Oplysningstiden

Af journalist Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information. 2006.

Historisk tegning: Johann Friedrich Struensee (1737-1772). Struensee var læge for Christian VII og blev henrettet i 1772 for majestætsforbrydelse. (Dato ukendt).

Foto: Scanpix

Oplysningstiden er navnet på en periode i den europæiske kulturhistorie, der strækker sig fra cirka 1690 og frem til 1789. Her satte man spørgsmålstegn ved århundreder gamle forestillinger. Støvede dogmer om samfundets politiske og religiøse fordeling af magt kom under beskydning. Oplysningens måde at tænke på var kritisk og fordomsfri. Den rummede en klippefast tro på menneskets evne til gennem viden og erfaringer at gennemskue verdens sammenhæng. Intet måtte accepteres, hvis det ikke kunne stå for fornuftens syrebad. Kodeordene i Oplysningstiden var: det fornuftige, det naturlige og det nyttige. Disse slagord har runget op gennem de århundreder, der fulgte efter. Oplysningstidens idealer er i dag blevet folkeeje. De dukker op i den måde, vi taler og tænker på. De er - på godt og ondt - blevet en helt naturlig del af vores billede af verden. Forestillinger om et moderne demokrati, menneskerettigheder og religiøs tolerance har alle rod i Oplysningstiden.