Hvad er klimaforandringer?

Jordens fremtid i vores hånd....
Foto: Detlev van Ravenswaay/Polfoto

Klimaet er det mønster, vejret følger. Klimaet varierer af naturlige årsager, men det påvirkes også af menneskers aktiviteter. Jordens klima er blevet varmere siden 1800-tallet, og stigningen har især været markant siden 1950. Det meste af denne stigning skyldes med stor sikkerhed menneskets udledning af drivhusgasser, viser klimaforskningen. Drivhusgasser er luftarter, der holder på Jordens varme. Den vigtigste af dem er CO₂, dvs. kulstof der er iltet (forbrændt). Planter, der gror, optager CO₂ fra atmosfæren. Når planter nedbrydes, frigives CO₂ igen.

Drivhusgasserne kommer især fra forbrænding af kul, olie og naturgas. Ved forbrændingen frigøres nemlig kulstof, som blev opsuget af alger og andre planter for millioner af år siden. Rydning af regnskov og intensivt landbrug, især med mange køer, fører også til udledning af drivhusgasser, fordi det kulstof, der findes i planterne, bliver frigivet hurtigere end andre planter kan opsuge kulstof fra atmosfæren.

Den globale opvarmning medfører stigende vandstand i havene, fordi vand udvider sig, når det opvarmes. Vandstanden stiger også, fordi mere is smelter i bjergene og på Grønland. Opvarmningen fører desuden til mere ekstremt vejr: flere skybrud og oversvømmelser, flere hedebølger og længere tørkeperioder, voldsommere storme.

Forandringerne påvirker plantelivet, dyrelivet og menneskers liv overalt i verden. Mange arter og økosystemer har svært ved at tilpasse sig. Mange samfund mangler midler til at beskytte borgerne mod virkningerne af den globale opvarmning. 

Hvordan kan klimaet stabiliseres?

I 1992 vedtog FN en traktat, der skal forhindre farlig menneskeskabt klimaforandring. Alligevel er verdens udledninger af CO₂ og andre drivhusgasser steget år for år.

Den mest effektive måde at bremse den globale opvarmning på er at begrænse forbruget af kul, olie og gas. Det kan ske ved at ændre livsstil, spare på energien, bruge den mere effektivt og skifte til vedvarende energikilder som for eksempel vind, sol og biomasse. På længere sigt kan atomkraft og lagring af CO₂ i undergrunden også give bidrag.

For at stabilisere klimaet er det desuden nødvendigt at bevare regnskovene, modvirke udpining af jorden, begrænse kødproduktionen og undgå spild af energi og ressourcer.

Udfordringerne er store, både i de lande, der har vænnet sig til højt forbrug af billig energi, og i mere fattige lande med store og voksende befolkninger, som har behov for flere fødevarer, bedre energiforsyning og økonomisk vækst.

Hvad er drivhuseffekten?

Drivhuseffekten består i, at atmosfæren holder på Jordens varme, ligesom glasset holder på varmen i et drivhus. De luftarter, der holder på varmen, kaldes drivhusgasser. Solens stråler passerer igennem dem og varmer Jorden op. Jorden afgiver varme i form af usynlig infrarød stråling. Men en stor del af disse varmestråler bliver kastet tilbage mod Jorden igen, hvis de rammer molekyler af drivhusgasser.

Uden drivhuseffekten ville temperaturen ved Jordens overflade i gennemsnit være 33 grader koldere. Livet, som vi kender det, ville ikke være muligt.

Men nutidens problem er det modsatte: Drivhuseffekten er forstærket på grund af menneskets aktiviteter. De vigtigste menneskeskabte drivhusgasser er CO₂ (kuldioxid, kultveilte) og CH₄ (metan). Altså kulstof bundet til ilt eller brint.

Andre drivhusgasser er lattergas (N₂O), freon og andre luftarter som udledes fra industrien. 

Hvad er kulstof-kredsløbet?

Alle levende organismer indeholder kulstof. Planterne optager CO₂ fra luften. Ved hjælp af energien i sollyset binder de kulstoffet og udskiller ilt. Havene opsuger også CO₂.

Når organisk materiale nedbrydes, enten det brænder eller rådner eller bliver spist, sker det modsatte: Den energi, der er lagret i det, bliver frigjort i en forbrændingsproces, hvor ilt opsuges og CO₂ udledes. Visse bakterier kan nedbryde biomasse uden ilt. De frembringer i stedet metan, CH₄. Det sker for eksempel i sumpe, på lossepladser og i maven på drøvtyggere.

Kul, olie og naturgas kaldes fossile brændsler. De stammer fra alger og andre planter, der voksede og optog kulstof for millioner af år siden. Når mennesker brænder dem af, påvirkes nutidens kulstofkredsløb.

Store mængder kulstof er også bundet i skovene og jordbunden. Det udledes som CO₂ hvis skovene ryddes og hvis jorden dyrkes særlig intensivt så humusindholdet falder.

Øget kvægdrift har stor virkning på klimaet, fordi metan fra drøvtyggernes maver har en kraftig virkning som drivhusgas. En omlægning af verdens kostvaner til mindre kød og flere grøntsager vil gavne klimaet. 

Hvor stærkt vokser drivhuseffekten?

Koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren måles i ppm, dvs. parts per million (antallet af molekyler pr. million i tør luft). Før industrisamfundenes forbrug af kul og olie tog fart, var det naturlige indhold af CO₂ i atmosfæren mindre end 280 ppm. I dag er tallet steget til 387, og koncentrationen vokser med mere end 2 ppm om året.

Sammenlignet med Jordens historie er det en dramatisk forandring. Fra de små bobler i borekerner af ældgammel indlandsis ved vi, at nutidens koncentration af drivhusgasser i atmosfæren er den højeste i 650.000 år.

Hvert år udleder mennesker nu mere end 50 milliarder tons drivhusgas. Tre fjerdedele er CO₂. Resten er metan, lattergas og andre drivhusgasser. De omregnes til CO₂-ækvivalenter i forhold til deres drivhuseffekt.

Denne udledning er langt mere end planterne og havene kan optage. Da CO₂ ikke forsvinder af sig selv, vil den globale opvarmning fortsætte, indtil udledninger og optag igen bliver lige store. Først da kan klimaet stabiliseres - på et varmere niveau, ved en højere koncentration af drivhusgasser (flere ppm).

Selv efter en sådan stabilisering, vil virkningerne af klimaforandringerne fortsætte langt ud i fremtiden. For eksempel tager det flere hundrede år før varmen ved havenes overflade har spredt sig til havenes bund. I al den tid vil vandstanden blive ved med at stige, fordi vand fylder mere, jo varmere det er. 

Hvad er FN’s klimapanel?

Drivhuseffektens betydning har været kendt siden 1800-tallet. I 1896 vurderede den svenske forsker Svante Arrhenius, at hvis atmosfærens koncentration af CO₂ blev fordoblet, ville det føre til en global temperaturstigning på 5-6 grader. Men mange mente, at havene sikkert ville opsuge den ekstra CO₂. Andre sagde, at et varmere klima kun var en fordel. Først i 1980’erne begyndte de skræmmende perspektiver i en menneskeskabt klimaforandring at gå op for forskere og politikere.

I 1989 blev FN’s klimapanel, IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change), dannet, efter opfordring fra FN’s Generalforsamling. Panelet er et samlende forum for flere tusinde forskere. Det har til opgave at give videnskabelig oplysning om klimaproblemerne til verdens beslutningstagere. Cirka hvert femte år udgiver panelet en stor rapport, der samler og vurderer resultaterne af klimaforskningen i hele verden. Rapporternes sammenfatninger er godkendt linje for linje, både af uafhængige forskere og af regeringernes egne eksperter. 

Hvad er FN’s Klimakonvention?

I 1992 blev FN’s rammekonvention om klimaforandring godkendt på verdensmødet om miljø og udvikling i Rio de Janeiro. Næsten alle lande i verden - i alt 192 parter - har tilsluttet sig denne internationale traktat.

Traktatens mål er at ”forhindre farlig menneskeskabt klimaforandring”. Det vil sige at koncentrationen af drivhusgasser skal stabiliseres på et niveau der gør det muligt for økosystemerne at tilpasse sig naturligt til klimaforandringerne, sikrer fødevareproduktionen og muliggør en bæredygtig økonomisk udvikling.

Traktaten fastslog princippet om ”fælles men differentieret ansvar”: Alle lande skal begrænse deres udledninger, men de gamle industrilande, som især er årsag til klimaforandringerne, skal gå foran. I traktaten står der, at disse lande vil begrænse deres udledninger til 1990-niveau i år 2000. De gamle industrilande lover også at finansiere tilpasning til det forandrede klima og overførsel af klimavenlig teknologi til udviklingslandene. 

Hvad er Kyoto-protokollen?

Hurtigt blev det klart, at de frivillige tilsagn ikke var nok. Derfor begyndte en gruppe lande at arbejde på en tilføjelse til traktaten. Resultatet blev Kyoto-protokollen fra 1997. Den forpligter de gamle industrilande til at begrænse deres udledninger. USA har dog ikke tiltrådt aftalen.

I gennemsnit skal de forpligtede lande formindske deres udledninger med 5 procent i årene omkring 2010 (2008-2012) sammenlignet med basisåret 1990. Tanken var så, at loftet over udledningerne skulle sænkes hvert femte år, og at flere lande efterhånden skulle forpligtes.

EU har påtaget sig at reducere sine udledninger med 6 procent. Byrden er fordelt sådan at nogle EU-lande (f.eks. Tyskland og Danmark) skal reducere væsentligt mere end de seks procent, mens andre (f.eks. de sydeuropæiske lande) kan forøge deres udslip.

Kyoto-protokollen bygger i høj grad på markedsmekanismen. Landene kan handle indbyrdes med deres udledningstilladelser. De kan også erhverve udledningstilladelser ved at gennemføre projekter som reducerer udledningerne i andre lande. For eksempel har Danmark erhvervet udledningstilladelser ved at finansiere bedre energieffektivitet og udnyttelse af træaffald i Rumænien. Formålet med denne kvotehandel er at få gennemført reduktionerne dér, hvor de kan opnås billigst og mest effektivt. 

Hvordan kan den globale opvarmning bremses?

Ti af de seneste tolv år er blandt de varmeste, der er målt siden 1850. Den globale temperatur er i gennemsnit steget 0,8 grader siden 1800-tallet. Til sammenligning er forskellen tilbage til afslutningen af sidste istid for 11.000 år siden cirka 5 grader.

Klimaet er svært at udforske og det påvirkes af mange naturlige forhold: ændringer i Solens stråling, Jordens afstand og hældning i forhold til Solen, vulkanudbrud og skiftende havstrømme. Der er videnskabelig usikkerhed om klimaets følsomhed og mange komplicerede sammenhænge. Men det står klart, at de menneskeskabte drivhusgasser er hovedårsagen til nutidens klimaforandringer.

De globale udledninger skal kulminere i løbet af ti år og derefter falde til under halvdelen, hvis man stiler efter at undgå en global temperaturstigning på mere end 2 grader i gennemsnit, siger FN’s klimapanel.

Hvis de globale udledninger fortsætter med at stige som nu, er verden på vej mod en opvarmning på mere end 4 grader og måske op til 8 grader før en ny ligevægt kan indtræde, siger FN’s klimapanel. 

Hvordan påvirkes mennesker?

Klimaforandringerne rammer især fattige mennesker i fattige lande. Millioner af mennesker bor i lavtliggende kystområder, hvor risikoen for oversvømmelser og nedbrydning af kysterne vokser når vandstanden stiger og storme og skybrud bliver kraftigere.

Høstudbyttet bliver mindre i varme og tørre egne, især i Afrika, hvor mangel på mad og fejlernæring i forvejen er udbredt. Vandforsyningen til mange mennesker bliver ustabil når nedbøren ændres, og når gletscherne i bjergene skrumper og smelter. Det rammer især de mange millioner mennesker, der lever ved Asiens store floder.

I en del tropiske og subtropiske lande vokser risikoen for ørkenspredning, hedebølger, skovbrande, vandmangel og sygdomme som malaria og diarré.

I kølige lande er et varmere klima til gavn for landbruget i områder, hvor der er vand og næringsstoffer nok. I kolde lande vil et varmere klima også være en fordel for helbredet og transportsystemerne (mindre is og sne giver færre ulykker og bedre fremkommelighed). 

Hvad er risikoen i fremtiden?

De positive virkninger af klimaforandringerne bliver mindre, jo mere temperaturen stiger. De negative virkninger bliver større. Nogle af dem er uigenkaldelige. En uddød art kommer ikke igen. En lavtliggende ø-stat kan ikke genoprettes, hvis den først er bukket under for stigende vandstand og heftigt vejr.

Dertil kommer de selvforstærkende mekanismer. Når is og sne smelter, bliver havenes og landjordens overflader mørkere. Det forstærker opvarmningen, fordi mørke overflader suger varme til sig. Når den bundfrosne tundra i Sibirien, Alaska og Canada tør op, kan der blive frigivet enorme mængder af metan fra mikroorganismers nedbrydning af plantemateriale. Det forstærker drivhuseffekten. Der er også risiko for, at regnskoven i Amazonas tørrer ud. Når træerne holder op med at gro og planteresterne bliver nedbrudt, vil der blive frigivet store mængder ekstra CO₂.

Der er risiko for, at smeltningen af indlandsisen i Grønland når et punkt, hvor den ikke kan standse igen, fordi der hvert år dannes mindre is på toppen af indlandsisen end det, der smelter og glider i havet som isbjerge. Risikoen for forandring af de store havstrømme, der fordeler varmen på jordkloden, er svær at forudsige. 

Hvad er på dagsordenen i den internationale klimapolitik?

I de senere år er bevidstheden om klimaproblemerne vokset i det meste af verden. Klimaet står højt på den internationale politiske dagsorden. I FN forhandles der på højtryk for at nå frem til en ny global klimaaftale i København, december 2009.

De økonomiske stormagter har erklæret sig enige i, at den globale opvarmning bør begrænses til højst to grader. Spørgsmålet er, om landene vil forpligte sig tilstrækkeligt til, at målet kan nås. Forhandlingerne drejer sig om nedskæring af udledningerne i de gamle industrilande og om begrænsning af udledningerne i nyere vækstlande som for eksempel Kina, Brasilien, Indien og Mexico.

Finansiering er også et vigtigt punkt på dagsordenen. Vil de velstillede lande opfylde traktatens løfter om at overføre grøn og klimavenlig teknologi til udviklingslandene på gunstige vilkår? Hvor store bidrag vil de betale til at beskytte mennesker og natur i de fattige lande, som ikke selv er skyld i klimaproblemerne og ikke selv har råd til at afværge følgerne? 

Kan kul, olie og gas undværes?

Teknisk set er det muligt at standse forbruget af kul, olie og gas. De fleste nødvendige teknologier findes. I dag opføres der bygninger, som kun har behov for en brøkdel af den energi, de eksisterende bygninger bruger. Man kan endda bygge huse, som frembringer mere energi, end de selv bruger. Det er muligt at lave biler og andre transportmidler med lavt energiforbrug, og elbiler kan køre på overskudsstrøm fra vindmøller. Elektrisk udstyr kan effektiviseres. Belysning med lysdioder er mere energibesparende end selv de bedste energisparepærer. Osv.

Energiforsyningen kan indrettes sådan, at mange energikilder virker sammen og udnytter energien bedre. Et kendt eksempel i Danmark er fjernvarmesystemet, som udnytter overskudsvarmen fra elværker og affaldsforbrænding. Et andet eksempel er at kombinere vindenergi og vandkraft. Et tredje eksempel er fjernstyring af energiforbruget, så vaskemaskiner og varmepumper kører om natten og batterier lades op, når der er mest strøm tilovers.

Ifølge FN’s klimapanel ligger de største muligheder for at begrænse den globale udledning af drivhusgasser i bygnings- og anlægssektoren, efterfulgt af industri, energiforsyning, landbrug, skovbrug og transport. 

Er det dyrt at gennemføre omstillingen?

Økonomisk er der et stort spring fra de billigste til de dyreste midler til at reducere udledningerne. Det allerbilligste er at standse energispild og sænke energiforbruget. Man kan leve sundere med mere motion på cyklen og mindre kød på tallerkenen.

Mange løsninger koster ekstra i begyndelsen, men betaler sig tilbage og giver overskud efterhånden som man sparer udgifter til energi. Det gælder for eksempel maskiner og kontorudstyr, husholdningsapparater og energibesparelser i eksisterende bygninger og køb af nye biler med lavt energiforbrug. Det gælder også i energiforsyningen: Moderne, effektive elværker koster ekstra i anlægsfasen, men sparer brændsel i det lange løb.

Det er ret billigt at bevare regnskov. Spørgsmålet er dog, om den lokale befolkning har et alternativ til skovrydningen, for eksempel anden jord at dyrke eller andet arbejde at leve af. Det er også billigt at forbedre energiudnyttelsen i fattige lande. For eksempel kan fattige familier spare brænde, hvis de får en lille ovn, så de ikke behøver at lave mad over et bål. Problemet er bare, at de fattigste mennesker sjældent har råd til at investere i selv de billigste løsninger.

Til de dyrere midler hører elektriske biler, strøm fra solceller, brændselsceller, nye atomkraftværker og lagring af CO₂ i undergrunden. Erfaringerne på mange områder, fra informationsteknologi til vindmøller, batterier og solceller, viser dog, at nye teknologier udvikles og billiggøres, hvis efterspørgselen er stabilt voksende. 

Er det realistisk at gennemføre omstillingen?

Det er altså muligt at indrette samfundene sådan, at de fossile brændsler, kul, olie og gas, kan undværes. Men det tager lang tid at vende udviklingen. For eksempel er den tekniske levetid for et kulfyret kraftværk omkring 40 år. Motorveje består endnu længere.

I hele verden skal der i de kommende mange år investeres næsten 1.000 milliarder dollars om året alene i energiforsyning. Hvis man i stedet bruger færre penge på de traditionelle teknologier og flere penge på energieffektivitet, vedvarende energi og andre klimavenlige teknologier, kan man både reducere CO₂-udledningerne og spare penge til køb af brændstoffer langt ud i fremtiden.

Økonomisk er det ikke uoverkommeligt at gennemføre en sådan omstilling. Den britiske økonom Sir Nicholas Sterns rapport til den britiske regering konkluderede i 2006, at omkostningerne ved at lade stå til vil blive langt større end prisen for at stabilisere klimaet.

Andre økonomer regner anderledes, Mange af dem mener, at begrænsningen af drivhusudledningerne vil skære toppen af den økonomiske vækst. Ifølge FN’s klimapanel dog ikke mere end 0,12 procent om året på verdensplan, hvis begrænsningerne gennemføres i internationalt samarbejde og på den mest omkostningseffektive måde.

Ny forskning tyder på, at klimaet reagerer kraftigere på drivhusudledninger end man hidtil har antaget. For at undgå en temperaturstigning på mere end 2 grader, skal man altså begrænse udledningerne endnu mere, end man hidtil har regnet med. Det forøger omkostningerne. På den anden side kan stigende oliepriser hurtigt ændre regnestykket sådan at de lande og virksomheder, der fører an i omstillingen, får en fordel.

Om omstillingen bliver gennemført tids nok til at undgå en global opvarmning på mere end to grader, afhænger i høj grad af den politiske vilje. 

Er der en ’grøn revolution’ på vej?

I mange år har der været stor modstand mod Kyoto-protokollen, både fra de store energiselskaber, bilindustrien og mange landes regeringer. Støtten til kul, olie og gas blev opretholdt og udledningen af drivhusgasser steg. Under præsident George W. Bush, 2001-2009, fastholdt USA’s regering, at nedskæringer af Kyoto-typen ville skade landets økonomi og koste arbejdspladser.

I de senere år ser det ud til, at stemningen er vendt. Verdens største virksomheder kappes om at blive CO₂-neutrale og vise en grøn profil. USA’s bilfabrikker skifter til energiøkonomiske modeller. ’Den grønne revolution’ er in. USA’s nye regering under præsident Barack Obama, ser omstillingen som en fordel for den amerikanske økonomi. USA’s kongres er på vej til at sætte en pris på udledningen af CO₂ i form af et kvotesystem som det, der findes i EU. Og Kina forsøger at blive førende inden for udvikling og produktion af blandt andet elbiler og vindkraft.

Hvad er fremtidens udfordringer?

Fremtidens klima bliver varmere. Det kan ikke undgås. Derfor skelner man mellem den nødvendige tilpasning til forandringerne og bestræbelserne på at begrænse dem.

Tilpasningen er i sig selv en stor opgave. For at afbøde de negative virkninger af klimaforandringerne kræves der oplysning og uddannelse, lovgivning og planlægning, bedre varslingssystemer og beredskab, sikring af nødhjælp og genhusning af miljøflygtninge, nye regler for byggeri og anlægsarbejder, naturforvaltning, byggeri af diger, forsikring, ændring af sundhedsvæsenerne og meget andet.

At begrænse den globale opvarmning til omkring to grader er en endnu større opgave. Den kræver snarlig omstilling i mange lande samtidig: ændring af holdninger, adfærd og politik, nye love og regler og støtteordninger, store investeringer, internationalt samarbejde, stærk og vedvarende indsats for at udvikle nye teknologier og tage dem i anvendelse. 

Hvad håber optimisterne?

Mange mener, at fremtiden tegner lyst, hvis omstillingen lykkes. Livet bliver bedre i bæredygtige ligevægtssamfund, hvor man stræber efter andre værdier end størst mulig materiel vækst, siger de. Mennesker får større selvrespekt ved at løse store opgaver i fællesskab og tage ansvar for følgerne af deres handlinger, selv om konsekvenserne måske kun rammer fremmede mennesker i fjerne lande langt ud i fremtiden. Det nødvendige internationale samarbejde vil føre til mindre ulighed, bedre forsyningssikkerhed og færre konflikter om knappe ressourcer som olie og vand. 

Hvad siger kritikerne?

Andre mener dog, at omkostningerne ved at bekæmpe klimaforandringerne er for store i forhold til mere påtrængende opgaver. De tvivler på, at de negative virkninger af klimaforandringerne bliver så store, som forskerne siger. De frygter, at omstillingen vil koste vækst og arbejdspladser. 

Hvad frygter pessimisterne?

Hvis omstillingen ikke lykkes, vil de økonomiske og menneskelige tab blive større, og tilpasningen til varmere klima vil blive mere krævende. Risikoen for uoverskuelige og uigenkaldelige klimaændringer vil vokse. Antallet af miljøflygtninge kan vokse. Verdensøkonomien vil fortsat være sårbar over for knaphed på olie. Kampen om klimaet kan udvikle sig til nye internationale konflikter.

I værste fald kan man blive nødt til at benytte nogle af de midler til ’geo-engineering’, der allerede er foreslået. For eksempel at skyde svovlpartikler op i den øverste del af atmosfæren, så de ”skygger for solen”. Eller ’gøde’ verdenshavene med jernpartikler for at få dem til at optage mere CO₂. Eller sprøjte dråber af saltvand op i atmosfæren fra førerløse skibe for at danne flere hvide skyer, som kan skygge for solen og dermed bremse den globale opvarmning. Der mangler viden om, hvordan den slags løsninger vil påvirke andre dele af de globale økosystemer. Og det skaber usikkerhed, at den slags indgreb hele tiden skal gentages. Hvis de af en eller anden grund (f.eks. krig eller terroraktion) holder op, vil virkningerne af den globale opvarmning komme brat tilbage.