- Info
Tour de France
Af cand.mag. Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum. 2011.
5 gange Tour de France vinder US Postal rytter Lance Armstrong cykler ned af et bjerg gennem den 204,5 km lange etape fra Bourg-d ´Oisans til Le Grand Bornand i juli 2004.
Foto: Stefano Rellandini/Scanpix
Sammen med De Olympiske Lege og VM i fodbold hører Tour de France
til en af de største idrætsbegivenheder i verden. Over tre uger i juni og juli
måned danner de franske landeveje ramme om sejre, drømme og frygtelige
nederlag. Undervejs bliver rytterne nærmest til moderne gladiatorer, der med medierne
ved vejkanten udkæmper drabelige slag om hæder og vanære.
I de senere år er der rettet et forstærket fokus på en særlig side
af dette drama. Mange af rytterne er blevet anklaget og dømt for dopingmisbrug.
I 1998 blev hele Festina-holdet i 1998 taget ud af løbet efter afsløringen af et
massivt misbrug af dopingstoffet EPO. Ti år efter måtte det spanske hold Astana
trække sig, efter at flere af holdets ryttere var blevet testet positive for
doping. I 2006 blev amerikaneren Floyd Landis udråbt som løbets vinder efter et
vanvidstogt på en af løbets hårdeste etaper, men blev senere fældet af en
dopinganklage. Året efter lå danskeren Michael Rasmussen til at vinde løbet, men
blev af sit hollandske cykelhold Rabobank trukket ud af løbet før de
afsluttende etaper. I 2007 indrømmede den danske Tour-vinder Bjarne Riis et
årelangt misbrug af dopingstoffet EPO.