|
Hvad er på dagsordenen i den internationale klimapolitik?
I de senere år er bevidstheden om klimaproblemerne vokset i det meste af verden. Klimaet står højt på den internationale politiske dagsorden. I FN forhandles der på højtryk for at nå frem til en ny global klimaaftale i København, december 2009.
De økonomiske stormagter har erklæret sig enige i, at den globale opvarmning bør begrænses til højst to grader. Spørgsmålet er, om landene vil forpligte sig tilstrækkeligt til, at målet kan nås. Forhandlingerne drejer sig om nedskæring af udledningerne i de gamle industrilande og om begrænsning af udledningerne i nyere vækstlande som for eksempel Kina, Brasilien, Indien og Mexico.
Finansiering er også et vigtigt punkt på dagsordenen. Vil de velstillede lande opfylde traktatens løfter om at overføre grøn og klimavenlig teknologi til udviklingslandene på gunstige vilkår? Hvor store bidrag vil de betale til at beskytte mennesker og natur i de fattige lande, som ikke selv er skyld i klimaproblemerne og ikke selv har råd til at afværge følgerne?
Kan kul, olie og gas undværes?
Teknisk set er det muligt at standse forbruget af kul, olie og gas. De fleste nødvendige teknologier findes. I dag opføres der bygninger, som kun har behov for en brøkdel af den energi, de eksisterende bygninger bruger. Man kan endda bygge huse, som frembringer mere energi, end de selv bruger. Det er muligt at lave biler og andre transportmidler med lavt energiforbrug, og elbiler kan køre på overskudsstrøm fra vindmøller. Elektrisk udstyr kan effektiviseres. Belysning med lysdioder er mere energibesparende end selv de bedste energisparepærer. Osv.
Energiforsyningen kan indrettes sådan, at mange energikilder virker sammen og udnytter energien bedre. Et kendt eksempel i Danmark er fjernvarmesystemet, som udnytter overskudsvarmen fra elværker og affaldsforbrænding. Et andet eksempel er at kombinere vindenergi og vandkraft. Et tredje eksempel er fjernstyring af energiforbruget, så vaskemaskiner og varmepumper kører om natten og batterier lades op, når der er mest strøm tilovers.
Ifølge FN’s klimapanel ligger de største muligheder for at begrænse den globale udledning af drivhusgasser i bygnings- og anlægssektoren, efterfulgt af industri, energiforsyning, landbrug, skovbrug og transport.
Er det dyrt at gennemføre omstillingen?
Økonomisk er der et stort spring fra de billigste til de dyreste midler til at reducere udledningerne. Det allerbilligste er at standse energispild og sænke energiforbruget. Man kan leve sundere med mere motion på cyklen og mindre kød på tallerkenen.
Mange løsninger koster ekstra i begyndelsen, men betaler sig tilbage og giver overskud efterhånden som man sparer udgifter til energi. Det gælder for eksempel maskiner og kontorudstyr, husholdningsapparater og energibesparelser i eksisterende bygninger og køb af nye biler med lavt energiforbrug. Det gælder også i energiforsyningen: Moderne, effektive elværker koster ekstra i anlægsfasen, men sparer brændsel i det lange løb.
Det er ret billigt at bevare regnskov. Spørgsmålet er dog, om den lokale befolkning har et alternativ til skovrydningen, for eksempel anden jord at dyrke eller andet arbejde at leve af. Det er også billigt at forbedre energiudnyttelsen i fattige lande. For eksempel kan fattige familier spare brænde, hvis de får en lille ovn, så de ikke behøver at lave mad over et bål. Problemet er bare, at de fattigste mennesker sjældent har råd til at investere i selv de billigste løsninger.
Til de dyrere midler hører elektriske biler, strøm fra solceller, brændselsceller, nye atomkraftværker og lagring af CO2 i undergrunden. Erfaringerne på mange områder, fra informationsteknologi til vindmøller, batterier og solceller, viser dog, at nye teknologier udvikles og billiggøres, hvis efterspørgselen er stabilt voksende.
Er det realistisk at gennemføre omstillingen?
Det er altså muligt at indrette samfundene sådan, at de fossile brændsler, kul, olie og gas, kan undværes. Men det tager lang tid at vende udviklingen. For eksempel er den tekniske levetid for et kulfyret kraftværk omkring 40 år. Motorveje består endnu længere.
I hele verden skal der i de kommende mange år investeres næsten 1.000 milliarder dollars om året alene i energiforsyning. Hvis man i stedet bruger færre penge på de traditionelle teknologier og flere penge på energieffektivitet, vedvarende energi og andre klimavenlige teknologier, kan man både reducere CO2-udledningerne og spare penge til køb af brændstoffer langt ud i fremtiden.
Økonomisk er det ikke uoverkommeligt at gennemføre en sådan omstilling. Den britiske økonom Sir Nicholas Sterns rapport til den britiske regering konkluderede i 2006, at omkostningerne ved at lade stå til vil blive langt større end prisen for at stabilisere klimaet.
Andre økonomer regner anderledes, Mange af dem mener, at begrænsningen af drivhusudledningerne vil skære toppen af den økonomiske vækst. Ifølge FN’s klimapanel dog ikke mere end 0,12 procent om året på verdensplan, hvis begrænsningerne gennemføres i internationalt samarbejde og på den mest omkostningseffektive måde.
Ny forskning tyder på, at klimaet reagerer kraftigere på drivhusudledninger end man hidtil har antaget. For at undgå en temperaturstigning på mere end 2 grader, skal man altså begrænse udledningerne endnu mere, end man hidtil har regnet med. Det forøger omkostningerne. På den anden side kan stigende oliepriser hurtigt ændre regnestykket sådan at de lande og virksomheder, der fører an i omstillingen, får en fordel.
Om omstillingen bliver gennemført tids nok til at undgå en global opvarmning på mere end to grader, afhænger i høj grad af den politiske vilje.
Er der en ’grøn revolution’ på vej?
I mange år har der været stor modstand mod Kyoto-protokollen, både fra de store energiselskaber, bilindustrien og mange landes regeringer. Støtten til kul, olie og gas blev opretholdt og udledningen af drivhusgasser steg. Under præsident George W. Bush, 2001-2009, fastholdt USA’s regering, at nedskæringer af Kyoto-typen ville skade landets økonomi og koste arbejdspladser.
I de senere år ser det ud til, at stemningen er vendt. Verdens største virksomheder kappes om at blive CO2-neutrale og vise en grøn profil. USA’s bilfabrikker skifter til energiøkonomiske modeller. ’Den grønne revolution’ er in. USA’s nye regering under præsident Barack Obama, ser omstillingen som en fordel for den amerikanske økonomi. USA’s kongres er på vej til at sætte en pris på udledningen af CO2 i form af et kvotesystem som det, der findes i EU. Og Kina forsøger at blive førende inden for udvikling og produktion af blandt andet elbiler og vindkraft.
|
