Afskaffelsen af apartheid

Hvornår blev apartheid afskaffet?

Apartheid blev formelt afskaffet i 1991, da apartheid-lovene blev ophævet, men først reelt i 1994, da der blev indført en ny forfatning i Sydafrika. En del af de love, der opretholdt apartheid-systemet, blev dog allerede afskaffet i løbet af 1980’erne, fordi regeringen havde store økonomiske problemer, og disse problemer hang blandt andet sammen med sanktioner fra det internationale samfund og udgifter til politi og militær, der skulle opretholde den indre sikkerhed. I praksis er mange af apartheid-tidens uligheder dog stadig mærkbare i det sydafrikanske samfund, idet den sorte del af befolkningen fortsat er langt fattigere og har højere arbejdsløshed, dødelighed m.m., end den hvide del af befolkningen. 

Hvordan blev apartheid afskaffet?

Apartheid blev afskaffet gennem en langvarig proces, som på sin vis allerede begyndte, før apartheid formelt blev etableret. ANC gjorde allerede før Nationalistpartiets magtovertagelse i 1948 modstand mod raceopdelingen og det hvide overherredømme. Egentlige forhandlinger mellem Nelson Mandela, som fortsat var fængslet, og andre ANC-ledere på den ene side og medlemmer af det regerende Nationalistparti på den anden side blev indledt i 1986. Det skete efter, at flere medlemmer af Nationalistpartiet indså, at apartheid var et uholdbart system. I 1985 var der voldsomme demonstrationer, og 21 sorte blev skudt af politiet, mens 1500 blev anholdt. Det gjorde indtryk på dele af Nationalistpartiet, og det var blandt andet denne begivenhed, der drev dem til at forhandle med ANC. Forhandlingerne foregik i hemmelighed, hvilket beskrives i bogen ”I morgen er et andet land. Sydafrikas hemmelige revolution” (se kilder). I 1989 kom den mere liberale præsident F.W. de Klerk til magten, og han besluttede i februar 1990 at ophæve forbuddet mod ANC og PAC. Kort efter blev Nelson Mandela løsladt, og forhandlinger mellem de Klerk og Mandela begyndte. I maj 1990 ophævedes raceadskillelsen på hospitalerne og seks måneder senere i alle andre offentlige institutioner. I 1993 forhandlede de Klerk og Mandela sig frem til en midlertidig forfatning, der blandt andet slog fast, at der skulle afholdes valg med stemmeret for alle over 18 år. Hermed var apartheid-styrets magt brudt. 

Hvad betød afskaffelsen af apartheid i forhold til udlandet?

I forhold til det internationale samfund betød apartheids afskaffelse, at sanktionerne og handelsembargoen mod Sydafrika efterhånden blev opgivet; de danske sanktioner ophørte for eksempel i 1992. Sydafrika blev medlem af diverse internationale fora, blandt andet Verdenshandelsorganisationen (WTO), Den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken, Southern African Development Community (SADC) og FN. Ophævelsen af apartheid betød også, at Sydafrika begyndte at modtage bistandshjælp fra en række regeringer, herunder den danske. Sammen med bistanden kom også opfordring til at indføre et kapitalistisk økonomisk program, hvilket en stor del af fagbevægelsen og ANC’s traditionelle støtter var og er imod. ANC var i begyndelsen af kampen mod apartheid meget optaget af ideen om at indføre socialisme, men under forhandlingerne mellem Nelson Mandela og Nationalistpartiet lovede Mandela, at ANC ville afstå fra sin socialistiske politik. Også lån fra IMF og Verdensbanken var betinget af en liberal økonomisk politik, og den nuværende regering har blandt andet derfor satset på privatisering og liberalisering. I 1996 indførte således regeringen et neoliberalt økonomisk program, GEAR, Growth, Employment And Redestribution strategy. Dette program er dog blevet voldsomt kritiseret af nye græsrodsorganisationer, som er utilfredse med ANC’s kapitalistiske politik og mener, at GEAR-programmet øger afstanden mellem rige og fattige i samfundet. Blandt disse kritikere kaldes programmet bak-GEAR. Det fremgår blandt andet af artiklen ”ANC udfordres” i Gaia nr. 34/2001 (se kilder). 

Hvilke forandringer betød afskaffelsen af apartheid for de sorte?

Det betød først og fremmest, at der blev etableret en vis form for retssikkerhed. Sorte, farvede og asiater blev ikke længere udsat for vilkårlige fængslinger og vold fra statsmagtens side. Desuden havde de sorte nu havde fået en lang række rettigheder og formelle muligheder for at få indflydelse og deltage i det politiske liv. Det blev for eksempel muligt for de sorte at søge job i det offentlige. Under Nelson Mandelas periode som præsident fra 1994-1999 blev der dog sat fokus på sociale temaer. Fra 1994-1999 blev der i gennemsnit installeret 750 telefoner om dagen, og 1.300 hjem fik hver dag elektricitet, ligesom 1.700 mennesker hver dag fik adgang til rent vant. Nye klinikker behandlede 8,5 mio. patienter, og i 1995 begyndte et polio- og hepatitis-vaccinationsprogram, hvor 8 mio. børn blev vaccineret i løbet af to år. Disse tal findes i Sean Sheehans bog ”Sydafrika efter apartheid” (se kilder). 

Hvilke forandringer betød afskaffelsen af apartheid for de hvide?

Afskaffelsen af apartheid betød, at det hvide mindretal ikke længere var sikret et totalt herredømme og skulle til at dele både den politiske og økonomiske magt med de andre grupper i landet. Det betød også, at de nu kom til at bo side om side med sorte, farvede og asiater. En del hvide emigrerede (og emigrerer stadig) derfor til Storbritannien, USA, Canada, Australien eller New Zealand. Dette fænomen beskrives blandt andet i Gert Clevins bog ”Sydafrika” (se kilder). Udviklingen i den økonomiske fordelingspolitik betyder, og der også er opstået en hvid underklasse for første gang, blandt andet bestående af mennesker, som trods manglende uddannelse var sikret et job under apartheid, men som nu har mistet deres arbejde til sorte. Ifølge Udenrigsministeriets temahæfte ”Sydafrika ved en skillevej” (se kilder), er det dog kun 1 % af de hvide, der lever under den officielle fattigdomsgrænse, mens det gælder 61 % af de sorte og 38 % af de farvede. En del hvide er glade for, at det racistiske system er afskaffet og vil gerne dele landets goder med de andre grupper. Mange har følt skyld over undertrykkelsen af de sorte. Ifølge bogen ”Sydafrika efter apartheid” (se kilder) sagde en hvid efter valget: ”Er det ikke forbandet fantastisk? For første gang i mit liv skammer jeg mig ikke over at være hvid.” Andre hvide forsøger dog med alle midler at bekæmpe de sortes indflydelse på samfundet. I samme bog beskrives det, hvordan en gruppe hvide i 1995 brugte geværer, piske og hunde for at forhindre sorte børn fra en township ved Cape Town i at komme ind i en tidligere rent hvid skole. 

Hvordan forløb de første frie valg i 1994?

De første frie valg blev afholdt fra 26.-28. april 1994. Op til valget var der store stridigheder mellem partierne og den hvide højrefløj, der var imod afskaffelsen af apartheid, truede med vold og opgør. I de sidste to måneder op til valget fandt der 500 formodet politiske mord sted, og Inkhata-bevægelsen truede med at boykotte valget. Kun to dage før valget sprængtes en bilbombe anbragt af hvide ekstremister og dræbte ni tilfældige forbipasserende. Bomben skulle skræmme sorte vælgere fra at stemme. Mange politikere over hele verden frygtede for vold på valgdagene og var også bekymrede for, om der ville være valgfusk, fordi det hvide mindretal ikke ville afgive magten. Der var trods alt gået mange årtier forud, hvor sorte ofte blev skudt og dræbt, hvis de forsøgte at kræve lighed.

Men selve afviklingen af valget blev mere fredeligt end frygtet, og valgobservatører fra FN og EU og andre internationale organisationer kunne bagefter bekræfte, at valget var gået retfærdigt til. Nelson Mandela dannede en national samlingsregering med deltagelse af:

· ANC, der fik lige over 60 % af stemmerne.

· det tidligere hvide regeringsparti, Nationalistpartiet, der fik 20 % af stemmerne

· Inkatha Freedom Party, der fik 10 % af stemmerne.

Valgets forløb beskrives indgående i Sean Sheehans bog ”Sydafrika efter apartheid” (se kilder). 

Hvad er indholdet af den nye forfatning?

Den nye forfatning indeholder en lang række menneskerettighedsgarantier, blandt andet princippet om lighed og forbud mod diskrimination samt retten til ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed. Den er meget detaljeret og bliver af nogle eksperter opfattet som en af verdens bedste og mest demokratiske forfatninger, blandt andet fordi den også forbyder diskrimination på baggrund af seksuel orientering, alder, handicap, sprog og fødsel. Grundloven har titlen ”En lov for en nation”, og der er stærkt fokus på, at alle minoriteter og grupper får samme rettigheder. Den afspejler også, at befolkningen i stort omfang blev inddraget i processen via medierne, der opfordrede borgerne til at komme med kommentarer og forslag. For eksempel blev dødsstraf gjort grundlovsstridig efter, at forskellige menneskerettighedsorganisationer havde forklaret, hvorfor de ønskede at inddrage et forbud mod dødsstraf i forfatningen. Der er også sikret offentlig adgang til forvaltningen, og domstolene er uafhængige og kun underlagt grundloven. Der er dog det problem, at kun få sydafrikanere kender deres rettigheder. 

Hvad var Sandheds- og Forsoningskommissionen?

Sandheds- og Forsoningskommissionen blev nedsat af den sydafrikanske regering i april 1995 og arbejdede frem til begyndelsen af 2002. Den fik til opå grund afve at undersøge overtrædelserne af menneskerettighederne fra 1960-1994. Formålet var ikke at placere skyld, men at skabe en fælles hukommelse, en fælles bevidsthed om, hvilke overgreb der havde fundet sted under apartheid. Tanken var, at det, der er sket i fortiden bør tilgives, men ikke glemmes. Baggrunden for dette princip var, at især den hvide befolkning var meget skræmte ved tanken om, hvad der kunne ske, når den sorte præsident Nelson Mandela kom til magten. Politikere, embedsmænd og politifolk ønskede ikke at blive retsforfulgt og fængslet. I første omgang krævede Nationalistpartiets leder F.W. de Klerk, at der blev givet fuldstændig amnesti for alle. Men kommissionen fik til opgave at følge en tredje vej. I stedet for at give betingelsesløs frifindelse eller at gennemføre en egentlig retsforfølgelse, valgte man at lave ’høringer’, hvor både ofre og bødler kunne træde frem og fortælle deres version af historien. Alle ’bødler’, der trådte frem, fik amnesti. De, der ikke trådte frem, risikerede at blive retsforfulgt sidenhen. Tanken var, at ved at få de traumatiske hændelser frem i lyset, ville det blive muligt at sikre fredelig sameksistens fremover.

Sandheds- og Forsoningskomissionen har sin egen hjemmeside (se kilder), og baggrunden for dens arbejde beskrives i netartiklen ”Sandhed og forsoning i Sydafrika” (se kilder) i et netmagasin lavet af Kirkernes U-landsudvalg.

Hvad blev resultatet af Sandheds- og forsoningskommissionens arbejde?

I begyndelsen var det især ofre, der henvendte sig, men efterhånden kom også ’bødler’ frem ved høringerne, og i alt søgte cirka 8.000 gerningsmænd om amnesti, mens 20.000 mennesker, hvoraf langt de fleste var sorte, bad om at måtte fortælle deres historie. Cirka halvdelen fik lov at bringe deres sag frem ved de høringer, der foregik fra 1996-1998; resten skrev eller fortalte deres beretning til kommissionen. Der kom mange chokerende oplysninger frem, blandt andet at sydafrikanske videnskabsmænd havde forsket i bakterier, som kun ville skade sorte. Arbejdet med at indsamle beretninger blev afsluttet med en rapport ”Truth and Reconciliation Commission of South Africa Report” i marts 2003 (se kilder), men der er fortsat ikke taget stilling til alle anmodninger om erstatninger. Internationalt vurderes kommissionens arbejde for at være en succes og et eksempel til efterfølgelse, men i Sydafrika er der også kritik af arbejdet. Nogle kvinder mener for eksempel, at der var for lidt fokus på de særlige forbrydelser mod kvinder, og at de kvinder, der fik mulighed for at fortælle om tortur på kønsorganerne, voldtægter og andre ydmygelser, ikke fik hjælp efter den traumatiske oplevelse med at fortælle om overgrebene. Denne problematik beskrives i filmen ”Erindringens landskaber. Himlen folder sig ud” (se kilder). Andre lægger vægt på, at mange hvide politikere aldrig erkendte deres ansvar. For eksempel påstod den tidligere præsident F.W. de Klerk, at han aldrig havde godkendt tortur eller mord. Andre igen mente, at det var forkert, at kommissionen også afhørte de ANC-folk, der havde deltaget i voldelige handlinger. Flere centre og organisationer, der var utilfredse med kommissionens arbejde eller blot mener, at det bør fortsættes, arbejder videre med at skabe forsoning og tilgivelse efter apartheid. Det gælder blandt andet

Centre for the Study of Violence and Reconciliation og Institute for Justice and Reconciliation.