De to tysklande

Hvordan var udviklingen i Vesttyskland?

Vesttysklands første forbundskansler blev den 73-årige Konrad Adenauer (kansler fra 1949-63). På grund af Den Kolde Krig blev Vesttyskland en vigtig amerikansk brik i det politiske spil med Sovjetunionen.
Der kom hurtigt gang i den vesttyske økonomi, og på mindre end 20 år var Vesttyskland blevet en økonomisk sværvægter, hvor arbejdsløsheden var næsten udryddet. Den økonomiske optur var hjulpet på vej af støtten fra USA til Vesteuropa, som blev kaldt for Marshall-hjælpen. Man talte med rette om det tyske økonomiske mirakel, på tysk Wirtschaftswunder.

Hvad var Ostpolitik?

I 1969 overtog den tidligere overborgmester i Vestberlin Willy Brandt kanslerembedet (1969-1974) og ændrede radikalt forholdet til DDR og østblokken. I stedet for en konfrontationspolitik slog Brandt ind på en afspændingspolitik, der blev kaldt for Ostpolitik (østpolitik) med overskriften Wandel durch Annäherung (forandring gennem tilnærmelse).

I 1971 enedes de fire gamle besættelsesmagter om en Berlinaftale, der bekræftede deres rettigheder over byen. Endelig undertegnede de to tysklande i 1972 en aftale om gensidig anerkendelse. Hermed fremstod DDR (Østtyskland) som en regulær stat, og det vesttyske krav på en genforening var officielt opgivet. Willy Brandts afspændingspolitik indbragte ham i 1971 Nobels fredspris.

 

Som led i den vesttyske udenrigspolitiske ”Ostpolitik” besøger kansler Willy Brandt Polen i 1970 for at underskrive aftale om at give afkald på fremtidige grænsekrav over for Polen. Her deltager Brandt i en minde ceremoni for ofrene under ghettooprøret under 2. Verdenskrig og går ned på knæ foran mindesmærket.

Hvordan gik det efter Brandt?

I forhold til DDR udnyttede forbundsrepublikken (Vesttyskland) sin status som økonomisk supermagt. Vesttyskland ydede store lån til DDR, og samhandlen voksede markant. Vesttyskerne betalte blandt andet for benyttelsen af vejnettet til Berlin, og de frikøbte politiske fanger med D-mark. Desuden sørgede de for, at DDR kunne komme af med en del af deres miljøfarlige affald.
I 1987 kom den østtyske leder Erich Honecker ligefrem på officielt besøg i Vesttyskland, hvilket var en indirekte indrømmelse af, at DDR var blevet økonomisk afhængig af Vesttyskland.

Hvem bestemte i DDR?

I 1946 dannedes Sozialistische Einheitspartei Deutschlands, SED, under ledelse af Walter Ulbricht. Dette parti havde den ubestridte og enevældige regeringsmagt i DDR indtil landets opløsning. Året efter DDR’s oprettelse i 1949 blev den første femårsplan efter sovjetisk skabelon vedtaget.

Ministeriet for statssikkerhed, der blev kendt under betegnelsen Stasi, oprettedes i 1950 ligeledes efter sovjetisk forbillede. Dette hemmelige politi udviklede sig gennem hele DDR’s historie og fik forgreninger ud i alle dele af samfundet.

Hvad var Juniopstanden i 1953?

Juniopstanden var den første af flere folkelige opstande i det kommunistiske Østeuropa. Baggrunden for opstanden var, at regeringen på grund af DDR’s dårlige økonomi med katastrofal mangel på selv de mest almindelige fødevarer besluttede at forhøje arbejdsnormerne i industrien med 10 % – vel at mærke til den samme løn.
Arbejderne i Østberlin demonstrerede, og urolighederne spredte sig til andre byer. Regeringen trak forslaget om de forhøjede arbejdsnormer tilbage, men for sent. Folk ville nu også have ytringsfrihed og frie valg.
Oprøret blev knust af sovjetiske tropper, men det demonstrerede, hvor svagt og upopulært det østtyske system var.

 

Juniopstanden i 1953 i Østberlin.

 

Hvordan gik det under Erich Honecker?

I 1971 blev Walter Ulbricht afløst af Erich Honecker, da Ulbricht efter sovjetisk mening var blevet for egenrådig.
DDR havde den højeste levestandard af landene i den kommunistiske samarbejdsorganisation COMECON, men lå stadig langt efter Vesttyskland. Oliekriserne i 1973 og 1979 ramte landet med stor kraft, og DDR blev mere og mere økonomisk afhængigt af Vesttyskland. Honecker holdt stædigt fast i sit verdensbillede, men fundamentet for DDR krakelerede, da den sovjetiske leder Gorbatjov indvarslede nye tider. Tid sidst var det regerende østtyske parti, SED, tvunget til af fjerne Honecker som leder i 1989, men da var for sent. DDR kunne ikke længere reddes.