Hvad skete der efter apartheids afskaffelse?
Der blev i første omgang skrevet en overgangsforfatning, som trådte i kraft forud for det første demokratiske valg i Sydafrika i april 1994. Herefter gik en proces i gang med at skabe en ny forfatning, og forfatningskomiteen blev sammensat af politikere fra en lang række partier. Det varede to år, før forfatningsudkastet var parat til vedtagelse i parlamentet, og undervejs var der stor uenighed mellem det hvide Nationalistparti, som havde siddet på magten siden 1948, og ANC, som havde fået flertal ved valget i 1994. Uenighederne mellem de to partier drejede sig især om tre ting:
· Nationalistpartiet ønskede, at arbejdsgivernes ret til at lockoute arbejderne skulle med i forfatningen ligesom strejkeretten. Det krav fik de ikke opfyldt.
· ANC ønskede, at alle skoler skulle være blandede, mens Nationalistpartiet gik ind for skoler, hvor der kun blev undervist på afrikaan (boernes sprog). Her blev indgået et kompromis.
· Ejendomsretten. Her blev også indgået et kompromis, der betød, at de hvide ikke skulle levere så meget jord tilbage, som ANC ønskede.
Efter to års forhandlinger blev den sydafrikanske forfatning vedtaget den 8. maj 1996. Processen frem mod den nye forfatning bliver beskrevet i dokumentarfilmen ”Deadline” (se kilder), og forfatningens indhold beskrives i Udenrigsministeriets temahæfte ”Sydafrika ved en skillevej” (se kilder).
Hvilke skuffelser har afskaffelsen af apartheid givet de sorte?
”De befriede os aldrig. De flyttede bare lænkerne fra vores hals til vores ankler,” har antiapartheid-aktivisten Rassool Snymann sagt til journalisten Naomi Klein (se kilder) om afskaffelsen af apartheid. Den sydafrikanske menneskeretsaktivist Yasmin Sooka uddybede denne kritik ved at sige om overgangsfasen, hvor ANC indlod sig på den økonomiske politik, det sydafrikanske erhvervsliv og de internationale økonomiske institutioner, dikterede: ”Forretningslivet sagde: 'Vi beholder det hele, og I [ANC] vil lede af navn … I kan få politisk magt, I kan få regeringsfacaden, men den virkelige styring vil foregå andetsteds”. I kapitlet 'Et demokrati født i lænker' i bogen Chokdoktrinen, beskriver Naomi Klein hvordan denne overgang, hvor ANC officielt tog den politiske magt, men stort set uden at få sat nogen af sine økonomiske omfordelingspolitikker igennem, foregik (se kilder).
Denne start for Sydafrika efter apartheid har betydet, at trods den store politiske indsats fra ANCs side, er fattigdom og social ulighed langt fra afskaffet. William Gumede, ANC-aktivist og forfatter til bogen "Thabo Mbeki and the Battle for the Soul of ANC" mener, at ANC og det flertal af befolkningen, som bakkede op om behovet for grundlæggende forandringer, undervurderede, hvor meget de strukturelle økonomiske programmer betød. Programmerne blev fremstillet som noget ”teknisk” og ”administrativt”, og fordi landet i de første år efter apartheids afskaffelse fortsat var plaget af politimassakrer på demonstranter og snigmord på ANC-ledere, havde folk andre og mere presserende sager at tænke på. ”Vi tabte! Vi tabte det, det virkelig handlede om!” siger han til Naomi Klein i Chokdoktrinen.Sorte er fortsat markant fattigere og har dårligere levevilkår, sundhedsstilstand og økonomi end den hvide befolkning. Samtidig er den økonomiske politik, som blev grundlagt i starten af 1990'erne fortsat, f.eks. i form af et skattesystem, som snarere end omfordeling sikrer stigende ulighed, mener bl.a. Dick Forslund, økonom og forsker ved Alternative Information and Development Centre.
”Apartheid fald gav muligheden for et opgør med den økonomiske ulighed som apartheid havde skabt og var designet til at understøtte. Dette skete ikke. De faktiske skattereformer i post-apartheid Sydafrika er ikke blevet anvendt til progressiv omfordeling af magt og rigdom. Politikken har støttet snarere end tilbagerullet den voksende ulighed,” skriver Dick Forslund i rapporten "Personal Income Taxation and the struggle against inequality and poverty" fra 2012 (se kilder). Af denne rapport fremgår det, at de 75 % fattigste i Sydafrika i 2012 tjente mindre end de 0,7 % rigeste. Og når de rigeste ikke betaler ret meget i skat, og størstedelen af befolkningen næsten ingenting tjener, bliver statens indtægter – de penge, der ville kunne bruges på kollektive sociale goder – tilsvarende små.
Hvilke væsentlige problemer er der i det sydafrikanske samfund?
Sydafrikas bruttonationalprodukt pr. indbygger er højere end i de fleste andre lande i det sydlige Afrika tilsammen, men der er ekstremt stor ulighed – altså stor forskel på, hvordan de rige og de fattige har det. Langt de fleste af de rige er hvide, selv om sorte udgør cirka 75 % af befolkningen. Det fremgår af Gert Clevins bog ”Sydafrika” (se kilder).
Arbejdsløshed, fattigdom og spredning af samt manglende adgang til behandlingstilbud for HIV/AIDS er blandt landets største problemer i dag. I en af de sektorer, hvor mange sorte traditionelt har været beskæftiget, mineindustrien, mistede flere end 180.000 arbejdere deres job perioden 1989-1997. Det fremgår af bogen ”Sydafrika – en nation under forvandling” af Christel Sølvhjelm og Sofie Danneskiold-Samsøe (se kilder). Det er ikke siden lykkedes at skabe en jobvækst, der kan matche tilgangen til arbejdsstyrken.
For omkring 10 år siden levede 7 mio. sydafrikanere i slum, som blandt andet opstår, fordi et stigende antal mennesker søger ind til storbyerne på jagt efter arbejde. Siden er antallet af mennesker i Sydafrikas byer steget markant, mens procentandelen af byboere, der bor i slum ifølge FN's statistik afdeling er forblevet det samme, nemlig omkring 23 %, altså en antalsmæssig stigning (se kilder).
En af de største trusler mod udviklingen i Sydafrika er hiv/aids-epidemien. Sydafrika er et af de lande i verden, der har den højeste koncentration af personer, der er smittet med hiv eller har aids i udbrud. Ifølge WHO, Verdenssundhedsorganisationen, var cirka 10 % af befolkningen i Sydafrika ved årtusindeskiftet smittet med hiv, dvs. omkring 5 mio. mennesker, og blandt de 15-49-årige er det op mod 20 %. Det fremgår af CIA – The World Factbook (se kilder) og af Aidsfondets hjemmeside under ’Globalt udsyn’.
En anden trussel er den udbredte kriminalitet. Cirka 90 % af de arbejdsløse er under 30 år, og mange af de unge arbejdsløse forsøger at tjene penge ved kriminalitet. Der finder et mord sted i Sydafrika hvert 12. minut og en voldtægt hvert 26. sekund. Sydafrika er faktisk det farligste sted i verden at opholde sig ud over områder, hvor der er krig. Det fremgår af bogen ”Sydafrika” (se kilder).
Den politisk motiverede vold er dog ifølge temahæftet ”Sydafrika ved en skillevej” faldet siden afskaffelsen af apartheid. Fra 1984 til 1997 fandt der gennemsnitligt 2.000 politiske drab sted i Sydafrika hvert år. Dette tal er faldende, men antallet af fængselsansatte er fortsat et af de højeste per indbygger i verden, og forholdene i fængslerne er meget dårlige.
Hvordan ser fremtiden for Sydafrika ud?
Sydafrika kæmper stadig med arven efter apartheid, men der er samtidig en positiv udvikling i gang, hvor tiltroen til de demokratiske institutioner er større end forventet, og mange sorte benytter sig af de muligheder, den nye forfatning har givet dem. Der er også i befolkningen en stolthed over at være en del af en ’regnbuenation’, hvor alle religiøse og etniske grupper har samme rettigheder og muligheder. Mange ser derfor Sydafrika som et land, der kan udvikle sig til et afrikansk mønstereksempel på demokrati og fredelig sameksistens. De sidste par år har landet imidlertid været præget af store strejker og protester mod ANC's manglende vilje eller evne til at sikre det fattige flertal bedre vilkår. Både i den offentlige sektor og i bl.a. mineindustrien har der været massestrejker.
I 2012 greb myndighederne så voldsomt ind overfor en strejke blandt minearbejdere, at flere blev dræbt. Det blev senere kendt som Marikana-massakren. Samtidig har mange mistet tiltroen til ikke blot de politiske ledere, men også lederne i fagbevægelsen, som anklages for korruption og pamperi. Vreden er også stor over, at de jordreformer, som fra starten var topprioritet for ANC, aldrig er blevet gennemført. Senest lovede ANC, under Jacob Zumas ledelse, i 2009 at jordreformprogrammer skulle tilbage øverst på dagsordenen. Men der er ifølge Ben Cousins og Ruth Hall, der forsker i landbrug og jord, ikke sat gang i konkrete initiativer (se kilder). Præsident Jacob Zuma har dog fastholdt, at en ny jordreform, der reelt forandrer det faktum, at hvide stadig ejer størstedelen af jorden, skal være gennemført inden 2018.
Hvem sidder på magten i Sydafrika nu?
Ved parlamentsvalget i 1999 fik ANC en overvældende sejr med 66,4 % af stemmerne og 266 af de 400 pladser i parlamentet. Havde partiet fået en plads mere, ville det have haft 2/3 flertal og dermed mulighed for at ændre forfatningen uden om samtlige andre partier. De tre største oppositionspartier var det liberale, hvidt dominerende Democratic Party med 38 pladser, Inkatha Freedom Party med 34 pladser og New National Party med 28 pladser. Thabo Mbeki, der overtog ledelsen af ANC fra Nelson Mandela, blev indsat som præsident 16. juni 1999. ANC fik også flertal i de styrende forsamlinger i syv af de i alt ni provinser. I det danske udenrigsministeriums temahæfte ”Sydafrika ved en skillevej” (se kilder) formuleres det imidlertid således: ”Mens det sydafrikanske demokrati har sikret befolkningsflertallet den politiske magt, er kontrollen over økonomien stadig i hænderne på et hvidt mindretal.”
Ti år senere vandt ANC igen regeringsmagten med Jacob Zuma i spidsen. Hans regeringstid har imidlertid været præget af skandaler af såvel politisk som økonomisk karakter, herunder anklager om misbrug af offentlig midler. Ved lokalvalgene i 2011 var der opstillet de største antal uafhængige kandidater nogensinde, og valgdeltagelsen var højere end forventet. Det største oppositionsparti, The Democratic Alliance, gik frem fra 16-22 % af stemmerne, og Seán O’Leary fra Denis Hurley Peace Institute spår, at mange af de mindre partier og uafhængige kandidater vil slutte sig til Democratic Alliance i forbindelse med det nationale parlamentsvalg, der skal afholdes i 2014. Dette kan for første gang siden afskaffelsen af apartheid udfordre ANC's regeringsmagt (se kilder).
De seneste års sociale uroligheder, der kulminerede med Marikana-massakren i forbindelse med minestrejken i 2012, har ført til et ændret politisk landskab. Det sydafrikanske socialistparti Democratic Socialist Movemement (DSM)s, skrev i foråret 2014 (se kilder):
”Hvis Marikana var jordskælvet, så var beslutningen på National Union of Metalworkers of South Africas (Numsa) seneste kongres om at trække støtten til regeringspartiet ANC et efterskælv med lige så stor intensitet, som de oprindelige rystelser”
Numsa vil formentlig blive ekskluderet af fagbevægelsens sammenslutning COSATU – der svarer til LO i Danmark – som traditionelt har været kritisk overfor ANC's økonomiske politik, men de senere år i stigende grad har optrådt loyalt overfor ledelsen af ANC, hvilket har ført til splittelse i fagbevægelsen. Venstrefløjen håber, at Numsa's tilbagetrækning af støtten til ANC og mulige eksklusion fra COSATU kan blive startskuddet til dannelsen af en ny fagbevægelsessammenslutning, hvor ledelsen står frit til at kritisere såvel ANC som ethvert andet parti, der måtte komme til magten. Redaktionen på det uafhængige venstrefløjsmagasin Amandla! (der betyder 'magt') opfordrede i foråret 2014 til at bruge opbruddet i den sydafrikanske fagbevægelse til at skabe en ny bevægelse, ”i hvilken arbejdsløse, organiserede arbejdere, kvinder, miljøforkæmpere, bøsser og lesbiske alle kan finde sammen i løftet om frihed fra undertrykkelse og skaffe sig de redskaber, der skal til for at regere over sig selv og samfundet” (se kilder).
Også andre kræfter vejrer morgenluft i et politisk landskab, hvor ANC's magt er svækket. Det højreradikale hvide parti Freedom Front, der var imod afskaffelsen af apartheid – og nu har relanceret sig som Freedom Front Plus, og taler om at være ”imod diskrimination” – stiller op til parlamentsvalget i 2014 på en kritik af ANC's manglende evne til at løse landets økonomiske problemer (se kilder).
Hvilken betydning har Nelson Mandelas død?
Da Nelson Mandela efter lang tids sygdom døde 5. december 2013, udløste det national landesorg, og præsident Jacob Zuma annoncerede 10 dages officiel sørgeperiode i landet. At Nelson Mandelas død får betydning for ANC's (og dermed Sydafrikas) fremtid, er hævet over tvivl. ANC's kritikere mener, at det i mange år primært har været Mandelas stærke symbolske betydning, der har holdt partiet ved magten, på trods af voksende utilfredshed hos ikke mindst det store fattige flertal af den sorte befolkning.
Journalist Louise Windfeld-Høeberg skrev i en artikel weekenden før parlamentsvalget i Sydafrika den 7. maj 2014: ”ANC vinder valget onsdag, reddet af Mandela-nostalgi og gammel loyalitet. Men den slags har en udløbsdato. Næste uges sejr er ANC's sidste sikre af slagsen” (se kilder).
Som forudsagt vandt ANC i 2014 endnu en periode ved magten, men ikke med det overvældende flertal, det ellers har haft siden apartheids fald. Godt 73 % af de registrerede vælgere stemte, og af dem gik 63 % til ANC, mens Democratic Alliance øgede deres opbakning fra 16 % i 2009 til 22 % i 2014.
11 andre partier fik nok stemmer til at blive repræsenteret i parlamentet, heriblandt det nydannede Economic Freedom Fighters (EFF), der blev landets tredjestørste parti med 6.35 % af stemmerne. EFF blev dannet i 2013 af bl.a. Julius Malema, der ledte ANC's ungdomsorganisation indtil han blev ekskluderet fra partiet to år forinden. EFF mobiliserede opbakning på netop parolen om at skaffe den økonomiske frihed, som flertallet af landets befolkning ikke fik med sig, da den politiske frihed blev vundet ved apartheids fald. Samtidig havde et andet nydannet parti, AGANG, under ledelse af den kendte anti-apartheid aktivist Mamphela Ramphele opfordret folk til helt at boykotte 2014-valget i protest mod ANC.
De kommende år vil vise, hvilke forandringer de mange nye – og nyreformerede – partier, samt de nye bevægelser, der udspringer af bl.a. den ANC-uafhængige fagbevægelse, kan skabe i Sydafrika post apartheid – og post Mandela.