Historie og baggrund

Hvornår begyndte klimapolitikken?

Alternativ energipolitik har været på dagsordenen i mange år. Efter 2. Verdenskrig blev den fredelige udnyttelse af atomkraft regnet for den vigtigste alternative energikilde. I 1970’erne voksede interessen for fornyelige energikilder såsom solenergi og vindkraft på grund af luftforurening, oliekriser og folkelig modstand mod atomkraft.

Drivhuseffekten har været kendt siden 1800-tallet. Den består i, at CO₂ og andre luftarter holder på Jordens varme ligesom glasset i et drivhus. I slutningen af 1980’erne voksede erkendelsen af, at de drivhusgasser, menneskene udleder, kan føre til farlige klimaforandringer. Det førte til udarbejdelsen af FN’s Klimakonvention, som blev vedtaget i 1992, og som har fået tilslutning fra næsten alle lande, i alt 192. 

Hvad siger FN’s klimatraktater?

Næsten alle verdens lande er omfattet af FN’s Klimakonvention. I konventionen, som blev vedtaget i 1992, lover landene at samarbejde for at forebygge farlige klimaforandringer og at sprede bæredygtig teknologi. De gamle industrilande lovede desuden at begrænse deres udledninger af drivhusgasser til 1990-niveau i år 2000. Men løfterne er ikke bindende, og der er ingen muligheder for at ‘straffe’ de lande, der ikke lever op til løfterne.

I 1997 blev der vedtaget en mere bindende tilføjelse til Klimakonventionen, nemlig den såkaldte Kyoto-protokol. Den forpligter de gamle industrilande til at sænke deres udledninger med 5,2 procent i forhold til 1990. Dette mål skal nås som et gennemsnit for årene 2008-2012. Samtidig indførte Kyoto-protokollen et nyt virkemiddel: kvotehandel. Hvert af de forpligtede lande får tildelt ‘rettigheder’ til at udlede en bestemt mængde CO₂. Hvis de udleder mindre, kan de sælge de overskydende kvoter. Hvis de ikke kan overholde deres forpligtelser i kraft af den hjemlige indsats, kan de tilsvarende købe kvoter af andre lande. Et land eller en virksomhed kan også erhverve ret til ekstra udledninger ved at investere i et projekt, der reducerer udledningerne i et andet land.

Kyoto-protokollen trådte i kraft i 2005, men uden USA’s deltagelse. Det amerikanske Senat ville ikke godkende den, og den amerikanske regering under daværende præsident George W. Bush var stærkt imod den. Mange andre lande med voksende CO₂-udledninger er heller ikke forpligtet af Kyoto-protokollen. Det gælder eksempelvis de store vækstlande som Kina og Indien, de tropiske skovlande som Brasilien og Indonesien, de fleste olierige lande og en række forholdsvis velstående lande i Asien, Latinamerika og Afrika, for eksempel Sydkorea, Mexico, Argentina og Sydafrika.