|
Hvad betyder klimapolitikken i dag?
Klimapolitikken er rykket højt op på den politiske dagsorden i de senere år. Et vigtigt vendepunkt var den store rapport fra FN’s klimapanel i 2007, som mere end 4.000 klimaforskere medvirkede til. Den slog fast, at menneskets udledninger af drivhusgasser er hovedårsagen til de senere års globale opvarmning, og den beskrev de negative virkninger og risikoen for farlige klimaforandringer med større sikkerhed, end videnskaben hidtil har gjort. Risikoen omfatter blandt andet oversvømmelser og storme, tørke og vandmangel, naturødelæggelser, fødevaremangel og sygdomme.
Mange meningsmålinger har vist, at størstedelen af befolkningerne i næsten alle verdens lande nu er meget bekymrede for klimaforandringerne. Klimapolitik er kommet i mediernes søgelys og blevet en væsentlig del af den daglige nyhedsstrøm. Det står klart for de fleste politikere, at dybe nedskæringer af de globale udledninger af drivhusgasser skal igangsættes nu, hvis man skal afværge risikoen for, at klimaforandringerne bliver uoverskueligt farlige. I december 2007 blev alle Klimakonventionens parter (næsten alle verdens lande) derfor enige om, at der skulle indgås en ny forpligtende klimaaftale i København i december 2009. Det lykkedes dog ikke. I stedet må hvert enkelt land føre sin egen klimapolitik. Der forhandles dog stadig, både på topmøder mellem landene og i FN.
Hvem berøres af klimapolitikken?
Klimapolitik berører alle dele af samfundslivet og hele verdensøkonomien; den har sammenhæng med fremtidens udviklingsproblemer, flygtningeproblemer, sikkerhedsproblemer og ressourceproblemer.
Det globale klimas fremtid afgøres således af beslutninger, der træffes i det enkelte menneskes hverdag, i virksomheder og foreninger, organisationer, lokalsamfund, bystyrer, banker, regeringer, internationale organisationer og selskaber.
Mange er nødt til at tage stilling til, om der skal skabes et nyt fundament for produktion, forbrug og udvikling. Er omstillingen bort fra kul, olie, gas og overforbrug af energi mest en byrde, eller er den en chance for at skabe bæredygtig vækst med grønne job og grøn teknologi?
Store, toneangivende virksomheder har taget klimaudfordringen op og lagt planer for at begrænse deres udledninger af drivhusgasser. Det gælder for eksempel verdens største supermarkedskæde, Wal-Mart, globale virksomheder som General Electric og store energiselskaber som Shell og BP. Men det internationale erhvervsliv efterlyser faste og bindende aftaler, fordi deres investeringer er langsigtede.
Hvad er de internationale rammer for klimapolitikken?
Klimaproblemet er globalt, og det kan derfor ikke løses, uden at alle lande og mange forskellige politiske aktører er med og tager aktivt del i forandringsprocesserne. FN og partsmøderne i FN’s klimakonvention - eksempelvis COP’erne såsom COP15 - er den overordnede ramme for den internationale klimapolitik. Det er her, alle lande har mulighed for at tale sig til rette og indgå forpligtende aftaler. Men FN har ikke selv magt til at sikre, at aftalernes bestemmelser bliver virkeliggjort. Magtforhold og handelsforhold mellem landene er afgørende for, om de klimapolitiske løfter og mål bliver gjort til virkelighed.
De økonomiske stormagter har sat klimaet på dagsordenen ved topmøderne mellem G20-landene, som omfatter Argentina, Australien, Brasilien, Canada, EU, Frankrig, Indien, Indonesien, Italien, Japan, Kina, Mexico, Rusland, Saudi Arabien, Storbritannien, Sydafrika, Sydkorea, Tyrkiet, Tyskland og USA. Disse lande tegner sig tilsammen for mere end 80 procent af verdens udledning af drivhusgasser, og det er derfor ekstra vigtigt, hvordan disse lande vælger at gribe de klimapolitiske udfordringer an.
G20-landene erklærede i sommeren 2009, at den globale middeltemperatur, som er steget 0,8 grader i forhold til tiden før den industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet, ikke må stige mere end 2 grader. Det betyder i praksis, at verdens samlede udledning af drivhusgasser skal toppe i løbet af få år og mere end halveres ved midten af dette århundrede. I september 2009 vedtog G20-landene, at statsstøtten til kul, olie og gas, de tre hovedkilder til CO2-udledninger, skal afvikles. OECD anslår, at det kan gøres i løbet af ti år, men indtil nu har landene ikke gjort ret meget for at virkeliggøre beslutningen.
Hvad er klimapolitikkens virkemidler?
Klimapolitikkens vigtigste virkemidler er at lægge loft over de samlede udledninger og begrænse dem i hver enkelt sektor - såsom energiforsyning, opvarmning, transport, landbrug, skovbrug, byggeri, industri, handel, service og husholdninger.
Andre vigtige virkemidler er forskning i og udvikling af alternativ energi og klimavenlig (‘grøn’) teknologi på alle områder. Også uddannelse, oplysning og kampagner for at få borgere, virksomheder og andre aktører til at ændre adfærd er virkemidler, der bruges i de fleste lande.
I de fleste lande forsøger man især at styre omstillingen ved hjælp af markedsøkonomiske redskaber. Det kan eksempelvis være økonomiske støtteordninger og tilskyndelser, CO2-afgifter og kvoter. I Danmark har staten til et eksempel støttet udviklingen af vindkraft.
I en globaliseret verden er det afgørende at samarbejde om løsninger, dele viden og lette spredningen af ny teknologi. Det er vigtigt, at aftaler og lovgivning skaber ensartede vilkår og tillid til, at kursen ligger fast, så virksomhederne og borgerne ved, hvad de kan regne med, også på lang sigt. Ellers risikerer man, at den produktion, der medfører store udslip, blot bliver flyttet til de lande, hvor kravene er mindst - og at langsigtede investeringer udebliver.
Hvem er klimapolitikkens aktører?
Internationale aftaler indgås mellem regeringer, som naturligvis spiller en afgørende rolle i klimapolitikken, fordi de kan lægge de overordnede linjer og sætte de langsigtede mål. Men regeringerne er langt fra de eneste aktører på den klimapolitiske scene. Også bekymrede borgere og internationale miljøbevægelser har i mange år spillet en vigtig rolle for udviklingen af klimapolitikken. Miljøbevægelserne har dels vakt opmærksomhed om klimaproblemerne, og dels bidraget med konkrete forslag til politiske løsninger.
Også virksomheder, brancheorganisationer og andre aktører i erhvervslivet spiller en stigende rolle i klimapolitikken - og ikke nødvendigvis som modstandere af at begrænse udledningen af drivhusgasser. I 1990’erne var der ofte en skarp modsætning mellem miljøbevægelserne og erhvervslivet. I dag fylder de virksomheder og erhvervsorganisationer, der går ind for grøn omstilling og klimabeskyttelse, mere på den politiske scene end dem, der ønsker fortsat afhængighed af kul, olie og gas. For eksempel har olieselskaber som Shell og BP og en del andre energiselskaber voksende interesser i vedvarende energi. Der er dog stadig en del selskaber med stærke interesser i at sælge mere kul, olie og gas, og de har stor politisk indflydelse i flere lande.
Også i befolkningerne er der sket en holdningsændring. Mange meningsmålinger, valg og undersøgelser viser opbakning til en konsekvent og vidtgående klimapolitik, også hvis den medfører højere energipriser og krav om at begrænse energiforbruget. Men samtidig er mange grupper nervøse for at miste deres arbejde eller få forringet deres livskvalitet, især hvis klimapolitikken resulterer i en lavere økonomisk vækst. Derfor må politikerne balancere mellem hensynet til modsatte interesser. Det ses for eksempel tydeligt i USA, hvor regeringens klimapolitik møder politisk modstand fra de stater, der har stor kulindustri.
|
