|
Hvad er alternativ energi?
Alternativ energi er en betegnelse, der både handler om at begrænse energiforbruget, ændre energisystemerne og skifte fra forbrug af kul, olie og gas til fornyelige energikilder eller energikilder, der ikke medfører udledning af drivhusgasser.
Derved kan man både begrænse den menneskeskabte globale opvarmning, formindske afhængigheden af importeret energi i de lande, der ikke er selvforsynende med olie, gas og kul og undgå den luftforurening, der følger af at forbrænde disse såkaldt fossile brændsler.
Luftforurening er især et problem i den tredje verdens voksende storbyer. Afhængigheden af importeret olie og gas er et voksende problem i hele verdensøkonomien, fordi stigende efterspørgsel i forhold til produktionen presser priserne op og giver muligheder for politisk pression.
Kan verdens energibehov dækkes uden at skade klimaet?
Det nuværende energiforbrug er hovedårsagen til den globale opvarmning. Et flertal af verdens lande - herunder samtlige økonomiske stormagter - er enige om, at den globale opvarmning bør begrænses til højst to grader i forhold til middeltemperaturen før den industrielle revolution. Dette mål kan kun nås, hvis CO2-udledningerne falder kraftigt. (Se også Faktalink-artikler om Drivhusgasser og Klimaforandringer)
Samtidig er der et stigende behov for energi til at skabe materiel og menneskelig udvikling, bekæmpe fattigdom og tilfredsstille mangfoldige behov i en verden med voksende befolkning. Energiforbruget er stigende på næsten alle områder: produktion, byggeri, transport, byudvikling, elektrificering og voksende forbrug i det hele taget. Energiforbruget pr. indbygger er størst i de rige lande, men det stiger mest i de store udviklingslande, hvor flertallet af verdens befolkning lever. Hvert år tager Kina, hvad der svarer til 100 nye kraftværker i brug. De fleste af dem er kulfyrede, og udledningerne herfra bidrager derfor både til luftforurening og global opvarmning.
Hvilke tekniske ændringer kræver overgangen til alternativ energi?
Teknisk består overgangen til alternativ energi af fire forandringer:
- at bekæmpe energispild
- at begrænse behovet for energi
- at anvende energien mere effektivt
- at skifte til alternative energikilder
Det er en fordel at gennemføre disse forandringer samtidig. Man får mest ud af den energi, man har til rådighed, hvis man bruger energien effektivt. Ofte kan det bedre betale sig at investere penge i energibesparelser end at investere i større energiforsyning. Jo dyrere de alternative energikilder er, jo bedre kan det betale sig at nøjes med så lavt et energiforbrug som muligt.
Af hensyn til økonomien kan man begynde med at ’plukke de lavest hængende frugter’, dvs. gennemføre de mest rentable energibesparelser og satse på de billigste alternative energikilder.
Hvad skal der til for, at omstillingen kan realiseres?
Det er en krævende opgave at udbrede alternativerne på de år, der er til rådighed, før klimaforandringerne overskrider den faregrænse på to graders global opvarmning, som et flertal af verdens lande er enige om. Der kræves oplysning, uddannelse og forskning, forandring af adfærd, værdier og livsstil, politisk beslutsomhed, nye regler, standarder og støtteordninger, store investeringer, internationalt samarbejde og stærk vilje. Mange taler om en ’grøn revolution’.
|