften. I 1946-47 førtes handelsforhandlinger med England, som sikrede den vigtige danske landsbrugseksport. Da havde industrien fået gang i sin produktion. I 1948 fik økonomien det sidste skub fremad, da USA's økonomiske hjælpeprogram til Europa, Marshallhjælpen, blev tildelt Danmark. Frem til 1953 modtog danskerne milliardbeløb.
Hvordan kom det neutrale Danmark med i Atlantpagten?
I de første efterkrigsår brød Danmark med årtiers neutralitetspolitik, som ikke havde forhindret fem års tysk besættelse af landet. Under slagordet "aldrig mere en 9. april" tilsluttede Danmark sig de vestlige allieredes militærsamarbejde, Atlantpagten.
I tiden omkring befrielsen handlede det for Danmark om at lægge afstand til den dansk-tyske samarbejdspolitik og koble sig på de allierede sejrherrer. Det var ikke et problem i forhold til de vestlige allierede, England og USA. Derimod tøvede den østlige allierede, Sovjetunionen, længe med at give Danmark allieret status, ikke mindst fordi Frihedsrådets danske gesandt i Moskva, modstandsmanden Thomas Døssing, ydede sit til at forpurre de danske planer.
Den 16. maj 1945 anerkendte Sovjetunionen den danske befrielsesregering og genoptog de diplomatiske forbindelser. Hermed var vejen reelt banet for, at Danmark den 24. oktober blev stiftende medlem af de allieredes fredsorganisation, De Forenede Nationer (FN).
I marts 1946 rettede den danske regering henvendelse til Moskva angående den russiske fredsbesættelse af Bornholm, som kort efter overgav øen til den danske stat.
I den følgende tid ændrede det politiske verdensbillede sig, og de allierede splittedes i et østligt og vestligt modsætningsforhold. I 1948 forsøgte Danmark at etablere et nordisk forsvarsforbund, som skulle være neutralt og "bygge bro" imellem Øst og Vest. Da de nordiske forsvarsforhandlinger brød sammen i februar 1949, valgte Danmark side, og den 4. april 1949 underskrev Danmarks statsminister, Hans Hedtoft, Atlantpagten sammen med 11 andre lande. Det blev starten på forsvarssamarbejdet NATO (North Atlantic Treaty Organisation). Hvordan det foregik, og hvad der siden skete under den såkaldte "kolde krig", hører en helt anden historie til.