- Info
Perspektivering
Af journalist Ebbe Sønderriis, iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
-
|
Er der vilje til at gennemføre forandringerne?
Klimaforandringer vil i fremtiden berøre næsten alle mennesker i verden. De forandringer, der skal til for at begrænse udledningen af drivhusgasser, vil også påvirke de fleste mennesker på en eller anden måde. Nogle lande står til at vinde på forandringerne, også økonomisk. Det gælder for eksempel Danmark, som allerede har en stærkt stigende eksport af vindmøller og anden energiteknologi. I mange andre lande er støtte udefra en nødvendighed.
Endnu er der mange, der ikke forstår sammenhængen mellem drivhusgasser og klimaforandringer, og derfor er der risiko for, at de nødvendige tiltag møder modvilje, både fra dem, der har noget at tabe og fra dem, der har mest at vinde.
Grundig oplysning er derfor en vigtig forudsætning for at gennemføre forandringerne. Den politiske handlekraft er også vigtig, og den afhænger i høj grad af risikoviljen: Hvor meget er man villig til at ændre i nutiden for at beskytte mennesker i fremtiden - og mennesker i fjerne lande?
Kan klimaet løbe løbsk?
Risikoen ved klimaforandringer vokser, hvis udledningerne fortsætter. Ikke kun fordi temperaturen stiger og der kommer mere ekstremt vejr. Men også fordi selve udledningen af drivhusgasser på nogle områder kan gå i selvsving. For eksempel fører opvarmningen til voksende udslip af metan fra havbunden og fra de mange permanent bundfrosne søer og moser i Sibirien, Canada og Alaska, tundraen. På et eller andet tidspunkt risikerer man, at disse udslip i sig selv medfører en ekstra opvarmning, som gør det umuligt at standse den fortsatte optøning af tundraen.
Et andet eksempel er, at en stor del af regnskoven i Amazonas risikerer at tørre ud og blive forvandlet til græssteppe med spredte træer ligesom savannen i Afrika. Om det sker, kommer an på forholdet mellem varme og nedbør. Men hvis det sker, vil det forstærke den globale opvarmning endnu mere end den direkte skovrydning: Planter holder op med at vokse og optage CO2 - mange af dem vil tværtimod blive nedbrudt og udlede CO2.
|