Debat om Den Afrikanske Union

Hvad er kritikken af Unionens politiske struktur?

Ifølge artiklen “Afrika behøver Den Afrikanske Union” (se kilder) kan Unionen medvirke til at skubbe til en demokratisk udvikling i de afrikanske lande. Skribenten udtrykker dog samtidig nervøsitet for, at AU vil “besnære det internationale samfund på en måde, så afrikanske ledere under dække af AU bliver i stand til at videreføre deres ikke-ønskelige praksisser.” Det samme emne berøres i artiklen “Profile: African Union” (se kilder). Her hedder det, at det kan betvivles, om Unionen vil være mere effektiv end dens forgænger OAU. Kritikere peger på, at mange af lederne i OAU, der blev kendt som ’diktatorernes klub’, går igen i den Den Afrikanske Union. Foreløbig har Unionen da heller ikke haft stor succes med at overvinde konflikter og skabe fred i landet. Som en vestafrikansk diplomat ifølge artiklen “AU vil ikke fordømme Mugabe” (se kilder) siger, da Robert Mugabe på udemokratisk vis forblev ved magten i Zimbabwe efter valget i 2008: “Hvem af os kan pege fingre af Mugabe? Vi er alle syndere.” Hermed peger diplomaten på den store grad af korruption og vold, der eksisterer i mange afrikanske lande, og som er blandt Den Afrikanske Unions store udfordringer. 

Artiklen “Afrika behøver Den Afrikanske Union” (se kilder) fortæller, at en stor trussel for samarbejdet er, at visse medlemslandene begynder at prioritere de otte subregionale økonomiske fællesskaber frem for Unionen. I artiklen hedder det: “Mens der blandt det afrikanske folk er en udbredt broderskabsfølelse, er der i de enkelte lande en stærk selvstændighedsfølelse. Dette eksemplificeret ved for eksempel Tanzanias unilaterale intervention i Uganda med det formål at fratage Idi Amin magten.” Den Afrikanske Union forsøger at løse problematikken ved i 2007 at vedtage “Protocol on Reations between the African Union (AU) and the Regional Economic Communities (RECs)” (se kilder). Ifølge protokollen skal de regionale økonomiske fællesskaber danne basis for den afrikanske integration.

Ifølge artiklen er endnu en problematik for Den Afrikanske Union den manglende institutionalisering med civilbefolkningen. Medlemslandenes befolkninger har meget lidt demokratisk indflydelse på udviklingen af Unionen. Den Afrikanske Union har dog oprettet Det Økonomiske, Sociale og Kulturelle Råd (ECOSOCC), hvor civilsamfundsorganisationer har mulighed for at blive involveret i Unionens beslutningsprocesser for at øge gennemsigtigheden af samarbejdet og for at danne grobund for et mere folkeligt element.

Hvad er kritikken af Unionens interventioner?

Flere lande fra Vesten har kritiseret Den Afrikanske Unions interventioner i de lokale konflikter i Afrika for ikke at lykkes. Årsagerne til den manglende succes er Unionens begrænsede ressourcer til interventionerne og problemet med at hverve tilstrækkeligt med soldater. Derudover kritiserer vesten Den Afrikanske Union for ikke at lægge nok pres på de korrupte lande. Eksempelvis har FN udtrykt kritik af Den Afrikanske Union i forbindelse med valget i Zimbabwe i juni 2008. Ifølge artiklen “AU vil ikke fordømme Mugabe” (se kilder) holdt Unionen sit topmøde den 30. juni og 1. juli 2008 - lige efter valget i Zimbabwe. På topmødet deltog Mugabe med den største selvfølgelighed på trods af, at Unionens observatører havde erklæret, at valget i Zimbabwe hverken var frit eller fair. En erklæring, der ifølge Unionens egne regler burde have betydet en udelukkelse af Mugabe. En løftet pegefinger fra Unionen blev det dog til, nemlig i form af en samlet udtalelse, der opfordrede Zimbabwes ledere til at indlede en dialog med det formål at skabe fred og stabilitet. Udtalelsen var en opfordring til at skabe en samlingsregering, men den satte ikke spørgsmålstegn ved Mugabes legitimitet som præsident.