Efterretningstjenester

Af stud.cand.comm. Charlotte Kiesow, iBureauet/Dagbladet Information. 2006.


Glem alt om, hvad James Bond-filmene og den engelske tv-serie “Spooks” har lært dig. Efterretningsvirksomhed drejer sig sjældent om at smadre højteknologisk udstyr, køre vilde biljagter eller score lækre damer. Meget efterretningsarbejde er tværtimod papirnusseri med indsamling og sortering af informationer. Men det er ikke en tilfældighed, at der næsten kun dukker enten biografier om eksagenter eller knaldromaner op, når man taster søgeordet “efterretningstjeneste” ind på bibliotekets søgemaskine. Efterretningstjenester har nemlig en lang tradition for at være meget hemmelighedsfulde omkring deres arbejde, og det er typisk svært for offentligheden at få viden om de metoder, tjenesterne benytter. Derfor beskrives det felt, efterretningstjenester opererer i, ofte som en gråzone.