Ideologiske strømninger og involverede parter

Main image kapitel
Militant borgerrettighedsforkæmper Malcolm X. Udateret arkivbillede ca. 1960.
Militant borgerrettighedsforkæmper Malcolm X. Udateret arkivbillede ca. 1960.
Foto: Scanpix Nordfoto

Hvilke organisationer udgjorde borgerretsbevægelsen?

Nogle af de vigtigste organisationer i borgerretsbevægelsen var:

  • National Association for the Advancement of Colored People (NAACP):
    Den første organisation af national betydning. Grundlagt i 1909 af sorte og hvide borgerretsforkæmpere. W.E. B. Du Bois var fra starten redaktør for deres blad "The Crisis". NAACP er stadig aktiv og var blandt andet involveret i hjælpearbejdet i forbindelse med orkanen Katrina og oversvømmelsen i New Orleans i august 2005.
  • National Urban League:
    Grundlagt i 1910 af hvide og sorte med det formål at støtte den afroamerikanske befolknings økonomiske muligheder i byerne. Stadig aktiv med fokus på især uddannelse og økonomi.
  • Nation of Islam (NOI):
    Grundlagt i 1930 af Wallace D. Fard. Fra 1934 var Elijah Muhammad organisationens leder, men Malcolm X blev den mest kendte repræsentant for bevægelsen.
  • Congress of Racial Equality (CORE):
    Grundlagt i 1942 i Chicago af hvide og sorte studerende, der var inspireret af Mahatma Gandhi's ikkevoldelige modstand. Stadig aktiv.
  • Southern Christian Leadership Conference (SCLC):
    Grundlagt 1957 af blandt andet Martin Luther King som en ikkevoldelig organisation. Stadig aktiv og arbejder blandt andet med ikkevoldelig konfliktløsning både i USA og internationalt.
  • Student Non-violent Coordinating Committee (SNCC):
    Grundlagt 1960 som en ikkevoldelig organisation, men ændrede senere kurs. Nogle af de mest kendte navne fra bevægelsen er Ella Baker og Stokely Carmichael. Ophørte i begyndelsen af 1970erne.
  • Black Panther Party (BPP):
    Stiftet 1966 af Huey P. Newton og Bobby Seale som et militant politisk parti og senere ledet af Stokely Carmichael. Spillede en stor rolle for mange afroamerikaneres selvbevidsthed. Blev nedkæmpet og infiltreret af Nixon-administrationen og FBI i slutningen af 1960'erne og ophørte i begyndelsen af 1980'erne. 

Hvilke strategier benyttede borgerretsbevægelsen?

Ifølge den amerikanske historiker John W. Cell benyttede afroamerikanere ofte en eller flere af tre strategier for at forbedre deres position:

  • Nogle tilpassede sig systemet og forsøgte at forbedre deres position indenfor de rammer, systemet stillede til rådighed.
  • Andre konfronterede systemet for at ændre det, så afroamerikanere kunne få samme vilkår som andre i systemet.
  • Og andre igen valgte en separatistisk strategi, hvor man undsagde det gældende system, og hvor målet var at skabe en adskilt sort kultur eller en nation for sorte, enten i USA eller på et andet kontinent.

John W. Cells definition af de tre strategier refereres af Adam Fairclough i "Better Day Coming: Blacks and Equality 1890-2000", s. xii (se kilder).

Man kan ikke identificere de enkelte borgerretsorganisationer eller individer alene med den ene strategi eller den anden, da de ofte trak på forskellige strategier og udviklede deres mål og middel over tid. Men lidt unuanceret kan man sige, at den mest fremtrædende sorte leder i starten af 1900-tallet, Booker T. Washington, benyttede den første strategi; sociologen W.E.B. Du Bois og NAACP samt Martin Luther King og SCLC benyttede den anden strategi; og Marcus Garvey, Malcolm X og The Nation of Islam samt Black Panthers Party (BPP) - de sorte pantere - benyttede den tredje strategi. 

Hvad var mål og middel for den tilpassende og den konfronterende strategi?

De tre strategier og ideologiske strømninger i borgerretsbevægelsen kunne anes allerede fra starten af 1900-tallet, og blev mere tydelige i 1960'erne. Den tilpassende og den konfronterende strategi var begge ikkevoldelige strategier, hvor målet var, at afroamerikanere skulle integreres i det amerikanske samfund og leve i ligeværdig sameksistens med det hvide Amerika.

Booker Washington mente i starten af 1900-tallet, at midlet var mere uddannelse til afroamerikanere. Det ville føre til en mere ligeværdig behandling. Han blev udfordret af blandt andre sociologen W.E.B. Du Bois, som mente, at afroamerikanerne skulle kræve deres ret med stolthed og have samme rettigheder som deres hvide medborgere. Han støttede den mere konfronterende strategi i organisationen NAACP, som førte sager ved domstolene. Og for Martin Luther King og SCLC i 1960erne var målet også, at afroamerikanerne skulle ligestilles, og midlet var civil ulydighed og ikkevoldelige, direkte aktioner som demonstrationer, sit-ins og Freedom Rides. King var stærkt præget af sin kristne tro og samtidig inspireret af den indiske borgerretsforkæmper Mahatma Gandhi.

Den ikkevoldelige strategi dominerede borgerretsbevægelsen i 1960'erne, men blev udfordret af blandt andre Malcolm X og Stokely Carmichael, der repræsenterede den mere radikale del af bevægelsen og i større eller mindre udstrækning bekendte sig til separatisme. 

Hvad var mål og middel for den separatistiske del af bevægelsen?

Også den anden, mere radikale og til tider separatistiske del af bevægelsen kæmpede for, at afroamerikanere skulle have de samme rettigheder som deres hvide medborgere. Men hvor Kings mål var, at afroamerikanerne skulle integreres i det hvide Amerika, lagde denne del af bevægelsen vægt på de sortes uafhængighed, særlige identitet og indbyrdes solidaritet. Nogle mente ganske enkelt, for eksempel den sorte leder Marcus Garvey i begyndelsen af 1900-tallet, at racerne skulle holdes adskilte. Det samme gjorde Nation of Islam (NOI) i 1960'erne. Ifølge den amerikanske historiker Jeffrey O.G. Ogbar i "Black Power: Radical Politics and African American Identity", s. 19 (se kilder), mente NOI, at Kings ønsker om integration måtte være et symptom på de sortes internaliserede slavementalitet. Disse ideer er også blevet betegnet som "sort nationalisme".

Også valg af middel var anderledes for denne del af bevægelsen. Hvor King bekendte sig til den ikkevoldelige konfrontation, mente Nation of Islam og De Sorte Pantere, at man måtte gå mere militant til værks. Og da Stokely Carmichael blev leder af SNCC, studenterorganisationen der i begyndelsen blev støttet af Kings SCLC, blev der råbt "Black Power", og Kings strategi blev kritiseret for at være ineffektiv. Efter den blodige Freedom Summer i Mississippi sagde CORE-aktivisten Dave Dennis om den ikkevoldelige strategi, at den var "a waste of good lives. You have to put some injury on your enemy to get respect". Citatet findes i "Local People: The Struggle for Civil Rights in Mississippi", s. 249 (se kilder). 

Hvad var bevægelsens forhold til uafhængighedskampen i Afrika?

For flere af borgerretsbevægelsens ledere var der en tæt sammenhæng mellem afroamerikanernes kamp for rettigheder og de afrikanske landes kamp for selvstændighed i 1900-tallet.

W.E.B. Du Bois var en af de første amerikanske fortalere for "pan-afrikanisme", som dels refererer til ideen om en samlet afrikansk republik, dels til ideen om, at alle sorte har rødder i den afrikanske kultur og kæmper en fælles kamp for at blive uafhængige af hvidt herredømme.

Efter Første Verdenskrig arrangerede Du Bois en pan-afrikansk kongres, hvor han argumenterede for, at der skulle etableres en samlet centralafrikansk republik, der skulle bestå af blandt andet belgisk Congo, det tysk kolonialiserede østafrika, Uganda, Angola og Mozambique. Hans kamp i borgerretsbevægelsen handlede ikke kun om at forbedre afroamerikanernes vilkår, men at forbedre vilkårene for alle sorte i verden.

En anden fortaler for "pan-afrikanismen" var Marcus Garvey, som også kritiserede kolonialismen i Afrika og forlangte et Afrika for afrikanere. Ifølge "Better Day Coming: Blacks and Equality, 1890-2000", s. 119 (se kilder), mente Garvey, at et selvstændigt og forenet Afrika kunne være med til at forbedre vilkårene for afroamerikanere, som i Afrika så ville have en stærk allieret.

Også SNCC-lederen Stokely Carmichael var fortaler for "pan-afrikanismen" og for, at sorte havde en fælles kamp og en fælles identitet på tværs af både klasser og kontinenter. Han besøgte blandt andet Kwame Nkrumah, Ghanas første leder, som han anså for sin pan-afrikanske mentor og ændrede senere sit navn til Kwame Touré (efter Nkrumah og Guineas leder Sékou Touré). 

Hvad betød kvinderne for bevægelsen?

Selvom borgerretsbevægelsen ofte bliver forbundet med mandlige ledere som Martin Luther King og Malcolm X, var der dog også masser af kvinder i bevægelsen. Kendte kvindelige nøglefigurer i borgerretsbevægelsen var blandt andre Rosa Parks, der udløste boykotten af busserne i Montgomery; Ella Baker, som var med til at starte SNCC, og Fannie Lou Hamer, der var med til at grundlægge The Mississippi Freedom Democratic Party.

Ifølge den amerikanske sociolog Belinda Robnett byggede de kvindelige ledere i bevægelsen ofte bro mellem de nationale borgerretsorganisationer, som NAACP, SCLC, SNCC og CORE, og de lokale græsrodsbevægelser. Der var også mange kvindeorganisationer i bevægelsen, blandt andet spillede Women's Political Council (WPD) en stor rolle i Montgomery-boykotten. Belinda Robnetts analyse af kvindernes rolle i bevægelsen findes i antologien "Sisters in the Struggle: African-American Women in the Civil Rights & Black Power Movements" (se kilder).

Men kvinderne kæmpede en dobbelt kamp: kampen for lige rettigheder for afroamerikanere generelt, og kampen for de afroamerikanske kvinder, både i og uden for bevægelsen. Ifølge "A People's History of the United States", s. 506 (se kilder), gik en gruppe kvinder blandt andet i strejke, da de i løbet af Freedom Summer i Mississippi blev trætte af altid at skulle lave mad, mens mændene var ude og organisere. Kvindernes erfaringer i borgerretsbevægelsen var med til at udvikle deres politiske bevidsthed og danne grundlag for den senere kvindebevægelse. 

Hvad betød græsrødderne for bevægelsen?

Ligesom kvinderne ofte er blevet overset i historieskrivningen om borgerretsbevægelserne, er græsrodsaktivisterne og de lokalt forankrede borgerretsforkæmpere det også. Ifølge den amerikanske Stanford-historiker Clayborne Carson i artiklen "Expert's Picks: Civil Rights" (se kilder) har nyere forskning vist, at lokale græsrødder havde langt større indflydelse på bevægelsen end de tidligere er blevet krediteret for, og at nationale ledere som for eksempel Martin Luther King langt fra styrede slagets gang så detaljeret, som det hidtil har fremstået.

I den akademiske forskning har der de senere år således været en tendens til at vende fokus fra bevægelsens nationale ledere til de lokale græsrødders engagement og indflydelse, en tendens der betegnes som "bottom-up studies".