|
Hvor meget mere kan klimaet tåle?
Fattige mennesker i fattige lande bliver hårdest ramt af den globale opvarmnings negative virkninger, f.eks. oversvømmelser og tørke og mangel på vand og mad. De gavnlige og behagelige virkninger findes især i kølige og velstående lande som f.eks. Danmark, hvor klimaforandringerne blandt andet betyder bedre høstudbytte, mulighed for at dyrke afgrøder, som kræver mere varme, samt mindre glatte veje.
De fleste af verdens lande, herunder samtlige økonomiske stormagter, har nu erklæret sig enige i et fælles mål: Den globale opvarmning skal begrænses til højst to grader over gennemsnitstemperaturen før den industrielle revolution. Vurderingen er, at risikoen for farlige klimaforandringer er for stor, hvis denne tærskel bliver overskredet.
Klimaforskningen viser, at dette mål sandsynligvis kun kan nås, hvis de globale udledninger topper i løbet af de næste ti år og derefter skæres ned til halvdelen i år 2050. Hvis man tøver længere, skal der skæres mere brat ned siden hen - og det bliver dyrere og vil formodentlig kræve kraftige politiske indgreb i form af forbud mod bestemte aktiviteter, der medfører særligt store udledninger, eller høje skatter og afgifter på bestemte varer og tjenesteydelser.
Hvem er villig til at begrænse udledningerne?
Mange lande tøver dog med at forpligte sig til at sænke deres egne udledninger så kraftigt, som klimaforskningen lægger op til at de skal gøre, hvis målet, at begrænse den globale opvarmning til to grader over gennemsnitstemperaturen før den industrielle revolution, skal nås. Der er uenigheder mellem EU, Japan og USA om nedskæringsmålene. Og der er konflikt mellem de gamle industrilande og de nye, store vækstlande, som Kina, Indien og Brasilien.
Det er almindelig anerkendt, at problemerne kun kan løses gennem internationalt samarbejde. FN’s Klimakonvention slår fast, at de rige lande, som forårsager de største udledninger og bedst har råd til omstilling og ny teknologi, bør gå forrest - og at de skal bidrage med finansiering og teknologi så de fattige lande kan være med til at løse problemerne. På den anden side kan målet ikke nås uden at de folkerige lande med høj vækst også forpligter sig til aktivt at begrænse deres udledninger.
Hvordan kan man begrænse udledningerne?
Teknisk er det muligt at standse størstedelen af de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser uden at opgive bekæmpelsen af sygdomme, fattigdom og andre udviklingsproblemer. Det materielle forbrug skal prioriteres anderledes. Det vil ikke nødvendigvis forringe vores livsvilkår, men kan tværtimod føre til bedre livskvalitet. Man kan spare på energien og bruge den mere effektivt - og dække det resterende behov for energiforsyning med fornyelige energikilder i stedet for fossile brændsler. Man kan standse skovrydningen, plante flere træer og omlægge landbruget. Atomkraft og lagring af CO2 i undergrunden kan også være en del af løsningen.
Politisk og økonomisk er det imidlertid en krævende opgave. Vaner og traditioner, holdninger, værdier og prioriteringer skal ændres på næsten alle områder. Nye teknologier skal udvikles, udbredes og indføres. Store investeringer skal foretages og endnu større investeringer skal drejes i en ny retning. På verdensplan bliver det nødvendigt at støtte udbredelsen af renere teknologier så de kan konkurrere med gamle teknologier, der i dag er de billigste, f.eks. gammeldags kulfyrede kraftværker.
|
