Mine værktøjer
     

Alternativer til højt energiforbrug

Af journalist Ebbe Sønderriis, iBureauet/Dagbladet Information. 2009.

Hvor kan man spare energi?

Megen energi går til spilde uden at gøre nytte. For eksempel i lamper, der lyser, når ingen er til stede og apparater, der står tændt, når ingen bruger dem. Eller motorer, der er dårligt vedligeholdt. Eller bål på gulvet i en fattig hytte, hvor familien kunne nøjes med mindre brænde, hvis den havde en lille ovn.

I rige lande med højt forbrug er der store muligheder for at spare energi ved at ændre adfærd og regler. Mange energibesparelser betaler sig tilmed økonomisk, og en del af dem giver bedre livskvalitet. Det er billigt og sundt at cykle til arbejde. Det er sundt at spise groft og grønt i stedet for kød og fedt, og det giver energibesparelser, fordi der bruges meget mere energi til at producere kød end grøntsager og korn. Det er gratis at slukke lyset og skrue ned for varmen og at vaske sit tøj ved lave temperaturer. Hvis man køber energisparepærer eller lysdioder, energi-effektive køleskabe, fjernsyn og computere, kan man spare penge i det lange løb. Endnu mere kan man spare ved at isolere husene godt og køre fornuftigt i effektive biler. Kommuner kan spare energi til belysning, bygninger og kommunale værker. Mange virksomheder er i gang med energispareprogrammer, som betaler sig.

Andre energibesparelser kræver, at man træffer sine valg: Hvor meget vil man købe, hvor meget smider man væk? Hvor tit vil man rejse med fly? Skal man have hundrede lyskæder tændt til jul? Er al den farvestrålende emballage nødvendig? Behøver indkøbscenteret at bruge så meget energi til lækker belysning og opvarmning og kølediske? Kan man bruge andre materialer i stedet for de mest energikrævende, som f. eks. aluminium, stål og cement? (Se også Faktalink-artiklen om Drivhusgasser). 

Hvor kan man udnytte energien bedre?

Endnu mere energi kan undværes ved en samlet indsats i verdens virksomheder og lande. Teknisk set kan man skære ned på energiforbruget ved at udnytte små energiforskelle i stedet for store (f.eks. fjernvarmevand med lavere temperatur), bevare energi, nyttiggøre overskydende energi, undgå omformninger af energi og anvende de mest effektive teknologier. Der findes mange alternativer, men deres udvikling og udbredelse har været hæmmet, så længe forsyningen med fossil energi var billig og rigelig, for så havde producenter og forbrugere af energi ingen økonomiske tilskyndelser til at ændre på tingenes tilstand - og bevidstheden om de problemer, der følger med det store forbrug af fossile brændsler var heller ikke særlig veludviklet. Men tingene har ændret sig, og mange forventer en rivende udvikling af alternativ energiteknologi i de kommende år, med stigende effektivitet og faldende priser.

Mulighederne er særligt store i boliger og andre bygninger. Nye bygninger kan konstrueres, så de næsten ikke behøver energi udefra. Ældre bygninger kan renoveres, så energibehovet falder til en lille brøkdel af det nuværende. Men det kræver, at man tænker energiforbruget ind som en væsentlig faktor, når man bygger nyt og bygger om. Myndighederne støtter især denne udvikling i Østrig, Tyskland og Japan, både med økonomiske tilskud og skærpede krav til bygningers energiforbrug.

Transport bruger megen energi, især i byområder. Konkurrencen om energi-effektive biler er gået hårdt ud over de store amerikanske bilfabrikker, Chrysler, Ford og General Motors. Hvis man samler byudviklingen i stedet for at sprede den og sørger for god adgang til fælles transportmidler af høj kvalitet og gode forhold for cyklister, vil flere mennesker vælge at køre mindre i bil. Det viser erfaringer fra Østrig og Holland, men også fra Odense og København. Derved kan man spare endnu mere energi og desuden sundhedsudgifter og udgifter til at bygge og vedligeholde motorveje. I Japan kører hurtigtoget Shinkansen de 550 kilometer mellem Tokyo og Osaka på 2½ time. Der er 3-12 minutter mellem hvert tog, og togene transporterer så mange mennesker, at det svarer til en motorvej med 16 spor i hver retning, hvis de alle kørte i hver sin bil. Tilsvarende løsninger i andre lande ville betyde færre biler på vejene - og dermed mindre afbrænding af fossile brændsler.

Selv om mange virksomheder er begyndt at fokusere på energiforbruget og forsøge at reducere det, bruger industrien stadigvæk meget energi. De mest energitunge og forurenende processer bliver ofte flyttet til Kina og andre vækstlande, men det flytter jo kun energiforbruget og forureningen, det reducerer ikke den globale udledning af CO2 eller det globale energiforbrug.

Store energitab finder sted i energiforsyningen. De fleste af verdens kraftværker udnytter mindre end en tredjedel af energien i de brændsler, man bruger. På Avedøreværket i København kan man, ifølge DONG Energy, som ejer værket, nå op på 44 procent i selve elektricitetsproduktionen i kraft af tekniske forbedringer af forbrændingsprocessen mv. Når udnyttelsen af rest-varmen til fjernvarme regnes med, kan man nå helt op på 94 procent i alt.

Andre websites

 

 

 

 

dr.dk/undervisning

 

 

Kontakt os

DBCs kundeservice

 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig nyheder om
Faktalink

 

Adgang til Faktalink

Ønsker du fuld adgang til Faktalink?