Æresdrab i Skandinavien

Har der fundet æresdrab sted i Skandinavien?

Ja. Der har fundet æresdrab sted i både Norge, Sverige og Danmark. Det menes, at der har fundet i alt fem æresdrab sted i Sverige, og det seneste af disse er det mest omtalte æresdrab i Skandinavien, nemlig drabet på den 26-årige kurdisk-svenske kvinde Fadime Sahindal, der blev skudt af sin far den 21. januar 2002.

Hvorfor blev Fadime Sahindal dræbt?

Drabet, retssagen og begivenhederne, der gik forud for drabet, beskrives detaljeret i den norske socialantropolog Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder), der har fået undertitlen "Fadime til ettertanke".

Af bogen fremgår det, at Fadime Sahindal blev genstand for familiens og slægtens vrede, da hun i 1997 fandt sig en svensk-iransk kæreste.

I Fadimes familie var det tradition at gifte sig inden for slægten med en ægtefælle, som familien udpegede, og det var desuden uhørt, at en pige havde kærester før ægteskabet. Familiens mænd var derfor bange for, at Fadime ville påvirke de andre piger i slægten negativt.

Efter et familieråd besluttede slægtens mænd, at Fadime skulle gå i eksil, det vil sige at hun skulle forlade Uppsala, hvor hun var født og opvokset. På den måde kunne familiens ære reddes og et æresdrab kunne undgås.

Efter nogle år valgte Fadime at søge tilbage til Uppsala for at se sin mor og to af sine søstre. Det gjorde hun gentagne gange, og sandsynligvis var det dette brud på eksilreglerne, der fik slægtens mænd til at beslutte, at Fadimes far, Rahmi Sahindal, skulle dræbe hende.

En anden afgørende faktor kan have været, at Fadime var gået til pressen med sin historie og på den måde havde bragt skam over familien ved at udlevere private oplysninger til offentligheden. Få uger før drabet indvilgede Fadime desuden i at holde en tale i Rigsdagen (det svenske parlament), hvor hun fortalte sin historie og opfordrede til politisk indgriben for at forhindre æresdrab.

Denne begivenhed, som ribbede op i sagen og endnu engang gjorde familiens historie og skam kendt for offentligheden, har muligvis været medvirkende til, at Rahmi Sahindal opsøgte Fadime i en af sine søstres lejlighed i Uppsala og skød hende på klos hold.

Han blev ved den efterfølgende retssag idømt livsvarigt fængsel for drabet.

Hvad har drabet på Fadime Sahindal betydet?

Drabet på Fadime Sahindal blev startskuddet til en intens offentlig og politisk debat i både Sverige, Norge og Danmark. Debatten drejede sig især om, hvordan Fadimes død kunne have været forhindret, og hvordan æresdrab kan forhindres i fremtiden. Der blev især fokuseret på mediernes rolle i sagen. Unni Wikan anklager i sin bog "For ærens skyld" (se kilder) medierne for ukritisk at videregive Fadimes version af begivenhederne i familien og dermed dæmonisere hendes familie og dermed umuliggøre den forståelse, der er nødvendig for at forebygge æresdrab. Andre anklagede den svenske integrationsminister Mona Sahlin, som kendte Fadime personligt, for at have gjort for lidt for at forhindre æresdrab, og der blev sat spørgsmålstegn ved hele den svenske indsats for at integrere etniske minoriteter i samfundet, blandt andet i artiklen "Svensk integration sendes til storvask" i Politiken 24. januar 2002 (se kilder).

Der blev desuden stiftet to foreninger i Sverige, Pelafamide.org og Fadimes Minne med det formål at forsætte Fadimes arbejde for at sikre indvandrerkvinder samme rettigheder som andre kvinder.

Hvor mange æresdrab har der fundet sted i Danmark?

Det vides ikke med sikkerhed, da de kategorier, som politiet registrerer motiverne til drab efter, ikke indeholder en særlig kategori for æresdrab. Desuden bliver en del drab aldrig opklaret, og nogle af disse drab kan være æresdrab. 

I artiklen "Et eller to drab om året handler om ære" i Vejle Amts Folkeblad 25. januar 2002 (se kilder) anslår kriminalinspektør Kurt Jensen, at der begås 1-2 æresdrab om året i Danmark, og følgende drab, der opregnes i Ritzau-telegrammet "Seks typiske æresdrab siden 1986" den 24. januar 2002 (se kilder), menes med stor sikkerhed at være æresdrab:

  • 1997: En 20-årig pakistansk kvinde bliver stranguleret og får halsen skåret over af sin storebror i København, fordi hun nægter at leve i et tvangsægteskab med sin fætter.
  • 1995: En 25-årig pakistansk mand dræbes af sin svigerfamilie, fordi han har forladt sin højgravide kone, som han havde giftet sig med for at få opholdstilladelse i Danmark. Hans hoved og testikler skæres af, og liget smides i voldgraven ved Christiania.
  • 1995: To tyrkiske søstre bliver skudt og dræbt i Helsingør af en 50-årig mandlig slægtning som straf for, at deres søster var flyttet fra sin mand.
  • 1986: En 31-årig tyrkisk kvinde bliver dræbt med knivstik i København. Drabet er planlagt af kvindens forhenværende svigerfar og er straf for, at hun har været med til at bortføre en 13-årig pige i Tyrkiet.
  • 1986: En 16-årig tyrkisk dreng bliver dræbt med knivstik og hans mor skudt i Horsens. Drabene begås af en tyrkisk mand, hvis datter er kæreste med den 16-årige. Manden havde lovet sin datter bort til en mand i Tyrkiet.

Hvilke andre drab bliver omtalt som æresdrab?

Følgende sager er i pressen blevet præsenteret som æresdrab og forsøg på æresdrab, selv om det ikke er afklaret, om ære har været motivet bag forbrydelserne:

  • 2002: Drabet på den 14-årige Sonay Ashraf Ahmad Mohammed, der har kurdisk baggrund. Hun blev fundet i Præstø Havn den 10. februar 2002. Hendes far, som tidligere er blevet dømt for vold mod sin datter, er tiltalt for drabet, men der er endnu ikke faldet dom i sagen. Det sker formodentlig senere i 2003 i Østre Landsret.
  • 2002: En 59-årig mand med irakisk baggrund hyrer sin 18-årige søn til at slå sin kone - sønnens mor - ihjel. Manden mistænkte sin kone for utroskab. Sønnen udførte dog ikke drabet. Denne sag fik ifølge artiklen "Æresdrab op i Folketinget" i Jyllands-Posten 3. juni 2002 (se kilder) SF til at foreslå, at omfanget af æresdrab i Danmark undersøges, og justitsminister Lene Espersen (K) har nu bedt politiet om fremover at registrere mord med ære som motiv som en særlig kategori i statistikkerne.
  • 2001: En iransk mand dræber i Tårnby på Amager sin 22-årige datters kæreste og kvæster sin datter alvorligt. Motivet er, at faren føler sin ære krænket, fordi datteren er flyttet sammen med sin kæreste mod familiens vilje.

Hvorfor finder æresdrab sted i Skandinavien?

Den primære årsag er, at familier fra de områder, hvor æresdrab forekommer, er kommet til Skandinavien som flygtninge og indvandrere og har taget de normer og æresbegreber med sig, som kan resultere i æresdrab. Desuden er det en almindelig vurdering, at når æresdrab finder sted i Skandinavien, skyldes det, at de pågældende familier ikke er blevet ordentligt integreret i samfundet. 

Nogle mener, at den manglende integration skyldes en alt for tolerant holdning fra myndighederne i de pågældende lande til fremmede kulturelle fænomener. Andre fastholder, at det snarere skyldes diskrimination af indvandrere og flygtninge, som på grund af den dårlige behandling ikke ønsker at blive integreret i samfundet og tage dets normer og værdier til sig. Andre igen lægger vægt på, at mænd i indvandrer- og flygtningemiljøer ofte er i en meget presset situation, og at det er manglende hjælp til disse mænd, der er den væsentligste årsag til æresdrabene. Disse forskellige teorier præsenteres i analysen "Når mænd dræber kvinder" i Information 26. januar 2002 (se kilder) og i artiklen "Svensk integration sendes til storvask" i Politiken 24. januar 2002 (se kilder).  

Desuden mener flere indvandrerkvinder, at æresdrabene i Skandinavien er en reaktion på, at indvandrerkvinder i stigende grad gør oprør mod normerne i indvandrermiljøet, og at der ofte er meget dårlig kommunikation mellem generationerne i indvandrerfamilierne. Det nævnes i artiklen "Flere kvinder vil flygte fra familien" i Politiken 25. januar 2002 (se kilder). I FN-forbundets artikel "Traditionel praksis" (se kilder) refereres en FN-rapport, der konkluderer, at æresdrab i Europa "alene kan opfattes som mænds behov for at kontrollere kvinders seksualitet og deres frihed."

Hvilken sammenhæng er der mellem tvangsægteskaber og æresdrab?

En del æresdrab bliver begået mod piger eller kvinder, som nægter at indgå et ægteskab, som familien vil tvinge hende til at indgå. Det opfattes i nogle kredse som et brud på familiens ære, hvis en forlovelse må hæves, og mændene i familien mister ære, hvis det bliver offentligt kendt, at deres døtre ikke adlyder dem. Kampen mod æresdrab må derfor indbefatte en kamp mod tvangsægteskaber. Det fremhæver blandt andet debattøren Omar Shah i sin kommentar "Tradition er én ting, religion noget helt andet", i Information den 25. juni 2002 (se kilder). Og en 32-årig kvinde med tyrkisk baggrund forklarer i artiklen "Vejle-kvinde frygter at blive offer for æresdrab" i Fredericia Dagblad den 22. juni 2002 (se kilder), at hendes familie ikke kan acceptere, at hun er brudt ud af det ægteskab, der blev indgået under stort pres, og at de derfor vil opsøge hende og dræbe hende. 

Uddybende oplysninger om årsager til og forebyggelse af tvangsægteskaber findes i FaktaLinket "Tvangsægteskaber".

Hvilken straf er der for æresdrab i Danmark?

Æresdrab er ikke en særlig kategori i dansk strafferet og er derfor som enhver anden form for drab forbudt ifølge Straffeloven (se kilder), hvis § 237 om manddrab lyder: "Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil livstid."

Hvilken rolle spiller æresdrab i andre dele af dansk lovgivning?

Æresdrab kan i nogle sager om asyl spille en rolle. En del kvinder søger nemlig asyl i Danmark med den begrundelse, at de frygter at blive ofre for et æresdrab, hvis de vender tilbage til hjemlandet. I den danske udlændingelov er der imidlertid ikke noget klart krav om at give asyl til kvinder, som frygter familiens vrede. Derfor vil de danske udlændingemyndigheder generelt give afslag, medmindre de vurderer, at myndighederne i kvindens hjemland ikke kan beskytte hende mod familiens forfølgelse. Det kan imidlertid være svært at vurdere, om myndighederne i et land reelt kan beskytte kvinder mod deres egen familie. 

I nogle lande beskytter lovgivningen formelt set kvinder mod overgreb fra familien, men det betyder ikke altid, at myndighederne i praksis vil gøre noget for at hjælpe kvinder, der er truet på livet. En sag, som tydeliggør problemet, beskrives i artiklen "Beskyttes ikke mod æresdrab" i Ekstra Bladet 25. juli 2002 (se kilder), hvor den libanesiske kvinde Hiam el-Mayss' sag gennemgås. Hun har fået afslag på asyl i Danmark, selv om de libanesiske myndigheder ifølge personalet på den libanesiske ambassade i Stockholm ikke kan yde beskyttelse til kvinder i Hiam el-Mayss' situation. Den generelle problemstilling beskrives i artiklen "Fadime kunne ikke have fået asyl i Danmark" i Information 26. januar 2002 (se kilder).

Hvad bliver der gjort for at forebygge æresdrab i Danmark?

Der finder mægling sted i sager, hvor en konflikt mellem forældre og børn i indvandrerfamilier er gået i hårdknude. Mæglingen udføres blandt andet af Det Etniske Konsulentteam under Københavns Kommune (se kilder), hvilket beskrives i artiklen "Socialchef: Vi kan ikke hjælpe" i Berlingske Tidende 17. februar 2002 (se kilder). 

Desuden kan ugifte indvandrerpiger, der er bange for at blive udsat for vold eller æresdrab, fordi de ikke er jomfruer, opsøge danske privatklinikker for at få genetableret deres mødom. På den måde kan de overbevise forældrene om, at de er jomfruer ved brylluppet, og det sikrer dem mod familiens vrede og risikoen for æresdrab. Det fremgår af artiklen "Muslimske fædre til deres døtre: Du dør hvis du ikke er jomfru!" i B.T. den 10. december 2002 (se kilder).  

Enkelte indvandrerkvinder er blevet hjulpet til et nyt liv under nyt navn enten i Danmark eller i udlandet, så de kan undgå deres families forfølgelse, der frygtes at kunne kulminere med et æresdrab. Det handler om piger, der som regel har sagt nej til et tvangsægteskab. Hvordan nogle kvinder hjælpes til et nyt liv i Sverige, beskrives i artiklen "Unge får ny identitet i Sverige" i B.T. den 2. december 2002 (se kilder), og i artiklen "Jeg hjalp dødstruet til flugt" i Ekstra Bladet den 25. november 2002 (se kilder) beskrives det, hvordan medlem af Folketinget for Enhedslisten Pernille Rosenkrantz-Theil har hjulpet en kvinde til et nyt liv i udlandet.

Hvad kan der ellers gøres for at forebygge æresdrab i Danmark?

En række debattører, politikere og eksperter i integration og kulturmøde har kritiseret de danske myndigheder for ikke at gøre nok for at forhindre æresdrab. De foreslår følgende initiativer:

  • At der indføres en særlig lov, der eksplicit foreskriver særlige straffe for æresdrab. Det foreslås af lektor ved Center for Mellemøststudier på Odense Universitet, Omar Dhahir, i Information 19. september 1996 (se kilder).
  • At det bliver muligt for kvinder, der er i risiko for at blive ofre for æresdrab, at få et nyt CPR-nummer, så de ikke bliver nødt til at tage til udlandet for at få ny identitet. Det foreslår medlem af Folketinget for Enhedslisten Pernille Rosenkrantz-Theil i artiklen "Jeg hjalp dødstruet til flugt" i Ekstra Bladet 25. november 2002 (se kilder).
  • At det bliver muligt at idømme mænd, der truer kvinder, elektroniske fodbånd. Det vil sige, at mænd, der menes at udgøre en trussel mod en kvinde, skal have et særligt bånd om foden med en indbygget chip, som gør det muligt for politiet at overvåge, hvor manden befinder sig. Ideen er, at politiet kan gribe ind, hvis manden nærmer sig kvindens opholdssted. Dette forslag fremføres af den svenske advokat Elisabeth Fritz i artiklen "Svenske politikere beskyldes for naivitet" i Politiken 25. januar 2002 (se kilder).
  • At der bliver lavet et generelt forbud mod arrangerede ægteskaber. Dette forslag fremføres af en 32-årig kvinde med tyrkisk baggrund i artiklen "Vejle-kvinde frygter at blive offer for æresdrab" i Fredericia Dagblad den 22. juni 2002 (se kilder). Kvinden, der frygter at blive offer for æresdrab, fordi hun er flygtet fra sit arrangerede ægteskab, mener, at der er alt for stor risiko for, at arrangerede ægteskaber mellem indvandrere og personer fra hjemlandet udvikler sig til tvang og vold, og hun mener ikke, at dansk politi er i stand til at beskytte kvinder mod æresdrab, da adskillige medlemmer af slægten er parate til dræbe dem.
  • At unge med muslimsk baggrund oparbejder større viden om islam og bruger religionen som argument imod tvang og æresdrab over for forældrene. Denne mulighed nævnes af Omar Shah i kommentaren "Tradition er én ting, religion noget helt andet" i Information 25. juni 2002 (se kilder).
  • At de sociale myndigheder sørger for at sætte tidligt ind med støtte i socialt dårligt fungerende indvandrerfamilier i stedet for at tvangsfjerne døtrene, når volden er eskaleret. Tvangsfjernelser af døtre opfattes nemlig som meget vanærende i en patriarkalsk familie, og det vil ofte af omgivelserne blive opfattet som gyldig grund til, at faren øver vold mod sin datter for at genvinde kontrollen over hende. Det vurderer integrationseksperten Fahmy Almajid i artiklen "Kritik af tvangsfjernelser" i Jyllands-Posten den 21. juni 2002 (se kilder), og formanden for landets socialchefer udtrykker samme holdning i artiklen "Socialchef: Vi kan ikke hjælpe" i Berlingske Tidende 17. februar 2002 (se kilder).
  • At der oprettes særlige botilbud og andre muligheder for indvandrerpiger, der flygter fra familien på grund af trusler eller vold. Krisecentre for kvinder og ungdomspensioner er nemlig ikke optimale løsninger for indvandrerpigerne. Det foreslår formand for socialcheferne, Ole Pass, i artiklen "Flere kvinder vil flygte fra familien" i Politiken 25. januar 2002 (se kilder).
  • At der oprettes særlige "rejsehold" af professionelle mæglere, der kan tage ud over hele landet, når kvinder flygter fra tvangsægteskaber. Dette forslag blev stillet af lederen af et krisecenter for kvinder i Fredericia og beskrives i artiklen "Socialchef: Vi kan ikke hjælpe" i Berlingske Tidende 17. februar 2002 (se kilder).
  • At der dannes et netværk af forældre, der selv har tvunget deres børn til ægteskab og har indset, at det har medført menneskelige katastrofer. Disse forældre kan rådgive og bearbejde holdninger i indvandrermiljøerne, foreslår terapeuten Ahmet Demir i sit debatindlæg "Indsats mod tvangsægteskab" i Politiken 5. februar 2002 (se kilder).
  • At indvandrerorganisationer engagerer sig i kampen for kvinders rettigheder - både ved at rådgive kvinderne og ved at forsøge at ændre de mest konservative indvandrermænds holdninger til kvinder. Dette forslag kommer fra den svenske afdeling af Red Barnet i Ritzau-artiklen "Kritik mod indvandrerorganisationer i Sverige" 25. januar 2002 (se kilder).