Symbolismen

Af journalist Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information. 2007.

Mens det 19. århundrede lakkede mod enden, gjorde symbolisterne oprør mod den moderne verdens benhårde indretning. Fabriksfløjtens regelmæssige tuden, der kommanderede endeløse menneskemasser på arbejde i industriens fabrikker, var blevet det moderne samfunds pulsslag og overdøvede efter deres mening det enkelte individs råb om individualisme og åndelighed. I den moderne verden, der tidligere i århundredet var blevet født med ‘Industrialiseringen’ og Naturalismen, var fokus entydigt rettet mod alt, der kunne måles og vejes og skabe profit. Den var - i symbolisternes øjne - blevet til et fængsel, hvor kolde relationer og umenneskelige forhold styrede alle dele af samfundet.

Disse mennesker arbejdede typisk inden for forskellige kunstneriske retninger, især som digtere og billedkunstnere. I den moderne verden hyldede man ‘det moderne gennembrud’, mens symbolisterne higede efter ‘et sjæleligt gennembrud’. De rettede en voldsom kritik mod den herskende samfundsorden, som de blandt andet beskyldte for at være blottet for fantasi, følelse, åndelighed og sans for individets indre verden.

Bevægelsens udspring og centrum lå hovedsagelig i Frankrig, men i 1890’erne var også en række skandinaviske kunstnere blandt bevægelsens bannerførere.