NATO

Da Anders Fogh Rasmussen den 4. april 2009 blev udpeget til generalsekretær for NATO, satte han sig i spidsen for en kolossal militær magt med identitetskrise. Den nordatlantiske forsvarsalliance har endnu ikke fundet sin rolle efter Den Kolde Krig, og det er langtfra givet, at den fortsat har en rolle at spille. I dag kommer truslerne mod NATO-landene fra hele verden: terrorisme, fejlslagne stater, energiforsyningssikkerhed og spredning af masseødelæggelsesvåben. NATO mangler endnu at bevise, at organisationen er et effektivt redskab til at løse disse nye sikkerhedsopgaver. Derfor er succes i den NATO-ledede indsats i Afghanistan af vital betydning for alliancens fremtidige funktion.

I løbet af de 60 år, NATO har eksisteret, har forsvarsalliancen ellers vist en imponerende evne til at tilpasse sig skiftende omstændigheder. NATO var den succesrige ramme for USA’s engagement i Europa, da kontinentet var truet under Den Kolde Krig, og den var en væsentlig faktor i integrationen af de europæiske lande, der netop havde udkæmpet to blodige verdenskrige mod hinanden inden for et halvt århundrede. Militæralliancer plejer at forsvinde med sin fjende, men NATO overlevede Den Kolde Krig.

Siden sin fødsel i 1949 har NATO udviklet sig fra en traditionel militæralliance med fokus på kollektivt forsvar til en politisk-militær organisation for sikkerhedssamarbejde, hvor krisestyring og konfliktforebyggelse er blevet de primære opgaver.

Men tilpasningen er sket løbende og uplanlagt, og derfor står alliancen over for en række væsentlige reformer de kommende år. Før disse reformer kan gennemføres, mangler NATO-landene imidlertid at tage stilling til det grundlæggende spørgsmål, som har presset sig på siden Den Kolde Krigs ophør: Er NATO stadig den bedste løsning på Europas og USA’s sikkerhedsproblemer?

11. januar 2010

Faktalinket "NATO" er udarbejdet af journalist Emil Rottbøll, iBureauet/Dagbladet Information.