De fire danske EU-forbehold

Af journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2008.

Daværende statsminster Anders Fogh Rasmussen (tv) i samtale med EU-kommisionens formand Romano Prodi (tv i sofaen) inden de begynder deres møde i Bruxelles tirsdddag den 14. oktober 2003 omkring de danske forbehold.

Foto: Scanpix

Det var et chok for politikere over hele Europa, da danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten ved folkeafstemningen den 2. juni 1992. Både statsledere og EU-politikere regnede med, at befolkningerne bakkede op om deres visioner for, hvordan EU skulle udvikle sig efter Murens fald.

Det danske nej satte et stort spørgsmålstegn ved den brede folkelige forankring af EU-projektet. Af frygt for helt at ryge ud af EU-samarbejdet indgik de danske folketingspolitikere det såkaldte ’nationale kompromis’. Det gik ud på, at Danmark kunne tilslutte sig Maastricht-traktaten, hvis vi kunne stå uden for EU-samarbejdet på i alt fire områder: Unionsborgerskab, euroen, forsvarsområdet samt retlige og indre anliggender. På det efterfølgende EU-topmøde i Edinburgh lykkedes det daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen at forhandle en særaftale på plads med de fire forbehold.

Den 18. maj 1993 blev der afholdt en ny folkeafstemning om Maastricht-traktaten med de fire forbehold, og denne gang stemte et flertal af danskerne ja. I de efterfølgende år er der sket store ændringer af EU og nye medlemslande og traktater er kommet til. Men de danske forbehold består - i hvert fald indtil videre. Hovedparten af folketingspolitikerne ønsker flere af forbeholdene eller dem alle fire afskaffet. Og formodentlig kommer forbeholdene til folkeafstemning i løbet af 2008.